Kommentar af 
Majbritt Maria Nielsen

Majbritt M. Nielsen: Er Ingers iPad demokratisk aktivisme eller ufølsomhed?

KOMMENTAR: Ligger det i naturlig forlængelse af opgøret med enevælden og 1849, når Inger Støjberg offentliggør et screenshot af sin iPad med Kurt Westergaards Muhammedtegning - eller læser hun grundlovens §77, som fanden læser Bibelen, funderer Majbritt M. Nielsen

Agerer Inger Støjberg unødig provokatør, eller handler hun i forlængelse af de danske frihedsrettigheder?
Agerer Inger Støjberg unødig provokatør, eller handler hun i forlængelse af de danske frihedsrettigheder?Foto: Polfoto/Tariq Mikkel Khan
Majbritt Maria Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Siden 1849 og opgøret med enevælden har danskerne fået bedre og bedre vilkår, når det kommer til at ytre sig udfordrende og kritisk om alt mellem himmel og jord. Senest har Inger Støjberg på sin egen facon skabt demokratisk furore, da hun offentliggjorde et screenshot af sin iPad på Facebook, hvorpå Kurt Westergaards Muhammedtegning figurerer. Det gjorde hun, ifølge Inger Støjberg selv, fordi Skovgaard Museum i Viborg i en udstilling om netop blasfemisk kunst ikke skønnede, at tegningen af profeten skulle vises.

Mange hævder i efterspillet på Inger Støjbergs opslag på Facebook, at hun og hendes holdningsfæller læser borgernes rettigheder i grundlovens § 77, altså retten til at kritisere og udfordre alt i hele verden, herunder også religion og religiøse følelser, som fanden læser Bibelen, for at blive i religionssemantikken. Ifølge nogle puster hun unødvendigt til en rygende problematik, egnet til at forstørre en aktuel konflikt mellem troende og ikke-troende danskere, ifølge andre kan § 77 ikke gradbøjes, særligt når det kommer til overbevisninger, der kan forårsage brandfarlige, udemokratiske bivirkninger. 

Ytringsfriheden har haft skiftende vilkår i Danmark, men sjældent har nogle af de bærende bestemmelser i vores forfatning været anvendt så hyppigt af menige mænd og kvinder i den offentlige debat. “Jeg bruger min ytringsfrihed” eller “det er ulovligt at være racistisk” slynger parterne om sig, men lovgrundlaget forbliver relativt ukendt for de fleste. 

Grundlovens § 77 
Bestemmelsen, alle taler om, er meget kort, men er, som bekendt, uhyre relevant. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]
Søren J. Damm, debatredaktør.

Løsrevet, nedsættende omtale af minoriteter, der ikke af nogen kan genkendes som underbygget argument eller som en del af en saglig, åben debat var ikke det, der var meningen med ytringsfriheden i 1849.

Majbritt Maria Nielsen
Stud. jur.

§ 77: 

"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og i tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.

De konkurrerende rettigheders tid er langt fra slut.

Majbritt Maria Nielsen

Ordene “i skrift og tale” blev først tilføjet i 1953 i samme ombæring som afskaffelsen af tokammersystemet, indførelsen af § 20-afstemning ved tilfælde af suverænitetsafgivelse og 1/3-delsflertallets ret til at kræve et lovforslag sendt til folkeafstemning. Bestemmelsen danner, sammen med en god håndfuld af de omkringliggende frihedsrettigheder i grundloven, grundlaget for det demokratiske samfund, vi kollektivt kan anerkende er et fordelagtigt samfund for alle. Ytringsfriheden er "frihed under ansvar" eksemplificeret i lovord, da alle ytringer må fremsættes, så længe man underkaster sig en domstolsbehandling i det omfang, ytringen krænker andre bestemmelser

§ 77 straffritager altså ikke tryk, skrift og tale, der ved en domstolsbehandling findes at være i strid med for eksempel straffeloven - § 77 hjemler alene, at ytringen ikke må forbydes eller bortcensureres på forhånd. I netop denne forbindelse er det værd at nævne, at film og billedkunst indtil 1969 ikke var en del af censurforbuddet; først i 1969 blev Danmark på det punkt et foregangsland, da pornoen blev frigivet. En anderledes munter anledning, men de potentielle retsvirkninger bliver dog de samme, desuagtet om intentionen hos den § 77-retsudøvende borger er skrevet, tegnet eller filmet. 

I grundlovens § 31, stk. 2 finder vi dog en lempelse af politiske ytringer. Egentlig tilsikrer bestemmelsen en ligelig repræsentation af anskuelser blandt danske vælgere, men der er bred enighed om, at bestemmelsen ikke er formålstjenstlig, hvis ikke en vidtgående ytringsfrihed følger med. I dette tilfælde er bestemmelsen formentlig ikke i anvendelse, da enhver kan offentliggøre den omstridte tegning. 

For god ordens skyld skal det tilføjes, at menneskerettighedskonventionens artikel 10 tilsikrer en mere vidtgående rettighed, men jeg har for overskuelighedens skyld valgt at fokusere alene på de danske regler, da domme og argumenter herefter alene beskæftiger sig med den nationalt gældende ret.

Aktuelle og historiske indskrænkninger af ytringsfriheden
Af ytringer eller kunst, der i dag kan tænkes at strafbelægges efter fremsættelse, kan nævnes straffelovens § 266 b (populært kaldet racismeparagraffen). 

§ 266 b: 

"Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. 

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed”. 

Dele af bestemmelsen stammer fra 1939, hvor et hensyn til de danske jøders beskyttelse fandtes nødvendigt at lovgive sig til. På daværende justitsministers Knud Thestrups initiativ blev ordet  “race” tilføjet bestemmelsen i 1971, dette i forlængelse af FN konventionen af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination. 

En anden bestemmelse, der ofte gribes til i diskussionen om, hvor grænserne for kritiske fremsættelser går, er samme lovs § 267 om æreskrænkelser.  

§ 267: 

"Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder”. 

Frem til juni 2017 havde Danmark også en § 140 i straffeloven. Afskaffelsen af denne gjorde op med en gammel vilje, nemlig allerførst Danske Lov fra 1683, herefter med straffeloven af 1866, hvori bestemmelsen fandtes i den daværende § 156. Danske lov hjemlede endda dødsstraf, imens § 156 holdt sig til at forbyde “offentlig forhånelse”. 

§ 140: 

"Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder”. 

Den sidste domsfældelse på baggrund af blasfemiparagraffen findes tilbage i 1938. Vores nuværende regering har altså, omend symbolsk, ønsket at signalere, at religiøse grupperinger ikke skal nyde en større beskyttelse end andre grupper i samfundet. 

Hvor går grænsen mellem krænkelse og debat? 
I februar 2017 blev en 42-årig dansk mand sigtet jf. § 140, da han tilbage i 2015 filmede afbrændingen af en Koran og lagde filmen på Facebook. Han undslap straf, da bestemmelsen blev afskaffet før domsudmåling. Før februar 2017 fandt seneste domsfældelse jf. § 140 som ovenfor nævnt sted i 1938. 

I en dom fra Østre Landsret fra 2016 var fremsættelsen "dette er perkerfrit område", "skrid hjem til jeres eget land", “negersvin” og "sorte svin” ved en vejfest blandt andet i strid med § 266 b og blev straffet med 20 dages betinget fængsel. Der blev lagt vægt på, at fremsættelsen var forhånende og nedsættende og at fremsætter også havde ageret truende over for forurettede. En hurtig analyse vidner om, at disse udsagn ikke bidrager til en debat om multikultur, men kun er egnet til at virke racistiske, idet udsagnene udelukkende binder sig til hudfarve og herkomst. 

Fra samme år og samme domstol har vi en anden dom, nemlig da en 79-årig, der var politiker, på det sociale medie Twitter om jødernes situation i Europa havde udtalt, at "muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen”, som domsudskriften beskriver. Der lægges altså vægt på propagandaaspektet, når fremsættelsen er egnet til at påvirke, og særligt, når fremsætter indtager en offentlig rolle. 

Endelig har vi fra Højesteret i 2012 en dom, hvor fremsætter ikke havde forsæt til at påvirke omverdenen, da vedkommende, uden at vide det, blev optaget under egne nedværdigende fremsættelser om muslimer og senere udgivet på en hjemmeside. Det manglende forsæt til udbredelse frifandt fremsætter. 

Senest er et billede af Inger Støjberg med griseører- og tryne gået i cirkulation på Facebook. Afsenderen er en Facebook-bruger, der hævder at offentliggøre billedet for en ven med flygtningestatus, der føler sig stødt over det billede, Inger offentliggjorde samme sted. Da vi ikke kan kategorisere Inger Støjberg som en religiøs figur, er sammenligningen ikke 1:1, men opslagets budskab er, om det trynende opslag så også er acceptabelt, underforstået at det forventer afsenderen ikke, at det er.  Det korte svar er “jo, det er det”. Ytringsfriheden gælder begge veje, selvom jeg betvivler, at Inger Støjbergs følger vil forsamle sig i anger over billedet på samme måde, som religiøse grupperinger har gjort det over Støjbergs eget opslag. At danskere konsekvent sammenlignes med svin som modsætningen til Islams nultolerance over for samme dyr har endnu ikke skabt en verdenskendt værdikrig. Og det er sådan set kernen i det hele. 


Men hvad må vi så? 
Som nation nyder vi fortsat de privilegier, vores forfatning leverer. Lovgiver er udfordret som aldrig før, for hvornår bidrager en ytring til en lødig, nødvendig debat og hvornår er den kun egnet til at fornærme og såre?

Min konklusion må være, at personangreb, der i sin form ikke fordrer en åben debat eller tillægger adressaten ikke-underbyggede egenskaber, som for eksempel fællestræk med historiens vel nok største diktator og massemorder, eller eksisterer alene i kraft af adressatens hudfarve eller herkomst, må siges at være underlødige og strafbare. Løsrevet, nedsættende omtale af minoriteter, der ikke af nogen kan genkendes som underbygget argument eller som en del af en saglig, åben debat var ikke det, der var meningen med ytringsfriheden i 1849. Det er også af stor betydning, om fremsætter indtager en offentlig rolle eller om ytringen alene fremsættes privat, hvilket også bevirker, at kravet om saglighed er lineært med udbredelsens potentiale. 

Jeg mener ikke, at offentliggørelsen af Kurt Westergaards Muhammedtegning kan tolkes som et personangreb eller som en krigerisk kommentar til herkomst eller hudfarve. Netop dét, at tegningen kun eksisterer som kontroversielt emne, fordi modtagelsen alene gjorde tegningen til demokratisk aktivisme, mener jeg berettiger dens visning. I Danmark må man tåle, at ens overbevisning udfordres, så længe man som borger ikke udsættes for krænkelser på ens person, etnicitet, herkomst eller udseende. Netop denne rettighed har siden trykkefriheden i 1770 tilsikret et stadigt bedre og debatvenligt, demokratisk forum, hvor visse emner ikke bandlyses som offentligt omdrejningspunkt allerede før, de er trykt eller fremsat. 

At fremsættelsen af tegningen kan tolkes som ufølsomhed er der ingen tvivl om. Desværre, for de berørte, er det ikke strafbelagt at støde eller forarge borgere i det omfang, at den offentlige debat og samfundets tilstand i øvrigt i en demokratisk proces undervejs legitimerer behovet for netop dét. Desuden kan det tilføjes, at en religiøs og kulturel overbevisning, der har manifesteret sig som problematisk i så mange afkroge af det samfund, den nu skal sameksistere med, ikke kan forvente en beskyttelse af straffelovens § 266 b som reaktion på en tegning, når dennes egen ret til at være religiøs jf. grundlovens § 67- når udført praksis - i flere tilfælde krænker de helt basale rettigheder til netop at være religiøs, individuelle, seksuelle præferencer og kønnenes ligebehandling hos den øvrige befolkning. 

De konkurrerende rettigheders tid er langt fra slut. Lad os håbe, at trygheden ved at debattere, udfordre og integrere nye danskere i et demokratisk samfund med frihedsrettigheder for alle ikke endeligt fortabes til frygt for konsekvenserne ved at insistere på selv samme rettigheder, særligt når det gælder kultivering og spejling af samfundets nu. For da er Ingers iPad en uundværlig aktivisme.  

-------

Majbritt Maria Nielsen er jurastuderende og har arbejdet med juridisk formidling og lovgivning. Hun er tidligere kampagneleder for Liberal Alliance. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00