Lisbeth Knudsen: Skattesnyd – en torpedo mod fællesskabet

Velfærdsstaten og de vestlige demokratier bygger på en samfundskontrakt mellem staten, borgerne og virksomhederne, om at man har både rettigheder og pligter. Til pligterne hører at betale skat. Til værdierne i en sådan samfundsmodel hører en forståelse af, at de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder, og at værdierne ikke gemmes væk i skattely rundt omkring på eksotiske øer eller særlige lande med en skattefri himmel, som det kaldes.

Der hører, at velrenommerede virksomheder udviser ansvarlighed og bidrager til samfundet gennem deres skattebetaling, samt at korruptionen er lav eller ikke-eksisterende.

Der hører, at banker, revisorer og andre rådgivere, som samfundet baserer en del af sin tillid på, rent faktisk ikke misbruger den tillid og medvirker til skatteunddragelse. At der eksisterer en moralsk anstændighed, en gennemsigtighed, en retfærdighed og en juridisk ramme, som den finansielle sektor og rådgiverne konkurrerer positivt om at arbejde inden for.

Der hører politikere, der holder den moralske fane højt udadtil over for vælgerne, men som indadtil har fingrene i kagedåsen fyldt med skattefiduser i skattely-lande.

Hvis ikke der findes veje til at standse flugten til skattely, så er konsekvensen en højere skat til alle, der ikke har råd til at hyre dyre skatteeksperter til at tænke kreative løsningsmodeller for international skatteplanlægning.

Lisbeth Knudsen

Afsløringerne af de såkaldte Panama-papirer – den hidtil største journalistiske lækage-sag omfattende 11,5 millioner dokumenter eller 2,6 terabyte i digital målestol – får den samfundskontrakt til at bryde sammen. De dokumenterer, at et advokatfirma i Panama, Mossack Fonseca, har hjulpet og hjælper velhavende individer og virksomheder fra hele verden med at holde formuer hemmelige for skattemyndighederne, og at dette firma har haft villige kunder, der gerne ville have deres vare.

Skattecasino-landene
Lad os nu ikke være naive. Vi vidste jo godt, at der fandtes internationalt skattesnyd og skattely-områder, og at globale virksomheder til en vis grad kan jonglere med indtægterne og investeringerne, så overskuddene bliver realiseret i lande med den laveste selskabsskat. Faktisk har tilværelsen som skattely-land ikke været så dårlig hidtil, og selv store, skattemoralsk velrenommerede lande har haft glæde af skattely-øer inden for de nationale grænser med særregler og god fortjeneste på en alternativ forretningsmodel.

Det at betale sin skat med eller uden entusiasme har altid været et omstridt diskussionsemne hos danskerne på grund af skatternes højde her, men hvad vi ikke kan acceptere, er, at nogen snyder fra at være med til at dele regningen.

Lisbeth Knudsen

To ting arbejder imod det. Den ene er, at regeringerne i en række lande faktisk er begyndt at arbejde konkret med restriktioner og initiativer, der straffer disse skattecasino-lande. Den anden er, at store, globale virksomheder kan opleve massive shit-storme på nettet, hvis de bliver afsløret i skattesnyd og manglende bidrag til skattebetalingen i de lande, som de har forretninger i.

I løbet af de seneste dage er fremtrædende politikere, præsidenter, regeringsledere, konger, erhvervsfolk, sportsfolk og organisationsledere havnet i den offentlige gabestok efter at have etableret skattely-arrangementer i Panama. Det er velfortjent og temmelig svært at have ondt af.

Manglende troværdighed
I den kommende måned vil offentligheden få adgang til navnene på mere end 214.000 offshore-enheder, der er blevet konstrueret med advokatfirmaet Mossack Fonsecas hjælp med henblik på denne skattetrafik. Navnene har forbindelser til mere end 200 lande.

Regeringsledere, præsidenter og fremtrædende politikere har været på listen over dem, der har brudt samfundskontrakten og har forsøgt at unddrage sig skattebetaling for ganske store formuer. Det forekommer så grisk, dobbeltmoralsk og forkasteligt, at det skubber yderligere til den i forvejen stejlt nedadgående troværdighedskurve for politikere.

Noget samlet overblik over, hvad der er blevet skjult i Panama, findes ikke, og til den destination skal lægges mange andre steder, hvor udvekslingsaftaler om deling af oplysninger blandt andet på formueområder mellem landene reelt ikke har nogen betydning, fordi skuffeselskaberne ikke registreres og har åbenhed om transaktioner i selskaberne.

Internationale sanktioner
Skatteministeren kan ærgre sig på samfundets vegne, og statsministeren kan føle sig snydt, men skal der for alvor ske noget med skattesnyderiet, så skal der indføres internationale sanktioner mod skattely-lande og på en helt anden og mere effektiv måde gøres op med en bank- og rådgivningsbranche, der medvirker til, at pengene flytter udenlands og uden for Skats kontrol.

Det at betale sin skat med eller uden entusiasme har altid været et omstridt diskussionsemne hos danskerne på grund af skatternes højde her, men hvad vi ikke kan acceptere, er, at nogen snyder fra at være med til at dele regningen. Sådan er det også i andre lande som Island og Storbritannien eller Ukraine. Afsløringerne fra Panama viser, at systemerne ikke fungerer, set fra et samfundsperspektiv, og at vores samfundsmodel bryder sammen, hvis vi ikke får ændret på det. Vi skal som borgere have tillid til, at tingene foregår retfærdigt og gennemsigtigt.

Moral og dobbeltmoral
Panama-papirerne løfter formentlig kun en meget lille flig af et stort problem med menneskets kreative evne til at finde smutveje til at undlade at betale for fællesskabet. Rent procesmæssigt og politisk må nogen gøre noget ved det. Udviklingsorganisationen IBIS har regnet ud, at 62 personer i verden ejer det samme som 3,7 milliarder af jordens fattigste ejer tilsammen. For et år siden var det 80 personer, så de rigeste er blevet rigere. Det skønnes at 7.600 milliarder dollars befinder sig i skattely. 30 procent af de rigeste afrikaneres formue, cirka 500 milliarder dollars, er ifølge IBIS gemt af vejen i udlandet. Det betyder 14 milliarder dollars i manglende skatteintægter i Afrika om året.

Også danske navne og virksomheder befinder sig på de lækkede dokumenter fra Panama-selskabet. Vi ved endnu ikke hvem og hvor mange. At Danmark faktisk har en data-udvekslingsaftale med Panama hjælper ikke stort på det, for skuffeselskaberne er ikke officielt registreret noget sted. Her er det mellemhandlerne som banker, revisorer og rådgivere, som myndighederne kan gå efter. Og vi kan bare håbe på, at den brudte samfundskontrakt og risikoen for afsløring af skattefusk er så ubehagelig og imageødelæggende, at den trafik stopper.

Hvis ikke der findes veje til at standse flugten til skattely, så er konsekvensen en højere skat til alle, der ikke har råd til at hyre dyre skatteeksperter til at tænke kreative løsningsmodeller for international skatteplanlægning.

I 2015 vedtog verdens førende nationer at bekæmpe skattesnyd på G20-topmødet i Tyrkiet. Så landene og politikerne er begyndt at indse, at der må gøres noget mere effektivt, hvis fremtiden skal finansieres. Inden for EU er der også medlemslande, som har en hel del at lære i forhold til at have stabile og veludviklede skattesystemer, erfarede vi under den græske økonomiske krise. Kort fortalt handler det om at nedbryde bankhemmeligheden i de mest populære skattely og om at tvinge nationale myndigheder til at udveksle oplysninger om skattesubjekter med hinanden.

Der er to læringer af Panama-papirerne. 1) Selv politikere med de store, moralske profiler kan vise sig at have en skjult formue i et skattely-område. 2) Selv de virksomheder, som fremstår med en samfundsansvarlig profil, kan vise sig at se anderledes ud på indersiden. Panama-papirernes er forstemmende.

Det kalder på internationalt samarbejde endnu stærkere, end det er nu på området, og på, at de lande, som har skattely-områderne, vil arbejde med.

---
Lisbeth Knudsen er formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater samt direktør og chefredaktør for Mandag Morgens danske aktiviteter. Hun har været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.