Mchangama: Pind flosser det frie demokrati

Af Jacob Mchangama
Adm. direktør i Justitia 

I min forrige blog konkluderede jeg, at Søren Pind har udviklet sig til en ”militant sherif” med sin retspolitiske linje, der i langt overvejende omfang har medført forringelse af retssikkerheden og frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden.

Det positive ved Søren Pind er dog, at han åbent og ærligt forklarer, hvorfor han agerer, som han gør og stiller op til den efterfølgende debat inklusiv med kritikere og almindelige borgere på sociale medier. Også selvom han ofte må lægge øre til ganske hårde udfald. Netop fordi Søren Pind har lagt kortene på bordet, er det også muligt at vurdere, hvor overbevisende argumenterne for Søren Pinds retspolitiske paradigmeskifte virkelig er.

Flirt med Bush-rationale
Søren Pind har i forbindelse med sin grundlovstale udtalt, at vi er i krig – væbnet konflikt - med Islamisk Stat, og at demokratiet derfor bliver nødt til at være ”militant”. Det er en logik, der – uden sammenligning i øvrigt - giver mindelser om George W. Bushs rationale for at udstrække krigens regler til hjemlandet i kampen mod Al-Qaeda, med alle de fatale konsekvenser det fik, såsom masseovervågning.

Søren Pind har også fremhævet 1930’ernes stramninger, der var rettet mod totalitære ideologier. Her blev bl.a. indført uniformsforbud og ”uroloven” vendt mod ”sammenslutninger og korps, som har til hensigt ved ulovlig magtanvendelse at øve indflydelse på politiske eller offentlige anliggender”, ligesom daværende justitsminister K.K. Steincke i 1939 fik indført en lang række begrænsninger af ytringsfriheden, herunder forløberen til nutidens racismeparagraf, et forbud mod udtrykkelig billigelse af angreb mod statens selvstændighed og sikkerhed, udvidelse af injurieparagraffen, med videre.

Men der er mange grunde til at afvise den historiske parallel til 1930’erne og i stedet fremhæve efterkrigstiden.

1930’erne var ikke blot et militant demokrati, det var også et underdanigt et af slagsen, og derfor er det stærkt betænkeligt at fremhæve denne periode som et forbillede for indsatsen mod demokratiets fjender i dag.

Jacob Mchangama
Adm. direktør i Justitia

Uheldig sammenligning med 1930'erne
Lad os starte med 1930’erne, der var en urolig tid, hvor både kommunister og nazister søgte at mobilisere støtte i Danmark, og hvor Nazityskland udviklede sig til en stadig mere akut trussel for verdensfreden og Danmarks selvstændighed, der ikke kan sammenlignes med truslen fra islamister. Uniformsforbuddet og uroloven var endvidere rettet mod de ungdomspolitiske organisationer, både konservative, socialdemokrater og nazister, som begik organiseret vold og hærværk i forbindelse med politiske manifestationer, men ikke mod ytringer som sådan.

Det er også meget tvivlsomt om Steinckes straffelovsstramninger fra 1939 skulle have haft nogen synderlig effekt på danskerne. Antisemitismen og sympatien for nazisterne var aldrig særlig udbredt, og et år efter Steinckes lovændring var Danmark besat. Hvorfor den danske samarbejdspolitik naturligvis ikke kunne håndhæve en antinazistisk politik, men tværtimod blev nødt til at vedtage stadigt mere indskrænkende love, herunder den kommunistlov som Søren Pind tager afstand fra, men samtidig – ganske uheldigt - har nævnt som et eksempel på, at grundloven har vide rammer i forhold til at imødegå demokratiets fjender.

Allerede fra 1933 havde den danske regering indført omfattende de facto censur via Udenrigsministeriets Pressebureaus henstillinger til danske chefredaktører om, hvorledes tyske forhold burde dækkes i pressen. Gik danske medier alligevel ”for langt”, var danske regeringer ikke blege for at lægge pres på. Som da Stauning truede karikaturtegneren Hans Bendix til at opgive sit antinazistiske tidsskrift Aandehullet og lagde pres på Social-Demokraten for at indtage en mindre nazi-kritisk linje. 1930’erne vidner også om flere tilfælde af strafferetlige domme mod borgere og debattører, der fornærmede nazistiske ledere som Hitler og Göring. 1930’erne var altså ikke blot et militant demokrati, det var også et underdanigt et af slagsen, og derfor er det stærkt betænkeligt at fremhæve denne periode som et forbillede for indsatsen mod demokratiets fjender i dag.

På kant med det frie demokrati
Langt mere i tråd med Søren Pinds bekendelse til stærke demokratiske institutioner fremstår efterkrigstiden. Her afstod Folketinget fra at kriminalisere kommunisterne i ”femtekolonneloven” (der på daværende tidspunkt udgjorde en langt mere eksistentiel trussel end nutidens islamister, ligesom danske regeringer nægtede at efterkomme Sovjetunionens krav om, at ”anti-sovjetiske” ytringer i den danske debat blev begrænset. Det tætteste danske regeringer kom på at begrænse kommunistiske aktiviteter var den lejlighedsvise afvisning af visa til udenlandske kommunister, selvom Danmark med henvisning til ytringsfriheden flere gange tillod arrangementer og indrejse, som vores Nato-allierede ønskede forbudt.

Heller ikke danske nazister blev mødt med forbud, selvom de genopstod så tidligt som 1951 - godt et år efter retsopgørets afslutning - og blandt andet hyldede Hitler og hånede de faldne danske frihedskæmpere.

Efterkrigstidens liberale demokratiske model varede i næsten 70 år og må i både dansk og internationalt perspektiv siges at være et af de mest succesfulde eksempler på et frit demokratis modstandsdygtighed over for totalitære bevægelser, uden at ty til illiberale skridt. Det er denne model som Søren Pinds tilslutning til det militante demokrati nu flosser i kanten, og det tilmed på baggrund af en haltende historisk analyse og en flirten med den logik, der lå bag George W. Bushs fatale krig mod terror fra 00’erne.