Mchangama: Man bør finde tilbage til kernen i konventionerne

Menneskerettighedskonventioner er kommet i skudlinjen som aldrig før, og stadig flere europæiske politikere taler nu om at tage forbehold for eller helt opsige konventionerne.

Det er en udvikling, man skal tage meget alvorligt, men hvis konventionerne skal beskyttes, kan det blive nødvendigt at tolke dem mindre vidtgående end i dag. Det mener tænketanken Justitias direktør, Jacob Mchangama, der frygter, konventionerne mister opbakning i befolkningerne.

”Dengang man skrev menneskerettighedskonventionen, handlede retten til familieliv ikke om at få lov til at blive i et land, hvor man havde begået alvorlig kriminalitet,” siger Mchangama med henvisning til den nylige dom over Gimi Levakovic.

”Retten til familieliv blev indført som konsekvens af Nazi-Tyskland, hvor man ikke kunne få lov til at gifte sig på tværs af race, og hvor unge blev tvangsindrulleret i Hitler Jugend og tvunget til at tage parti for den totalitære stat imod deres familie,” tilføjer Jacob Mchangama.

"I dag regner man også forfølgelse af homoseksuelle ind som et grundlag for asyl. Det tænkte man ikke på, dengang konventionerne blev til, men det er et eksempel på, at de er fulgt med tiden.”

Thomas Gammeltoft-Hansen
Forskningschef, Rauol Wallenberg Instituttet for Menneskerettigheder

Beskyttelse af kriminelle
Justitia-direktøren peger på, at der gennem nogle årtier er sket en nyfortolkning af rettighederne:

”Engang i 70’erne begyndte man at udvide tolkningen af menneskerettighederne, fordi man gik ud fra, at alle var enige i kernerettighederne. Men nu er det liberale demokrati mange steder på retur igen – og derfor er det lige præcis kernerettighederne, der er behov for at beskytte.

Her kan det være problematisk med en udvidet beskyttelse af kriminelle, mener Mchangama:

”I min optik er den vidtrækkende beskyttelse af kriminelle et eksempel på, at man er gået ud over kernen i konventionerne. Det kan være med til at rykke ved den folkelige forankring, fordi det for mange er svært at forstå, at konventionerne beskytter en dybt kriminel fra udvisning til et andet europæisk land. Det er altså noget andet end at få beskyttelse mod udvisning til tortur.”

Justitia-direktøren fortsætter:
”Her burde man måske i højere grad trække følehornene til sig, specielt i en tid, hvor der er populistiske partier, der flirter med tanken om at gå til angreb på kernen af menneskerettighederne. Den er den kerne, man bør finde tilbage til,” siger Mchangama, der er overbevist om, at de fleste stadig bakker op om ordlyden i konventionerne.

Skal være tidssvarende
Forskningschef fra det svenske Raoul Wallenberg Institut for Menneskerettigheder Thomas Gammeltoft-Hansen er ikke enig i Jacob Mchangamas præmisser.

”Man kan ikke bare føre menneskerettighedskonventionerne tilbage til den oprindelige kerne. Konventionerne fortolkes dynamisk, og det er også nødvendigt, hvis de skal være tidssvarende,” siger Gammeltoft-Hansen og fortsætter:

”F.eks. regner man i dag også forfølgelse af homoseksuelle ind som et grundlag for asyl. Det tænkte man ikke på dengang, konventionerne blev til, men det er et eksempel på, at de er fulgt med tiden.”

Politisk problem
Thomas Gammeltoft-Hansen mener, at konventionerne stadig levner et stort frirum til nationalstaterne:

”I Flygtningekonventionen indsatte man en række sikkerhedsventiler, så stater kunne afvise personer, der udgjorde en sikkerhedstrussel, og sende flygtninge tilbage til andre lande, så længe disse er sikre. Problemet i dag er mere politisk, fordi der mangler opbakning om fælles løsninger.”

I forhold til udvisning af kriminelle generelt og Levakovic-dommen specifikt har Gammeltoft-Hansen imidlertid forståelse for, at der rejser sig en debat om konventionernes rolle:

”Det er helt naturligt, at sådanne sager rejser spørgsmål, om Domstolen er gået for langt. Konventionerne kan ikke overleve, hvis de mister den demokratiske opbakning. Men jeg mener, det er naivt at tro, at man blot kan træde et skridt tilbage.”