Løkke om situationen i Kongehuset: Det gør mig oprigtig ked af det

KONGEHUSET: Kongehuset gennemgår lige nu en svær periode, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen, der opfordrer til at respektere retten til privatliv.

Foto: /Ritzau/
Cecilie Gormsen

For første gang kommenterer statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu sagen om Kongehuset og prins Henrik.

Det sker, efter at prins Henrik har meddelt, at han ikke ønsker at blive begravet i Roskilde Domkirke sammen med dronning Margrethe.

”Jeg har stor respekt for og kærlighed til vores kongehus og den kongelige familie. Det er ikke nogen nem periode i Kongehuset, som man også har kunnet læse om i medierne,” siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

”Skriverier, som gør mig oprigtig ked af det.”

Kongehuset bekræftede i forrige uge, at Prins Henrik ikke skal stedes til hvile sammen med dronning Margrethe i regentparrets planlagte fælles gravsted i Roskilde Domkirke. Prinsens beslutning er ifølge Kongehuset truffet, fordi han gennem mange år har været utilfreds med sin rolle og titel.

”For prinsen er beslutningen om ikke at lade sig begrave ved siden af dronningen den naturlige konsekvens af, at han ikke er blevet ligeværdigt behandlet i forhold til sin ægtefælle – ved ikke at få den titel og funktion, som han har ønsket,” sagde Kongehusets kommunikationschef Lene Balleby til BT.

Siden har kongehusmedlemmer, eksperter og politikere udtalt sig om situationen i Kongehuset. Blandt andre har både prins Henrik selv, kronprins Frederik og prins Joachim kommenteret beslutningen, men Lars Løkke Rasmussen beder nu om, at man giver den danske kongefamilie lidt ro.

”Regentparrets interne forhold vil jeg ikke kommentere, men blot opfordre til, at vi alle respekterer familiens ret til privatliv. Ikke mindst prins Henrik, som jo er gået på pension,” siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

”I forhold til dronningens fortsatte utrættelige virke kan jeg sige, at det aftvinger min allerstørste respekt. Hun yder en beundringsværdig indsats i spidsen for det land, som hun elsker så højt.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00