Lisbeth Knudsen: Twitter-præsidenten

Om få dage får amerikanerne en ny præsident og verden en ny type statsleder at følge på tætteste hold.

Ikke en politiker af stor erfaring, men en erhvervsmand i stort format, om man så må sige, med en selvsikkerhed ud over det sædvanlige. Ikke en politisk strateg trænet i taktisk kommunikation og diplomatisk, verbal veltalenhed og snilde, men en stærk kommunikator trænet i såvel kontrollerede som ukontrollerede følelsesudbrud. Trænet i at få opmærksomhed ved at sige og gøre det uventede – ja ind imellem det helt utrolige – i at dyrke martyrrollen til det ekstreme i kampen mod medierne og i at spille stærk mand med en brutal retorik, når det skal til.

Ny bliver således ikke alene hans politiske dagsordener, men også forholdet mellem medierne og den nye amerikanske præsident.

Donald Trumps første pressemøde onsdag som valgt præsident blev et sandt verbalt opgør med udvalgte medier, som har skrevet eller talt kritisk om Trump og bragt afsløringer fra en kontroversiel efterretningsrapport.

Og det er ikke første gang, han benytter den praksis at angribe og afskære ”de sortlistede medier” fra spørgsmål, alt imens han beskylder dem for at være skraldespandsmedier, en skændsel og for at servere falske nyheder. I andre tilfælde er kritiske pressefolk blevet forment adgang til hans valgmøder.

Under valgkampen syntes den kommende mand i det berømte ovale kontor at vågne op hver morgen for omgående at tænde op under sin Twitter-konto og fortælle alverden, hvordan han ser på tingene. Og karaktergivning til de traditionelle medier hører til hans yndlingssport.

Om han fortsætter den praksis, når han slår øjnene op om morgenen i Det Hvide Hus og stikker fødderne i præsidenttøflerne, er der mange, der diskuterer lige nu. Odds er mest for, at det gør han nok. For det er hans direkte vej til vælgerne. Det er hans måde konstant at holde gryden i kog med opmærksomhed og budskaber styret af ham selv, og medierne er jo nødt til at følge med i, hvad han skriver.

Og på Twitter får hver eneste af hans talløse tweets fuld medieopmærksomhed, for man ved jo aldrig, om det nu er Mexico, Nordkorea, Kina eller andre lande, der står for skud, eller om det er erhvervsvirksomheder, der får en på lampen, eller politiske modstandere eller mediefolk, der bliver gjort grin med.

Kampen mod medierne
Man kan sige, at Donald Trump på ingen måde kan takke de etablerede medier for sin valgsejr, og at det bærer en ikke uvæsentlig del af skylden for hans anstrengte forhold til dem. Af aviserne i USA med de 100 største oplag var der kun to, som støttede ham. Mere end 200 aviser i alt støttede Hillary Clinton, mens Trump fik opbakning fra færre end 20. Og nogle af de få, som støttede ham, gjorde det med henvisning til, at hans vicepræsident, Mike Pence, heldigvis var en del af pakken.

Mens ingen troede på, at han kunne løbe med en sejr, fulgte alle medierne det kuriøse fænomen og hans valgmøder fyldt med ekstraordinære udtalelser og angreb. Trump fik den største medieomtale af samtlige kandidater under primærvalgene, og han kunne tage bad i høje seertal. Alt for sent slog de amerikanske medier om fra at følge det sensationelle fænomen til at tage manden alvorligt og behandle hans politiske substans kritisk.

Trumps sejr var et brutalt spark til de etablerede medier, de etablerede eksperter – de selvretfærdige, som Trump har kaldt dem, der har mistet kontakten til almindelige mennesker. Derfor hører anerkendte medier som New York Times, Washington Post og nu også CNN til den kategori af medier, som Trump er i krig med. Og mange flere kommer nok til at melde sig ind i den forening, efterhånden som den nyvalgte præsident fra næste uge kommer til at styre dagligdagen i Det Hvide Hus.

En helt normal Twitter-dag
3. januar var den første officielle arbejdsdag i det nye år, og Donald Trump havde travlt i sin rolle som nyvalgt præsident for De Forenede Stater – på Twitter. Hans tweets for dagen inkluderede for nu bare at nævne tre stykker:

• En trussel om at straffe General Motors med en importafgift for at bygge biler i Mexico.

General Motors is sending Mexican made model of Chevy Cruze to U.S. car dealers-tax free across border. Make in U.S.A.or pay big border tax!

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) January 3, 2017

• En kritisk bemærkning til sine republikanske partifæller i Kongressen i en konkret sag.

With all that Congress has to work on, do they really have to make the weakening of the Independent Ethics Watchdog, as unfair as it

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) January 3, 2017

........may be, their number one act and priority. Focus on tax reform, healthcare and so many other things of far greater importance! #DTS

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) January 3, 2017

• En antydning af, at USA’s efterretningstjenester ikke er troværdige.

The "Intelligence" briefing on so-called "Russian hacking" was delayed until Friday, perhaps more time needed to build a case. Very strange!

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) January 4, 2017

Og sådan fik den nyvalgte præsident på få minutter udvalgt sig dagens nye kampe med tre magtfulde amerikanske institutioner: erhvervslivet, Kongressen og efterretningstjenesterne. Hvert emne med konfliktpotentiale til lange diskussioner og lange analyser i medierne af eftervirkningerne. Men dagen efter havde Trump flyttet opmærksomheden til nye emner, herunder en række tweets med støtte for WikiLeaks' grundlægger Julian Assange, der af mange andre ses som en fjende af Amerika.

Da Trumps tweets om Assange og hacking senere blev kritiseret, forsvarede Trump sig – på Twitter – ved at skyde skylden på nyhedsdækningen. Medierne får det til at se ud, som om jeg er imod efterretningstjenesterne, når jeg faktisk er en stor fan, skrev han.

The dishonest media likes saying that I am in Agreement with Julian Assange - wrong. I simply state what he states, it is for the people....

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) January 5, 2017

to make up their own minds as to the truth. The media lies to make it look like I am against "Intelligence" when in fact I am a big fan!

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) January 5, 2017

Alle er måbende, men Trump lykkes med den slags piruetter. Senere samme dag handlede hans tweets om alt muligt andet fra kritik af Senatets demokratiske mindretalsleder til den musikalske underholdning ved indsættelsesceremonien 20. januar.

Twitter-in-Chief
Vittige hoveder har i stedet for ”Commander in Chief ” døbt Trump ”Twitter-in-chief”. Også Obama har brugt Twitter som en del af sin kommunikation – om end på en ganske anden måde end Trump. Mere til at vise empati og medmenneskelighed end som politisk våben.

Præsidenter og statsledere over hele verden bruger de sociale medier til kontakt med vælgerne i dag – vores egen statsminister inklusive. Før Twitter og Facebook var der tv, og før fjernsynet var der radioen. Men ingen bruger de sociale medier som Trump til at holde sine vælgere engagerede og trofaste.

Twitter brugt efter den opskrift, Trump har valgt, har høj nyhedsværdi. Amerikanerne har aldrig oplevet en præsident skyde synspunkter ud til højre og venstre i døgndrift og i realtid. Selv de nærmeste på Trumps hold har givet udtryk for, at de vågner op hver dag uden at vide, hvad deres chef nu har tweetet ud om fra den årle morgen.

Den indlysende forskel mellem en tale og et tweet er tid og rum. Præsidenters taler forberedes typisk i flere dage og uger. Hvert ord vendes og drejes. Tweets kan ekspederes på et par sekunder af en præsident, der er helt alene med sine dispositioner. Der er ikke plads til detaljer eller nuancer. I stedet er der følelser og en invitation til øjeblikkelig reaktion – fra politiske venner og fjender, offentligheden og udenlandske regeringer.

Et farligt redskab i hænderne på en impulsiv mand, vil politiske traditionalister sige.

Afsløring foræring til Trump
Offentliggørelsen i det amerikanske onlinemedie BuzzFeed af et kontroversielt 35-siders notat med en række udokumenterede efterretninger, som – hvis de viste sig rigtige – ville kunne bringe USA's kommende præsident i lommen på Ruslands Putin på grund af kompromitterende billeder og materiale, har delt de amerikanske medier.

Med undtagelse af CNN, som også viderebragte oplysningerne, så har førende amerikanske medier kaldt offentliggørelsen uansvarlig og dårlig journalistik, fordi dokumentationen er så svag, og indholdet fremstår som rygter.

En hvilken som helst anden kandidat end lige Trump ville nok lide under, at sådan en debat om det notat overhovedet blev ført, men ikke Trump.

Han stortrives med mediernes fjendtlighed. Han elsker rollen som uretfærdigt behandlet af alle de andre. Det giver ham adgang til at spille den offerrolle, han er allerbedst til i forhold til overgreb fra den etablerede politiske klike, hvortil han henviser de førende medier. Sådan en sag holder debatten i gang og fjerner fokus fra andre spørgsmål med kritisk substans til hans politiske budskaber.

Skandale med rekyl-effekt
Paradokset med Trump er, at han kan vælte alle mulige sædvaner omkuld og opføre sig utroligt, men hvis andre prøver at gøre det samme mod ham, som han gør mod dem, så vinder han også på det.

Det lærte hans republikanske modkandidater bitterligt i primærvalget. Og på samme måde med medierne. Han kan svine enkeltjournalister, tv-værter eller nyhedsorganisationer til, som er kritiske mod ham, men hvis medierne sænker deres standarder som modtræk til Trumps angreb, så vinder Trump og ikke medierne på det.

Medierne står over for en meget svær opgave de næste fire år med Trump i Det Hvide Hus. Måske er den bedste løsning at begynde at behandle Trump som en normal præsident, hvis politik og ageren underkastes helt normale journalistiske standarder. Uden at betragte ham som en omvandrende katastrofe eller løs kanon. Uden at løbe efter alle hans tweets, og uden at give ham sensationens og fascinationens store, konstante medieplatform. Uden at lade ham trække martyrkortet gang på gang.

Vi skal lære, at enhver mediestorm synes Trump indtil videre at vinde stort, og den får kun hans tilhængerskare til at vokse, uanset hvilke forbløffende ting der kommer frem.

Trumps håndtering af medierne og evne til at gøre dem til en del af sin politiske kamp selv som modspillere er tankevækkende og bør være startskuddet til en selvransagelse i medierne. Ikke bare i USA, men også her i vores del af verden.

Hvis en demokratisk valgt leder og præsident for et land, der ellers hylder forfatningens ytringsfrihed ved enhver lejlighed, forsøger også i fremtiden at styre medierne ved at udelukke kritikere fra adgang til ham eller hans pressemøder, ved at intimidere og bortvise reportere, der stiller nærgående spørgsmål, ved at gøre medierne til politiske skurke i offentligheden som nu, så må man håbe, at de amerikanske medier og vælgerne på et tidspunkt begynder at få nok og finde sammen om en modreaktion.

---
Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.