”Macron kan blive et løft for EU”

FRANSK VALG: EU-vennen Emmanuel Macron fører klart i meningsmålingerne inden det afgørende valg i Frankrig i dag. Vinder han, kan det ifølge politiske eksperter give et tiltrængt skub i det ellers plagede europæiske samarbejde.

Foto: PATRICK KOVARIK/AFP/SCANPIX

Af Andreas Liljeheden
Journalist på Altinget.se

Der er ingen tvivl om, hvilken af de to tilbageværende kandidater, EU-lederne foretrækker som den næste franske præsident.

Såvel kommissionsformand Jean-Claude Juncker som udenrigschef Federica Mogherini lykønskede Macron efter den første valgrunde 23. april. Dermed brød de deres egne og andres ellers håndfaste principper om aldrig at kommentere EU-landenes interne valg.

En sejr for Macron over nationalisten og EU-kritiske Marine Le Pen vil i første omgang være en stor lettelse for EU's ledere. Men på sigt kan det også indebære store muligheder for at gå længere i samarbejdet.

”Macron er uden tvivl den mest proeuropæiske kandidat, og han er den, som har været venligst indstillet over for Tyskland. Der vil blive åbnet store muligheder, hvis han vinder, særligt efter det tyske valg til efteråret. Der findes store forventninger fra andre medlemslande,” siger Yann-Sven Rittelmeyer, politisk analytiker på European Policy Centre (EPC), til Altinget.se.

Macron har talt for et vidtgående og dybere EU-samarbejde, særligt mellem euro-landene. Han vil se en mere koordineret politik med et fælles budget og en finansminister for euroområdet. Det er ikke nye ideer, men de har været forvist til EU's skrivebordsskuffe, mens man har taget kriseplaner af forskellige slags frem. Med Macron som præsident skulle de ideer igen kunne komme ud af skuffen og blive støvet af.

EU kan overleve Le Pen
Med Marine Le Pen i Élysée-palæet vil EU dog blive skubbet ind i en endnu en krise. Hvor dyb den vil blive, kommer an på, hvad Le Pen rent faktisk vil kunne gennemføre som præsident. Opbakningen til at forlade EU er lille i den franske befolkning. De seneste dage er Le Pen også selv begyndt at vakle, i hvert fald når det kommer til euroen.

I et forsøg på at øge vælgeropbakningen har hun viklet sig ind i et argument, som i det store hele går ud på to valutaer i Frankrig. Euro for bankerne og virksomhederne, og franc for folket. Det vil bliver meget svært at håndhæve.

Men selv om Frankrig bliver i EU med euroen som valuta, kan Le Pen påføre skade i en union, som allerede er hårdt presset af eksterne og interne kriser.

Frankrig, som var med til at starte EU, vil ikke længere være drivende kraft i samarbejdet, men vil derimod agere bremseklods og arbejde hårdt for at løsne op og få en løsere sammenslutning af nationalstater.

EU som projekt vil ikke forsvinde. Men det vil blive lagt på is, så længe Le Pen leder landet,” siger Yann-Sven Rittelmeyer, som samtidig peger på, at det scenarie i alle henseender er usandsynligt.

Komfortabel føring til Macron
I de seneste målinger får Macron cirka 60 procent af stemmerne mod Le Pens 40. Macron var også den mest overbevisende under en hadsk TV-debat onsdag aften. Vejen til Élysée-palæet er dermed ryddet for hans vedkommende, ikke så meget på grund af hans politiske midteragenda, men fordi mnage franskmænd ventes at stemme mod højrenationalistiske Marine Le Pen.

Rittelmeyer peger også på, at opinionsmålingerne inden søndagens valg har været meget stabile, og at målingerne inden første valgrunde passede godt, selvom det var svært at forudse.

”Jeg regner ikke med nogen overraskelser søndag,” siger Rittelmeyer.

Macrons udfordring ligger først og fremmest i at få folk til at tage hen og stemme trods eventuelt dårligt vejr, og at det er lang weekend i Frankrig. For Le Pen spiller det en mindre rolle. Hendes vælgere er loyale, og de går ned og stemmer, om det regner eller holder tørt.

Artiklen kommer fra Altinget.se og er oversat af Cecilie Gormsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Emmanuel Macron

Præsident, Frankrig (La République en marche)
offentlig administration (Sciences Po), filosofi (University of Paris-Ouest Nanterre La Défense 2001)

0:000:00