Stort borgmesterpres for nye reformer af udligningen

MÅLING: 60 procent af borgmestrene svarer i en rundspørge, at de ønsker udligningsordningen reformeret. Særligt vandringen fra land til by skal der tages bedre højde for. Ministeren skyder bolden tilbage til kommunerne.
Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er ikke indstillet på at ændre udligningsordningen. KL og kommunerne må selv på banen, siger hun.
Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er ikke indstillet på at ændre udligningsordningen. KL og kommunerne må selv på banen, siger hun. Foto: Agnete Finnemann Scheel/Altinget.dk
Sara Fleckner Vilstrup
Kun lidt over et år er gået, siden justeringerne af udligningsordningen trådte i kraft. Alligevel mener mange borgmestre, at ordningen skal reformeres. Det viser en borgmesterrundspørge foretaget af Altinget.dk.

62 procent af de borgmestre, som har besvaret rundspørgen, mener, at der er behov for reformer af udligningsordningen. 25 procent mener ikke, der er behov for reformer, mens 13 procent svarer ved ikke.

Thomas Adelskov, socialdemokratisk borgmester i Odsherred, er en af dem, som ønsker udligningsordningen reformeret. Han mener ikke, justeringen fra 2012 har gjort en forskel.

"Den reform, man lavede for et par år siden, løste ikke nogen som helst problemer. Der er stadig den samme gruppe af kommuner, der hver eneste år venter på at få andel i puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner," siger han.

Befolkningsfald giver problemer
Thomas Adelskov peger på, at en del kommuner har udfordringer med fraflytning, som resulterer i et faldende befolkningstal og dermed en mindre af bloktilskuddet til kommunen. Det har justeringen fra 2012 ikke taget højde for.

Fakta

Sådan har vi spurgt

Er der behov for nye reformer af udligningsordningen? 

Ja: 62 procent

Nej: 25 procent

Ved ikke: 13 procent

Altinget.dk har foretaget rundspørgen til landets borgmestre over de sidste 14 dage i januar.

60 borgmestre har svaret. Heraf er 29 fra Venstre. 17 er socialdemokrater, 8 er konservative, 2 repræsenterer en lokalliste, 1 er radikal og 3 har ikke angivet parti.

Geografisk set er 19 borgmestre fra Region Hovedstaden, 11 fra Region Syddanmark, 10 fra Region Sjælland, 8 fra Region Midtjylland, 8 fra Region Nordjylland, mens fire ikke har angivet region.

 

Det synspunkt bakkes op af Leon Sebbelin (R), borgmester i Rebild. Han er bekymret for de konsekvenser, som fraflytningerne har, hvis der ikke tages højde for dem.

"Har man en kommune, hvor der er konstant fald i befolkningen, vil man komme ind i en ond spiral. Man må lukke børnehaver, fordi der ikke er børn nok, og skære ned andre steder. Det betyder, man hele tiden er i defensiven og aldrig når til noget offensivt, hvor man kigger på, hvad kommunen vil gøre for at imødegå, at folk gerne vil flytte i det omfang. Det er ikke rigtig baggrund for at drive udvikling," siger han og peger på, at der måske er behov for nye elementer i ordningen, som tager højde for fraflytning.

Har man en kommune, hvor der er konstant fald i befolkningen, vil man komme ind i en ond spiral. Man må lukke børnehaver, fordi der ikke er børn nok, og skære ned andre steder. Det betyder, man hele tiden er i defensiven og aldrig når til noget offensivt.

Leon Sebbelin (R)
Borgmester, Rebild Kommune

Større puljer efterlyses
En fremskrivning fra Danmarks Statistik viser, at det frem mod 2023 forventes, at befolkningen i København stiger med 19 procent, 15 procent i Vallensbæk og 12 procent i Aarhus og på Frederiksberg. Samtidig er der udsigt til fald i befolkningsandelen i hele 52 kommuner, flest på Læsø med 14 procent, dernæst Lolland med 12 procent og Bornholm med 9 procent.

Kurt Houlberg, programchef ved KORA, forklarer, at udligningsordningen er god til at udligne, hvor rige kommunerne er målt per indbygger, men grundlæggende ikke er designet til at tage højde for, når indbyggertallet ændrer sig markant.

Han forklarer, at stor fraflytning kan betyde pres på kommunens økonomi og det er et spørgsmål man også må forholde sig til centralt.

"Det kræver en nationalpolitisk prioritering, hvis man ønsker at holde liv i yderområderne og hold liv i dem på et niveau, hvor der stadigvæk bliver leveret en service, der tilnærmelsesvis ligner de mere centrale dele af landet, til trods for at det vil være få mennesker, som bor der," siger han.

Men det behøves ikke nødvendigvis være igennem udligningsordningen, forklarer han. Han peger på man kan overveje at udbygge de puljer, som allerede eksisterer. I den forbindelse vender han blikket mod Norge, hvor der er en ret massiv overførsel af midler til yderområder fra centralt hold. Men afstandene er også i helt andre proportioner, pointerer han.

Kommuner skal selv tage ansvar
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) mener, det er godt, at borgmestrene forholder sig til udligningsordningen. I forhold til flytning fra land til by peger hun på, at kommunerne selv kan tage et ansvar.

"Det, jeg tror er afgørende, og hvor jeg har en meget stor respekt for vores kommunale politikere, er, når de forholder sig til det og siger, hvordan er vi så kommune for de mennesker, som bor her," siger Margrethe Vestager.

Er det ikke noget, man skal forholde sig til på nationalpolitisk plan?

"Jo, det gør vi sådan set i alt, hvad vi gør. Hele bestræbelsen på at skabe vækst og skabe arbejdspladser i hele landet, det er jo en del af fundamentet for at bo i hele landet. Men jeg tror ikke, det er i udligningssystemet, vi skal adressere det."

KL må på banen
Margrethe Vesteager mener, at det er vigtigt med de puljer, som allerede eksisterer, fordi udligningssystemet netop ikke kan tage højde for alting. Puljerne giver mulighed for, at der er noget til de kommuner, som har særlige behov, mener hun.

Hun er ikke sikker på, at puljerne skal ændres i for at imødekomme udfordringerne med fraflytning, da hun mener, de allerede giver store muligheder for det.

"I givet fald er det noget, vi skal tage op med KL i forbindelse med kommuneforhandlingerne, for det er ikke kun et spørgsmål om at gøre mere for den enkelte kommune, det er også et spørgsmål om, hvorvidt andre kommuner er villige til at betale," siger Margrethe Vestager.

Det er gået amok
Det er netop den del af udligningsordningen, som man ønsker ændret i Hørsholm Kommune. Her er baggrunden for, at borgmester Morten Slotved (K) ønsker reformer af ordningen, nemlig, at han finder den uretfærdig dyr.

"Vi har et indtægtsgrundlag, som er markant højere end resten af landet, og vi har også borgere, som ikke er så krævende i forhold til samfundsgennemsnittet. Så det er rimeligt, at vi betaler udligning, men det er bare gået amok. Det er alt for store tal, vi er ude i at betale," siger han.

De mange forskellige holdninger til udligningsordningen er netop grunden til, at borgmester fra Vejen Kommune Egon Fræhr (V) i borgmesterrundspørgen har svaret, at han ikke ønsker reformer af udligningsordningen.

"Jeg tror ikke på, man kan lave en reform, som imødekommer alle ønsker," siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Leon Sebbelin

Formand, Teknik- og Miljøudvalget i Rebild Kommune (R), formand, Rebild Vand og Spildevand, medejer, Revisionsfirmaet Attiri A/S
statsautoriseret revisor (1993), cand.merc. (Handelshøjskolen i Århus 1985)

Thomas Adelskov

Byrådsmedlem (S), Odsherred Kommune, formand, Arbejdsmarkedets Feriefond, bestyrelsesmedlem, Odsherred Forsyning, næstformand, Pensam, Regeringens Ghettorepræsentant

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

0:000:00