Mandecentret: Lad os få en skilsmisse-lovgivning, hvor konflikt ikke betaler sig

DEBAT: Der skal være konsekvenser for en forælder, der bevidst optrapper en konflikt for at få forældremyndigheden. Det skriver Jan Lindell fra Mandecentret, der mener, at en ny skilsmisselov bør være en topprioritet for børne- og socialminister Mai Mercado (K).

Af Jan Lindell
Seniorrådgiver og konsulent, Mandecentret

Så skete der igen et skifte på socialministerposten. Farvel til Karen Ellemann (V) og goddag til Mai Mercado (K).

En af de vigtigste opgaver forbliver dog den samme: arbejdet med en ny skilsmisselovgivning. Det er glædeligt, at den nye minister meget hurtigt har givet til kende, at dette område allerede har hendes bevågenhed, fordi børn skal spares for så mange belastninger som muligt, når far og mor går fra hinanden.

Processen med at nå frem til den rigtige énstrengede struktur må og skal have den nødvendige tid. De erfaringer, der er opnået siden Forældreansvarsloven trådte i kraft i oktober 2007, skal hjælpe os til at ramme plet denne gang.

Højkonfliktsager et problem
En af de store udfordringer er at forbedre det offentlige systems evne til at fremme samarbejde mellem forældre. Vi ved fra en del undersøgelser, at forældres skilsmisse medfører risici for børnene: færre gennemfører en uddannelse, flere bliver kriminelle.

Men vi ved også, at risici mindskes, når forældrene kan samarbejde om børnene, og når børnene ikke skal vælge mellem far og mor, men tværtimod er ok med at elske begge sine forældre, også når de ikke længere elsker hinanden.

Her udgør de såkaldte højkonfliktsager et særligt problem. Altså de sager, hvor den ene eller begge forældre savner forståelse for den andens synspunkt og/eller for, hvad en konflikt kan medføre af konsekvenser for børnene.

I disse sager har det offentlige system, såvel kommuner som statsforvaltning og domstole, for tit været afmægtigt. En tilstrækkeligt stædig forælder har ved blot og bar stejl udholdenhed og uforsonlighed kunnet gennemtvinge sin vilje, isolere barnet fra den anden forælder og til slut helt fratage barnet dets ret til kontakt med ham/hende.  

Konflikt må aldrig betale sig
Den såkaldte chikanepakke var et enigt Folketings reaktion på denne tilstand, og den har også hjulpet i en del tilfælde. Men der er stadig for mange situationer, hvor systemet til slut blot må trække på skuldrene og give op.

Det er forståeligt, at nogle aktører på familieområdet i disse tilfælde foreslår, at man for at beskytte barnet imod den vedvarende konflikt skal være hurtigere til at ”sætte samværet på pause,” som det udtrykkes.

Mandecentret vil dog gerne understrege, at denne løsning vil være et katastrofalt knæfald, som ikke blot vil sige til den enkelte konkrete forælder, men også til alle andre forældre, at konflikt betaler sig. ”Hold ud, vær stejl, så skal du nok få din vilje.”

Grib hurtigt ind
Den nye lovgivning skal i stedet sikre, at der hurtigt bliver grebet ind, når den ene part sætter barnets trivsel på spil ved at fastholde eller optrappe en konflikt.

Et nyt, énstrenget system skal være i stand til hurtigt at afdække forældrenes evne og vilje til samarbejde, undersøge sagen hvor påstand står mod påstand og så drage de juridiske konsekvenser, som kan værne om barnets trivsel fremover. For eksempel, at barnet får bopæl hos den forælder, som bedst kan formidle samarbejdet på sigt.

Det må ikke længere kunne lønne sig at fremføre falske beskyldninger. Holdningen: ”Kun jeg ved, hvad der er bedst for mit barn, og det skal hverken den anden forælder eller nogen offentlig myndighed rokke ved,” må ikke længere få lov at sætte sig igennem.

Forrige artikel Filminstruktører: Uklare kriterier giver mest succes til de allerede privilegerede Filminstruktører: Uklare kriterier giver mest succes til de allerede privilegerede Næste artikel Rederiforening: Danske arbejdspladser på spil i Brexit-forhandlinger Rederiforening: Danske arbejdspladser på spil i Brexit-forhandlinger
  • Anmeld

    Betina Aasted · Den omvendte chikane

    Omvendt chikane - en fortælling fra bopælsforældren uden rettigheder

    Kære Mai Mercado,
    Kære Mandecenter.

    Jeg er mor til en pige, der netop er fyldt 3 år. Jeg har længe fulgt 'chikanedebatten' i nyhederne og ønsker at bidrage til at nuancere debatten ved at fortælle jer min historie og mine erfaringer som bopælsforældre og mor. Mine oplevelser står ikke alene.

    Mit udgangspunkt med fortællingen er at give jer indsigt i, hvorledes chikanelovgivningen ikke beskytter bopælsforældre mod chikane fra samværsforældre. Kære Mai Mercado - jeg henstiller til, at lovgivningen bliver reguleret, så begge forældre beskyttes proportionalt. Det er ikke tilfældet i dag, og det er ikke retfærdigt. Det sker jo også, at det er samværsforældre, der chikanere bopælsforældre. Kære Mandecenter - jeg håber, min fortælling kan bruges til at sætte chikanedebatten i et anderledes perspektiv for jer, Foreningen Far m.fl., der efter min bedste vurdering ofte glemmer at se sagerne fra begge sider.

    Nuvel, da far vælger at forlade sin familie, er vores pige 1,4 år. Jeg måtte ikke fraflytte lejligheden med vores pige og stod pludselig med en potentiel sag om bortførelse af eget barn fra bopælsadresse. Det var ved 1. møde i Statsforvaltningen, far blev bedt om at underskrive en blanket, hvorefter jeg kunne fraflytte lejligheden med vores pige uden retslige konsekvenser.

    I januar 2017 er det så 5 gang på lidt over 1,5 år, far og jeg skal i Statsforvaltningen. På de 1,5 år - og for blot at nævne nogle af de mest graverende ting - har far ødelagt min bil. Han overholder ikke tidspunkter for aflevering efter samvær (heller ikke 1. juledag), henter ikke ved erstatningssamvær afkrævet 3 måneder forinden i Statsforvaltningen, lyver overfor Statsforvaltningen igen og igen om rejseaktiviteter, mistrivsel mm. uden konsekvenser (senest da institutionen indkaldte os til et trivselmøde, fordi fagpersoner er bekymrede for vores piges videre trivsel). Far fortæller Statsforvaltningen, at det var et ganske almindeligt forældremøde.

    Efter 3. møde i Statsforvaltningen har far og jeg sammen været ved børnepsykolog (som jeg har bedt om sker), som fortæller, at vi har en skarp bagkant for at få et samarbejde op at køre før, vores pige kan gå hen og få varige men. Kun 2 uger efter disse frygtelige ord kontakter far mig ikke per telefon - som specifikt aftalt, da vores pige brækker sin fodrodsknogle hjemme ved ham. Han sender mig en sms, forbyder mig at komme ud på hospitalet, da jeg ringer ham op, smider røret på og tager efterfølgende ikke sin telefon. Jeg må ringe til hospitalet for at finde ud af, at vores pige et lagt i gips. Dog tror kirurg ikke på fars fortælling om hændelsen, og jeg bliver direkte spurgt om, hvad der i virkeligheden er sket. Jeg ved det stadig ikke.

    Vores pige ligger nu i perioder og skriger om natten. Hun er svær at trøste mere. Hun reagerer primært om natten - men børnehaven, som hun begyndte i forleden måned, er også meget bekymrede og ser også reaktioner.

    Da jeg fortæller min historie i Statsforvaltningen, lyder udmeldingen, at de ikke kan tage udgangspunkt i mine ord alene. Ikke fordi at de ikke tror på min fortælling, lød det meget eksplicit, men simpelthen af den årsag, at det kun kommer fra mig. Far lyver - og børn reagerer jo også der, hvor de er trygge! Da jeg til gengæld fortæller, at jeg har været i kontakt med mødrehjælpen og en familievejleder (der begge kaldte hende antennebarn, overbelastet og med begyndende angsttilfælde), omhandler mødet (med hjælp fra fars advokat - min mor sad med som bisidder) pludseligt, at jeg ikke har overholdt lovgivningen og informeret far, og om hvem der iøvrigt har givet mig retten til at diagnosticere min pige. Jeg får reprimander for at søge hjælp - men der er ingen konsekvenser for far for de mange løgne og 'forglemmelser ved aflevering af samvær'.

    Kære Mai Marcado. Min frygtelige situation er den, at jeg ser min pige i en proces til at blive et ødelagt barn. Det er slet ikke til at bære. Heller ikke det faktum, at staten tillader de mange møder. Ved 4. og sidste møde i Statsforvaltningen maj 2016 bad jeg direkte - på skrift forinden mødet og også ved selve mødet Statsforvaltningen om hjælp til at få skabt ro på vores piges liv, som alle fagpersoner involveret siger er nødvendigt for at hun ikke udvikler varige mén af den vedvarende voldsomme konflikt. Jeg bad om hjælp til at få lagt en fast og ufravigelig plan for et år. Det kunne de ikke hjælpe med.

    Det er uvidenhed, der kan knække selv de hårdest trænede kriger i feltet. Det er vel derfor ikke så mærkeligt, at os 'normale individer' mister modet i det nuværende system.

  • Anmeld

    Lisbeth Maria Hansen · cand.scient.soc

    Lad os få et system, der beskytter børnene

    Mandecentret fletter fingre med Foreningen Far, og fremstiller chikane som et udbredt problem. Det er underforstået at det er kvinderne der chikanerer. Og mændene der uberettiget mister kontakten.

    Lad os lige se på fakta fra 2014. Statsforvaltningen ophæver samvær i ca. 800 sager årligt. Heraf er ca. 4% afgørelserne, begrundet i samarbejdschikane. Det fremgår ikke hvem der er den chikanerende.

    Siden 2015, er der indført to såkaldte chikanepakker, der beskytter samværsforælderen. Det er velkendt at det for nuværende, er stort set umuligt at få Statsforvaltningen, til at foretage et samværsstop. Det betyder drab på børn og kvinder, hvert år.

    Vi ved også at det statiske antal børn, der udsættes for fysisk mishandling eller incest, overstiger antallet af afgørelser med samværsstop.

    SFI og Statsforvaltningen, har gennemført en undersøgelse af tilfredsheden med konfliktmægling. De endelige resultater foreligger endnu ikke, men et overraskende punkt er, det store antal sager hvor der indgår anklager om vold, trusler, overgreb og/eller manglende forældreevne.

    Sager med vold og overgreb, egner sig selvsagt ikke til konfliktmægling. Her er samarbejdsvilje direkte skadeligt for barnet, i de tilfælde hvor anklagerne er berettigede. Og al erfaring viser at anklager om overgreb, ofte er berettigede.

    For børnenes skyld, skal vi tage alle anklager alvorligt, fordi usikkerheden altid skal komme barnet til gode. Og fordi andelen af falske anklager, udgør under 10 % (og det er i øvrigt ikke kvinder, der indgiver flest!). Få kvalificeret de børnesagkyndige undersøgelser og forældreevneundersøgelserne, så forældre med psykopatiske karaktertræk, aktive misbrugere osv., spottes i starten af sagerne. Akkurat som Børns Vilkårs minirapport, påviste og anbefalede. Det er ødelæggende både for en egnet forælder og ikke mindst børnene, hvis der stilles krav om samarbejde, med en krænkende forælder.

    De fleste kan vel forestille sig, hvilket mareridt det er at skulle udlevere et angst barn, der fortæller om overgreb, uden systemet hjælper. De børn mister tiltroen til begge forældre. Både den der begår overgreb, og den der tvinger barnet af sted til krænkelserne.

    Så kære mandecenter. Ret fokus på børnene og proportionerne og husk på at en konflikt oftest handler om en forælder, der ønsker at beskytte barnet.

  • Anmeld

    Jan Lindell · Seniorrådgiver og konsulent

    Svar til Betina Aasted

    Kære Betina Aasted

    Tak for din sobre kommentar. Ifølge sagens natur hører vi i Mandecentret altid sagerne fra mandens vinkel, men vi er os altid bevidst, at der også er en anden part, som måske oplever tingene meget anderledes. For os er det lige trist, om det er far eller mor, som ikke ønsker eller formår at samarbejde. Trist netop, fordi samarbejdet er så vigtigt for barnets trivsel, hvilket din historie kun alt for tydeligt illustrerer.

    Godt nytår!

  • Anmeld

    Jan Lindell · Seniorrådgiver og konsulent

    Svar til Lisbeth Maria Hansen

    Kære Lisbeth Maria Hansen

    Vi er enige om, at der er brug for et system, der beskytter børnene. Men vist ikke helt enige om, hvad det er, børnene trænger til beskyttelse imod.

    Når der fremsættes beskyldninger mod en af forældrene om overgreb, omsorgssvigt osv., må barnet beskyttes for det tilfældes skyld, at anklagerne er sande. Men når der fremsættes beskyldninger mod en af forældrene om overgreb, omsorgssvigt osv., må barnet OGSÅ beskyttes for det tilfældes skyld, at anklagerne er usande.

    Hvordan kan man beskytte barnet bedst, når man ikke ved, om beskyldningerne er sande eller usande? Altså om de fremsættes af en forælder, som vil værne bedst muligt om sit barn, eller af en forælder, som i værste fald ønsker at afskære barnet helt fra den anden forælder. Eller af en forælder, som oprigtigt – men måske fejlagtigt - tror, at han/hun beskytter sit barn bedst ved at holde det fra den anden forælder. Det er en svær udfordring.

    Løsningen er ikke at se bort fra, at begge former for misbrug af børn forekommer. Det er derfor ikke nok at sige, at usikkerheden skal komme barnet til gode. For hvis det viser sig, at beskyldningerne var falske, og man i måneds- eller årevis har handlet ud fra, at de var sande, kan der være sket stor og langvarig skade på barnet og på dets relation til den anklagede forælder.

    Derfor er vi i Mandecentret heller ikke begejstrede for idéen om at ”sætte samværet på pause” i højkonfliktsager. Valget må ikke komme til at stå imellem enten at fratage barnet dets ene forælder eller at fastholde barnet i et højspændingsfelt af loyalitetskonflikter. Der skal sættes ind, INDEN problematikken når så langt.

    Det betyder, at et nyt system skal have de nødvendige ressourcer til HURTIGT at afdække – så godt, det nu lader sig gøre - hvad der er i spil i konflikten mellem forældrene, og så træffe afgørelser derudfra til værn om barnet og til fremme af det samarbejde, som normalt bidrager til barnets trivsel.

    I den forhåbentlig korte tid, mens en sådan afdækning foregår, kunne overvåget, kontaktbevarende samvær være en mulighed for på én gang at beskytte barnet mod fysisk overlast og værne om dets ret til kontakt med begge forældre.

    Godt nytår!

  • Anmeld

    Bruno Skibbild Christensen · Cand.mag.

    Et eksempel på, hvor ordet højkonflikt bliver misbrugt

    http://ekstrabladet.dk/folkets-roest/sag/umuligt-at-anmelde-vold-mod-boern/6470720

  • Anmeld

    Sidsel Lyster · cand. theol.

    Højkonflikt-skilsmisser skyldes psykopati og vold

    Konfliktmægling giver mening i normale skilsmisser.

    Konfliktmægling er mishandling af den svage part, hvis der er et skævt magtforhold. Forestil dig en voldsmand og et offer blive tvunget til "enighed", uden at nogen beskytter offeret. Sådan foregår mægling i Norge - og nu også i Danmark.

    Højkonflikt-skilsmisser er et velundersøgt fagområde - i udlandet. De fleste uafhængige undersøgelser peger på vold og personlighedsforstyrrelser og manglende forældreevne som årsag til de årelange, svære konflikter. https://www.leadershipcouncil.org/1/pas/Meier.html

    Her bør man ikke straffe "konflikt" - for skal offeret bare makke ret og udlevere barnet til gerningsmanden, hvis han/hun er blevet skilt for at beskytte børnene?

    Syddansk Universitet dokumenterer, at mænd, som har øvet vold og forfølger deres ekskone, i gennemsnit har 10 dages uovervåget samvær med børnene pr. måned. Har børnene godt af at tilbringe 1/3 af deres liv hos en gerningsmand, som jagter deres mor?
    ("Med barnet som gidsel" 2012)

    Og hvordan skulle konfliktmægling hjælpe mod ekspartnerstalking, vold, børnemishandling og vanrøgt?

    Vi mangler inddragelse af psykiatrien og mulighed for at stille diagnoser i højkonflikt-skilsmisser. Der findes ca.200.000 psykopater (af begge køn!) i Danmark, men der bliver kun lavet 800 samværsstop hvert år.

  • Anmeld

    Jan Lindell · Seniorrådgiver og konsulent

    Svar til Sidsel Lyster

    Konfliktmægling forudsætter normalt for at kunne gennemføres/lykkes, at begge parter er interesseret i mæglingen. Er den ene part bange for den anden, eller er magtforholdet af andre grunde skævt, vil det udgøre en stor hurdle for en mægling, en hurdle som først må italesættes og håndteres. Det nytter naturligvis ikke – og er helt i strid med mediationstanken – at tvinge en part til konfliktmægling. Jeg taler ikke for at straffe en underbygget og velbegrundet afvisning af at deltage i en konfliktmægling, men jeg advarer imod at belønne konfliktskabelse.
    Hvis man er blevet skilt for at beskytte sit barn, må man kunne underbygge dette. Dvs sandsynliggøre, at børnene bør beskyttes imod den anden forælder. Man skal jo huske, at barnet kun har to forældre, og nu er man i færd med at fratage barnet dets ret til at kende den ene af de to.
    Jeg skal ikke kunne afvise, at der er en del psykisk syge blandt højkonfliktskaberne. Som du gør opmærksom på, mangler vi dansk forskning på området. Men når du derefter omtaler ”kun 800 samværsstop”, får du det til at fremstå, som om det kun er blandt samværsforældrene, at der findes psykopater (din betegnelse). Mandecentret ønsker, at der i tilfælde af konfliktskabelse, som ikke ses at have en klar og velunderbygget begrundelse, skal kunne iværksættes en hurtig undersøgelse af den eller de konfliktskabende forældres evne til sætte barnets bedste over deres egne personlige følelser og ønsker, også når der er tale om en bopælsforælder. Og at der skal kunne drages juridiske konsekvenser af undersøgelsens resultat efter en helhedsvurdering, der bl.a. vægter, hvilken af parterne, der bedst kan formidle et samarbejde om at sikre barnets trivsel og dets kontakt til begge forældrene.

  • Anmeld

    Sidsel Lyster · cand. theol.

    Svar til Jan Lindell

    Tak for dit svar.
    Vi er enige om, at psykopati ikke er kønsbetinget - og naturligvis heller ikke hænger sammen med barnets bopælsstatus.

    Vi er enige om, at man ikke kan mægle i en assymmetrisk magtrelation, hvor den ene er bange for den anden. Det kan være farligt at italesætte angsten, hvis den ene forælder er psykopat, da offerets angst vil virke animerende på psykopaten og opmuntre ham/hende til at intensivere chikanen og stalkingen. Der bør altså holdes separate møder i konflikt-sagerne, indtil konfliktens baggrund og magtforholdet mellem parterne er afdækket.

    Problemet er sandsynliggørelsen - især når volden er psykisk. Her oplever jeg, at forældrene kommer til kort. Ofre, som ikke vil tale med deres gerningsmænd m/k pga. angst, beskyldes som udgangspunkt for at være "usamarbejdsvillige". I de fleste sager er der aldrig rejst tiltale eller fældet dom, da de fleste er utilbøjelige til at anmelde deres partnere. Men offerets oplevelse kan sagtens være reel alligevel. Her mangler psykiatriens mellemkomst, så både magtmenneske-tilbøjeligheder og paranoia kommer for en dag inden en evt. mægling eller afgørelse.

    Under 3% af alle børnemishandlingssager kan bevises, jf. SFI's undersøgelse "Børnemishandling i hjemmet". Opklaringsprocenten af incestsager er under 1%. Ofte involveres kommunen først langt inde i skilsmissekrigen, og forældrene undersøges næsten aldrig.
    Hvad vil I foreslå som bevis eller sandsynliggørelse, når en forælder er reelt bekymret?
    Og skal barnets kontakt med begge forældre fortsætte uagtet bekymring for omsorgsevnen hos én eller begge?

    Kunne man evt. i tvivlstilfælde placere forældre og barn i et familiehus som et led i udredningen - under døgntilsyn? Eller, i samråd med kommunen, placere barnet midlertidigt hos den forælder, som evt. ikke er i kikkerten?

    Et forslag: Krise- og traumereaktioner bør vægtes tungere: Man får ikke belastningsreaktion eller posttraumatisk stress ud af det blå.

    Vi er enige om, at der mangler en helhedsvurdering af sagerne: Har den ene forælder mistet job og karriere og har fået smadret økonomi og helbred af skilsmissen - og sidder den anden forælder tilbage med stort hus, fed bil og ny mand eller kone, har den sidstnævnte forælder nok ikke været ramt af en psykopat! Psykopatofre kommer sjældent rige og raske ud af forholdet - psykopater er derimod mestre i at berige sig selv, og forholdet stopper ofte, når der ikke er mere at "komme efter".

    Det er meget vanskeligt at dokumentere, at man er skilt for at beskytte sit barn. Det ved du, lige så godt som jeg. Der er sjældent vidner på vold og karakterafvigende adfærd inden for hjemmets fire vægge. Så hvordan kan man ellers sandsynliggøre sin påstand?

    Det er traumatiserende at undvære sit barn. Men det er mere voldsomt, skræmmende og traumatisk for et barn at blive udleveret til en uforudsigelig og potentielt farlig forælder, som enten er iskold eller letantændelig.

    Vi drøfter ikke i medierne, hvordan de forældre, som skal udlevere deres børn til en uegnet forælder uden vished for, om barnet kommer hel og uskadt hjem, får posttraumatisk stress. ("Med barnet som gidsel" fra SDU viser ptsd-forekomst hos 77% af de adspurgte mødre i højkonflikt-skilsmisser)

    Med tiden mister forældre, som ikke kan beskytte børnene, arbejdsevnen og forældreevnen. Barnet lider altså et dobbelt tab ved at se begge forældrene, hvis én af dem er uegnet: Barnet svigtes og ødelægges af den uegnede forælder. Og den egnede forælder bliver ødelagt af ikke at kunne beskytte barnet.

    Igen taler vi ikke om køn og bopælsstatus, men om omsorgsevne.
    Dette scenarium oplever jeg hver uge i vores netværk, hvor 1200 fædre og mødre støtter hinanden, uanset køn og uanset bopælsstatus.

    I disse - unormale og tunge - sager bør beskyttelsen af barnet veje tungere end forældrenes ret til barnet.
    Samarbejde om barnets trivsel er ikke muligt, når man frygter, den anden forældre er en tidsindstillet bombe eller løbende krænker og vanrøgter barnet. Beskytterinstinktet er alt for stærkt, og frygten for den anden forælder for voldsom.

    Det kan - udadtil - få krænkeren til at fremstå som den mest samarbejdende. Derfor mener jeg, psykiatrien må ind over de svære skilsmisser og vurdere, om den ene forælder er svært paranoid eller den anden forælder svært egoistisk og uempatisk.

    I sidste ende vil de økonomiske omkostninger ved at inddrage psykiatrien være peanuts ved siden af de økonomiske og menneskelige omkostninger ved en årelang højkonflikt-skilsmisse eller en forkert placering af barnet.