Løkke ensom i forsøg på at bremse tyrkisk EU-medlemskab

TOPMØDE: Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil tale for et stop for EU’s optagelsesforhandlinger med Tyrkiet ved et topmøde i Bruxelles torsdag. Men indrømmer, at han har en svær sag.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tror ikke, at der vil være enstemmighed blandt EU-landenes ledere om, at EU skal stoppe optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tror ikke, at der vil være enstemmighed blandt EU-landenes ledere om, at EU skal stoppe optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet.Foto: /ritzau/Geert Vanden Wijngaert
Amalie Bjerre ChristensenRikke Albrechtsen

BRUXELLES: Den danske statsminister vil ved et topmøde i Bruxelles torsdag plædere for, at EU stopper optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet.

“Jeg finder det sværere og sværere at få forklaret også min egen befolkning, at vi har optagelsesforhandlinger med et land, som gør alt det forkerte,” siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på vej ind til mødet med de andre stats- og regeringschefer.

“Den danske position er, at vi skal stoppe forhandlingerne, fordi de er udsigtsløse med det Tyrkiet, vi har i dag,” fortsætter han.

Er gået i hårknude
Forhandlingerne om tyrkernes optagelse har været i gang siden 2005. De har alle dage bevæget sig trægt på grund af fodslæben fra begge sider, men er de seneste år blevet udfordret yderligere af en tyrkisk regering, der har trampet kraftigt på sine egne borgeres rettigheder.

Forholdet mellem Tyrkiet og dets europæiske partnere er kun blevet mere anstrengt, efter tyrkiske myndigheder i kølvandet på et kupforsøg sidste sommer har anholdt tusindvis af mennesker, herunder mange journalister og regeringskritikere.

Erdogan har også ved flere lejligheder anklaget europæiske statsledere for “nazi-lignende opførsel” og for at støtte terrorister.

Svær sag
Løkkes ord risikerer dog at falde for døve øren.

EU’s udenrigschef Federica Mogherini gør på vej ind til mødet klart, at tyrkernes perspektiv på EU-medlemskab absolut ikke er på dagsordenen.

Den tyske kansler Angela Merkel, som ellers var den, der midt i sin hjemlige valgkamp i september lovede at tage spørgsmålet op i EU-regi, har ifølge diplomatiske kilder justeret sin linje. Det på trods af at hun i valgkampens hede gjorde klart, at Tyrkiet efter hendes mening ikke skulle være medlem af EU.

En EU-kilde vurderer, at Løkke har “fejllæst” klimaet i resten af EU-kredsen ved at melde så hårdt ud på spørgsmålet.

Til gengæld vil EU-landene diskutere, om de kan skære i omegnen af en milliard kroner i såkaldt førtiltrædelsesbistand og i stedet forsøge at støtte civilsamfundsorganisationer og andre, der flugter mere med EU’s demokratiske værdier.

God relation til Tyrkiet
Løkke lægger heller ikke skjul på, at det kan være svært at få gennemført et fuldt stop for forhandlingerne, da alle landene skal være enige om beslutningen.

“Jeg tror ikke, der vil være enstemmighed om, at vi skal stoppe forhandlingerne. Men de facto er de jo på pause, og jeg håber, vi får en god snak i det mindste om, hvad der så skal til i Tyrkiet, hvis man for alvor skulle sætte liv i de forhandlinger igen,” siger statsministeren.

Han fastslår samtidig, at det er vigtigt, at EU-landene ikke vender ryggen til Tyrkiet, eftersom tyrkerne fortsat er en vigtig samarbejdspartner i NATO og i det arbejde, der foregår med at bremse migrationsstrømmen mod Europa.

“Vi har brug for at have en god relation, men at have det her perspektiv, om at Tyrkiet på et tidspunkt bliver medlem af EU, er ikke et realistisk perspektiv, og derfor er der ikke nogen grund til at foregøgle nogen det,” siger Lars Løkke Rasmussen. 

Dokumentation

Københavnerkriterierne
For at kunne blive optaget som medlemsland i EU, skal et land leve op til de såkaldte Københavnerkriterier.

De indeholder blandt andet, at et land skal have stabile institutioner, som skal sikre demokrati og retstat samt overholdelse af menneskerettighederne, respekt for og beskyttelse af mindretal.

Derudover skal ansøgerlandet have en velfungerende økonomi, der kan klare konkurrencen og markedskræfterne i EU.

Et land skal samtidig kunne påtage sig de forpligtelser, der hører med til et EU-medlemskab. Det gælder blandt andet at acceptere de mål, EU har om at være en politisk, økonomisk og monetær union.

Kilde: EU-Oplysningen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)









0:000:00