Loft: Resultatkrav lider af tre afgørende svagheder

Af Peter Loft
Rådgiver og tidligere departementschef i Skatteministeriet

Den 15. maj 2016 skrev Claes Nilas her i Altinget, at rygterne om New Public Managements død er stærkt overdrevne. Det er jeg ganske enig med ham i, men mens han tilsyneladende noterer dette med en vis tilfredshed, er det min opfattelse, at dette styringsprincip ikke har haft nogen ubetinget gavnlig effekt for den offentlige sektor.

Læs klummen fra Claes Nilas her

Efter min mening lider resultatstyringskonceptet af tre afgørende svagheder.

Resultatstyringen risikerer at føre til en skævvridning af virksomheden, hvor kun de målelige forhold tillægges tilstrækkelig vægt.

Peter Loft
Tidligere departementschef i Skatteministeriet

Adskillige modstridende mål
For det første mangler størsteparten af de resultatkrav, der opstilles i den offentlige sektor et overordnet mål at se kravene i forhold til.

I den private sektor er resultatmålene midler til at sikre, at virksomheden opnår det størst mulige overskud, og alle enkeltstående krav relateres til virksomhedens samlede resultat. Et tilsvarende entydigt overordnet mål mangler i den offentlige sektor.

Tværtimod har mange offentlige virksomheder og myndigheder adskillige og ofte modstridende mål at forfølge. De enkelte resultatkrav mangler derfor et overordnet mål at blive relateret til.

Peter Loft
Tidligere departementschef i Skatteministeriet

Tværtimod har mange offentlige virksomheder og myndigheder adskillige og ofte modstridende mål at forfølge. De enkelte resultatkrav mangler derfor et overordnet mål at blive relateret til.

Derfor er resultatkravene ikke nødvendigvis egnede til at trække virksomheden i en bestemt ønsket retning – eller i hvert fald siger opfyldelse af resultatkravene ikke ret meget om, hvordan den pågældende offentlige myndighed samlet set fungerer.

En skævvridning af ledelsesfokus
For det andet er det jo langt fra alt, der kan måles. Resultatkravene vil ofte dreje sig om den offentlige virksomheds økonomiske præstation. Kravene vil dreje sig om ressourcer, sagsbehandlingstider, udmøntning af besparelser eller andet, der kan medvirke til at øge effektiviteten i virksomheden.

Det er derimod ulige sværere at opstille kvalitative krav til myndighedens evne til at sikre borgernes rettigheder, ligesom det er svært at opstille krav til overholdelse af retssikkerhedsmæssige eller forvaltningsretlige garantier.

Resultatkravene vil – og skal – sikre en væsentlig ledelsesmæssig bevågenhed om de forhold, der er genstand for resultatkravene. Det vil ikke kunne undre, hvis de forhold, der ikke er omfattet af resultatkrav – måske fordi de ikke lader sig indpasse i et måleligt paradigme – ikke har samme ledelsesmæssige bevågenhed.

Svigter kvaliteten i myndighedens afgørelser, går den jo – modsat den private virksomhed – ikke fallit. Hermed risikerer resultatstyringen at føre til en skævvridning af virksomheden, hvor kun de målelige forhold tillægges tilstrækkelig vægt.

Faglig styring og tilsyn
For det tredje forekommer der at være en tendens til at lade resultatmålene erstatte den faglige styring og det generelle tilsyn, som den overordnede myndighed forventes at udøve over for den underordnede.

Tidligere besad højtstående embedsmænd en betydelig grad af faglig indsigt inden for det område, de ledede. Denne faglige indsigt er i dag i vid udstrækning erstattet med mere generelle ledelsesmæssige kompetencer, ligesom evnen til at kunne agere som politisk rådgiver tillægges større vægt end fagspecifik indsigt.

Det er derfor begrænset, hvor meget faglig styring og tilsyn der udøves fra overordnet side. I stedet opstilles de økonomisk relaterede resultatkrav. Men dette skaber en risiko for, at for eksempel departement og styrelse bevæger sig i hver sin faglige retning. Styrelserne risikerer at blive mere eller mindre selvforvaltende enheder kun styret på økonomiske parametre.

Det er vigtigt, at alle dele af den offentlige administration er effektivt tilrettelagt, og at de enkelte enheder agerer rationelt og økonomisk. Men det er også væsentligt, at der er den fornødne sammenhæng mellem lovgivning og administration; at lovgivningen implementeres i den ånd, den er tænkt, og at borgernes forvaltningsretlige garantier sikres.

Hvis New Public Management får lov til at råde ensidigt, er der en stor risiko for, at de sidstnævnte krav til den offentlige administration træder i baggrunden.