Majbritt M. Nielsen: Opgøret med unge kvinders mindreværd er ikke en kommunal opgave

"Oh, du store stat og kommune, frels mig fra mig selv og mine egne evner til at dechifrere virkeligheden".

Københavns Kommune og en gruppe af politikere i dennes borgerepræsentation synes at have hørt netop denne bøn og derfor skal der i juni måned stemmes om, om reklamer i Københavns Kommune skal mærkes, hvis de er retoucherede eller redigerede. Men hvem er det, der problematiserer reklamer og Photoshops eksistens og virke?

Jeg spørger, for det kan svært være voksne mennesker, der i ramme alvor mener, at voksne borgere i København ikke er i stand til at indse, at alt materiale, der er skabt til at sælge et produkt, netop ikke gengiver virkeligheden? Reklamer, uanset om de skal sælge laserprintere eller cremer til rynket hud, har alle dage forholdt sig opportunistisk til virkeligheden og de mennesker, der befinder sig i den.

Vi ved, at både modeller, entrecoter og kæledyr photoshoppes til uigenkendelighed, for det er dét, der er reklamebranchens raison d’être; at sælge drømmen om det bedre. At skabe en higen efter dét, en given virksomhed sælger.

Vi ved, at både modeller, entrecoter og kæledyr photoshoppes til uigenkendelighed, for det er dét, der er reklamebranchens raison d’être; at sælge drømmen om det bedre.

Majbritt M. Nielsen

Derfor må det også antages, at ønsket fra henholdsvis Alternativet, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet i Københavns Borgerepræsentation alene er opstået ud fra et ønske om at beskytte børn og unge, der som bekendt er mindre galvaniserede i deres forhold til virkeligheden og derfor mere påvirkelige i alle henseender. En naturgiven problematik, de unges forældre alle dage har haft til opgave at assistere deres børn i at navigere i.

Men ovennævnte politikere mener nu, at opgaven skal overgå til Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, da mange unge, især piger, mistrives med de skønhedsidealer, de ser, når de gøres til adressater for reklamer fra det, vi med en bred betegnelse, kan kalde skønhedsbranchen. Det er uden tvivl en reel betragtning og noget, der er værd at bruge tid på at modvirke. Det er bare ikke en kommunal opgave at beskytte børn og unge mod dét, der altid har været og altid vil være gældende i  i de brancher, der skaber henholdsvis drømme, oplevelser og forbrugere.

Forbrugere har alle dage købt færdigretter i papæsker, der på forsiden viser et skønt måltid. Inden i ligger en frossen masse, der mest ligner en syg hunds efterladenskaber, men det overrasker ikke forbrugeren.

Majbritt M. Nielsen

Skønhedsbranchen har alle dage kapitaliseret på kvinders komplekser og mindreværd, men med de sociale mediers komme har en ny gruppe af ”influencers” taget del i opgaven. Influencers kan vel løst oversættes til ”påvirkere” - og disse bruges flittigt af mediebranchen, der arbejder for kosmetikbranchen, modebranchen og mange, mange flere brancher, der har kvinder i alle aldre som største målgruppe.

Påvirkere er oftest bloggere, der skriver om skønhed og mode, og som promoverer produkter, der altså ligeledes retter sig til unge kvinder. Mange af disse påvirkere ser, ligesom professionelle modeller, hamrende godt ud - og stort tillykke med dét!

Men er det virkelig rigtigt, at de mennesker, der selv skaber et marked for netop disse påvirkere, modeller og for den branche, der sponsorerer dem, ikke kan gennemskue, at disse smukke kvinder ikke viser og promoverer virkeligheden? Det er jo netop de unge piger på Instagram, der selv redigerer deres billeder og deltager i det skønhedsridt, de, efter Københavns Kommunes forslag, nu skal beskyttes imod?

Jeg anfægter nemlig ikke, at unge kvinder jagtes af de førnævnte brancher, men jeg anfægter, at det efterfølgende, kvindelige mindreværd overhovedet kan eller skal modvirkes fra kommunalt regi.

Både fordi de unge piger og kvinder allerede selv redigerer deres billeder og portrætterer deres virkelighed gennem et filter, men også fordi opgaven med at præparere den samme gruppe til virkeligheden og dennes monstre altså ligger hos forældrene. Du ved, dem, der efter denne slags forslag, snart bliver arbejdsløse i arbejdet med at opdrage deres børn til at færdes trygt i virkeligheden.

Et forslag som dette er nemlig ekstremt tidstypisk; det er en smuk tanke, der har sin berettigelse, men som ikke skal ophøjes til lov og derved fravriste både voksne forældre og de adresserede børn og unge deres eget ansvar for at forholde sig virkelighedsnært til netop virkeligheden og altså de monstre, der findes i den.

Det er ikke staten, der skal beskytte sine forbrugsparate borgere til det punkt, at de glemmer at tænke selv, hvis de er voksne eller glemmer at opdrage deres børn og unge.

Forbrugere har alle dage købt færdigretter i papæsker, der på forsiden viser et skønt måltid. Inden i ligger en frossen masse, der mest ligner en syg hunds efterladenskaber, men det overrasker ikke forbrugeren. Forbrugeren ved nemlig godt, at den skipperlabskovs, de så på forsiden, var lyssat, malet med vandfarve og efterredigeret til at dampe og stråle helt rigtigt og lækkert.

Det er på samme måde med skønhedsbranchen, modebranchen og de påvirkere, gruppen af børn og unge ser på sociale medier; de ved godt, de ser en produceret, efterredigeret drøm om en krop eller om et ansigt, men de skaber selv markedet ved at købe frosne færdigretter og ved at lægge klik og følgeskab til skønhedsbranchens sponsorerede budbringere.

Og det tror jeg ikke kan ændres, for de samme børn og unge har allerede redigeringsapplikationer på deres smartphones og en digital avatar på de fleste sociale platforme. Skuffelsen over den frosne masse eller den unges eget udseende skal altså præpareres, forklares og imødekommes af forældre, et voksent ansvar og en rettelig oplæring i, at vi ikke kan lovgive os ud af markedets ret til at skabe drømme; vi kan kun løfte det private ansvar, der er, ved at forholde os virkelighedsnært til samme.

Så derfor vil denne kvindelige adressat for skønhedsbranchen nu forsøge at overdøve førstnævnte bøn med en anden: Oh, du rettidige bonus pater – lær mig at færdes i verden og frels mig fra endnu mere stat.

-----------

Majbritt Maria Nielsen har arbejdet med juridisk formidling og lovgivning. Hun er tidligere kampagneleder for Liberal Alliance. I dag arbejder hun som foredragsholder og med politisk kommunikation og interessevaretagelse. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.