Menneskeretsdirektør: Hvor går grænsen for overvågning?

Af Jonas Christoffersen
Direktør, Institut for Menneskerettigheder 

Debatten om overvågningens omfang bør vi tage, og vi må tage den igen og igen, for udviklingen går stærkt, og myndighederne og private firmaer får hele tiden nye muligheder for at registrere vores gøren og laden. 

Jonas Christoffersen
Direktør for Institut for Menneskerettigheder

Overvågning kan ofte være nødvendigt. Men vi må aldrig blive blinde for den alvorlige menneskeretlige slagside, overvågningen har.

I et demokratisk retssamfund som det danske er det let at tænke, at overvågning ikke er et problem for dem, der ikke har noget at skjule.

Men de senere år har afsløringer fra whistleblowere som Snowden og sager som SE og HØRs tys-tys-kilde, der lækkede personfølsomme data fra Nets, vist, hvor omfattende overvågningen er, og hvor hurtigt de registrerede data kan ende i forkerte hænder.

Vi registrerer som aldrig før
I Danmark er vi ualmindeligt gode til at registrere borgeres aktiviteter og forhold. Indlægges du på et sygehus, ryger oplysninger om din indlæggelse i et nationalt patientregister. Hvis SKAT vil kontrollere, om du laver sort arbejde, kan de troppe op i din have uden tilladelse fra en dommer. Og kommunernes borgercentre har mulighed for at samkøre offentlige registre for at sikre, at du fortæller hele historien, når du for eksempel søger om kontanthjælp.

Desuden kan politiets og forsvarets efterretningstjenester i vidt omfang overvåge dig, uden at et uafhængigt tilsyn kontrollerer, om det gøres inden for lovens rammer.

Mange af vores personfølsomme data ligger hos private firmaer. Ud over Nets gælder det for eksempel selskabet bag Rejsekortet, som ved, hvornår du tager bussen, og hvor du står af, hvis du har registreret kortet med dit navn. Et andet eksempel er teleselskaber og udbydere af internettjenester, der registrerer, hvem du sender e-mails og ringer til, og hvor din mobil befinder sig. Selvom politiet først kan få adgang til de mange data, når en dommer har givet sin godkendelse, er resultatet, at vores liv er gennemregistreret.

Vigtigt med debat
For at finde den rette balance mellem overvågning og vores ret til privatliv må vi have øje for proportionaliteten. De fleste vil nok være enige med mig i, at det er i orden, at centrale trafikknudepunkter som Københavns Hovedbanegård kameraovervåges – navnlig for at opklare forbrydelser. Men skal de sociale myndigheder have lov til at kigge dybt i borgeres privatliv for at fange de få, der snyder sig til højere ydelser?

Debatten om overvågningens omfang bør vi tage, og vi må tage den igen og igen, for udviklingen går stærkt, og myndighederne og private firmaer får hele tiden nye muligheder for at registrere vores gøren og laden. Hvad betyder det stigende antal privatejede droner for eksempel for vores frihed fra overvågning? Og er det i orden, at forældre overvåger deres børns færden gennem børnenes mobiltelefoner?

Brug for overblik
Overvågning er noget, Folketinget, regeringen, retssystemet og institutioner som min egen er nødt til konstant at forholde os til, men kompleksiteten, omfanget og den hæsblæsende udvikling gør det samtidig til et af de sværeste politiske og menneskeretlige områder at arbejde med. Vi har derfor brug for at skabe et samlet overblik og sikre, at udviklingen følges tæt.

Det arbejde bør forankres i en samlet struktur, som løbende kan rådgive regeringen, og der bør være et stærkt og effektivt tilsyn med den overvågning, der finder sted. I sidste instans er det en politisk opgave at sikre, at lovgivningen følger med tiden og tager højde for nye overvågningsmuligheder – og de dertil knyttede faldgruber.