Måling: Vælgerne afviser Støjberg-kommission

AFVIST: Næsten hveranden dansker afviser en kommission til at kulegrave Støjberg-sagen. "Selvom Inger Støjbergs forklaringer hænger i laser, er det ikke en sag, der optager befolkningen," lyder det fra Altingets politiske kommentator. 

Foto: Uffe Weng/Scanpix
Cecilie Gormsen

Står det til danskerne, skal der ikke nedsættes en undersøgelseskommission til at kulegrave sagen om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige ordre om at tvangsadskille mindreårige asylansøgere fra deres samlevere.

Det viser en ny måling foretaget for Altinget af Norstat. Her svarer 47 procent af de adspurgte, at de er uenige i, at der skal nedsættes en undersøgelseskommission. 32 procent erklærer sig enige i en undersøgelseskommission, mens 22 procent svarer ved ikke.

Og det er ifølge Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, opsigtsvækkende tal.

”De understreger, at selvom Inger Støjbergs forklaringer hænger i laser, er det ikke en sag, der optager befolkningen særlig meget. Det faktum er med til at mindske presset på hende,” siger Erik Holstein.

En sag på flere planer
Fredag formiddag skal Inger Støjberg i samråd for anden gang om sagen. Det første samråd tog mere fem timer, og her kom der flere forskellige meldinger fra Inger Støjberg.

Og sagen har ifølge Erik Holstein skadet Støjbergs troværdighed.

”Denne sag foregår på flere planer. I Folketinget er presset mod Støjberg forstærket på grund af de skiftende forklaringer, der har skadet hendes troværdighed. Selv i Venstre kan man finde centrale personer, der efterhånden er meget bekymrede over sagen,” siger Erik Holstein.

Mest en sag for politikere og journalister
Men selvom der har været hård kritik fra flere steder – heriblandt Ombudsmanden – så ser befolkningen ikke ud til at følge trop:

”I store dele af befolkningen hæfter man sig mere ved sagens udgangspunkt: de mindreårige brude. Her er holdningen snarere, at Støjberg godt nok brød nogle regler, men at hun ville det rigtige. At det var godt hun satte hårdt ind over for mindreårige brude og arrangerede ægteskaber,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”De to planer påvirker hinanden. For Støjberg ville ikke kunne overleve sine utroværdige forklaringer, hvis der samtidig var et folkekrav om, at sagen skulle undersøges helt til bunds. Men indtil videre er det mest en sag, som politikere og politiske journalister går op i.”

Sagen kort
Sagen handler helt kort om en pressemeddelelse, som Inger Støjberg udsendte 10. februar 2016. Her stod der følgende:

"Ingen mindreårige under 18 år må indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever."

Den pressemeddelelse kunne forstås som en instruks til embedsværket om at adskille mindreårige par uden at foretage en konkret vurdering af de individuelle sager, som er et krav i forvaltningsloven.

Den melding har bragt ministeren i problemer, da pressemeddelelsen i embedsværket er blevet opfattet som en instruks. Alle sager skal ifølge loven nemlig vurderes individuelt.

Inger Støjberg har rettet ind, men hun har samtidig givet Folketinget skiftende forklaringer, og Inger Støjberg har blandt andet både omtalt pressemeddelelsen som en instruks og som en pressemeddelelse.

Hver 3. LA-vælger ønsker undersøgelse
Blandt andre Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har foreslået at nedsætte en hurtigtarbejdende kommission, men der tegner sig ikke umiddelbart et flertal for en sådan, da Dansk Folkeparti ikke støtter den.

Kigger man på undertallene i den nye Norstat-måling, kan man se, at der kun er absolutte flertal for en undersøgelseskommission hos vælgerne fra tre partier:

”Undertallene er også interessante. Kun hos vælgere fra Enhedslisten, SF og Radikale er der absolutte flertal for en undersøgelseskommission. Og selv blandt Enhedslistens vælgere er 26 procent imod en undersøgelseskommission,” siger Erik Holstein og fortsætter: 

”Til gengæld er hver tredje LA-vælger med på en undersøgelseskommission. Det ville partiet formodentlig også have krævet, hvis det ikke lige havde været i regering.”

Popularitet er vigtig faktor
Erik Holstein peger på, at Støjbergs folkelige popularitet er vigtig, men selvom hun lige nu ligner en, der sidder sikkert på sin ministerpost, kan det godt ændre sig:

”Støjbergs folkelige popularitet er en vigtig faktor. Men ikke engang den vil kunne redde hende, hvis det bliver endegyldigt dokumenteret, hun helt bevidst har givet ulovlige instrukser.”

Samrådet starter fredag klokken 9.30, og i modsætning til det seneste samråd har fredagens samråd en bagkant på to timer.

Læs mere: EL og ALT inden Støjberg-samråd: Det vil vi have svar på

Dokumentation

Sådan har vi spurgt:

Er du enig eller uenig i følgende udsagn: Der bør nedsættes en undersøgelseskommission for at efterforske integrationsminister Inger Støjbergs optræden i sagen om de mindreårige brude?

Enig, der skal nedsættes en undersøgelseskommission: 32 procent
Uenig, der skal ikke nedsættes en undersøgelseskommission: 47 procent
Ved ikke: 22 procent

Målingen er foretaget via Norstats onlinepanel i perioden 14. juni til 20. juni 2017 blandt 1001 adspurgte.

Data er vejet på køn, alder, region, uddannelse og 'stemte ved seneste folketingsvalg'.

Se hele målingen her


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Holstein

Politisk kommentator, journalist, Altinget
journalist (DJH 1990)

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)









0:000:00