Messerschmidt: Nu skal en anden sidde for bordenden i Bruxelles

KONSEKVENS: Morten Messerschmidt trækker sig fra posten som formand for Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet. Partiets arbejde i EU er ”hjerteblod”, men nu skal ny delegationsleder lægge linjen. Opgøret med ex-partifællen Rikke Karlsson fortsætter.

Morten Messerschmidt fik 465.758 personlige stemmer ved det seneste europaparlamentsvalg. De to resterende medlemmer af DF-gruppen – Anders Primdahl Vistisen og Jørn Dohrmann – fik til sammen 14.754.
Morten Messerschmidt fik 465.758 personlige stemmer ved det seneste europaparlamentsvalg. De to resterende medlemmer af DF-gruppen – Anders Primdahl Vistisen og Jørn Dohrmann – fik til sammen 14.754.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix
Michael Hjøllund

Han slog alle rekorder ved europaparlamentsvalget i 2014 og er ved flere lejligheder blevet udråbt som den mest gennemslagskraftige danske EU-parlamentariker.

Hele projekt 'Dansk Folkeparti i EU' er hjerteblod for mig. Og når jeg er kommet frem til den her beslutning, så mener jeg det også. Det er sådan det bliver.

Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Men onsdag opgav Morten Messerschmidt titlen som spydspids for Dansk Folkeparti i Europa-Parlamentet.

Fakta
Hvad er MELD og FELDMovement for a Europe of Liberties and Democracy (MELD) og Foundation for a Europe of Liberties and Democracy (FELD) var en bevægelse og en tilhørende fond, der fra 2011 samlede en række europæiske partier på den nationalistiske højrefløj, herunder Dansk Folkeparti. 

Morten Messerschmidt var formand for de to organisationer, indtil de blev afviklet med udgangen af 2015, da de ikke længere kunne mønstre medlemmer fra en fjerdedel af EU’s medlemsstater, sådan som det er påkrævet for at kunne få adgang til midler fra EU.

Den slags partisammenslutninger kan få støtte fra Europa-Parlamentet til deres aktiviteter. Men de må ikke bruge de penge på kampagner, der spiller ind i nationale valg eller folkeafstemninger.

Det gjorde han, fordi hans ”uformelle ledelsesstil” i forbindelse med partiets arbejde med EU-partialliancen MELD og den tilhørende fond FELD har bragt ham i store vanskeligheder. 

Altinget har spurgt Morten Messerschmidt, hvad det konkret betyder, at han nu opgiver posten som formand for Dansk Folkepartis delegation i Europa-Parlamentet.

”I gruppen har vi ugentlige møder, hvor vi drøfter alle politiske spørgsmål, og som formand for delegationen er det mig, der konkluderer på, hvilken linje vi skal lægge og hvilke initiativer, vi skal tage. Det vil ikke længere være mig, der sidder for bordenden her. Det vil være den nye gruppeleder, der fører ordet og styrer de møder,” siger Morten Messerschmidt.

Han tilføjer, at hvis ”den nye formand ønsker det”, vil han fastholde sine udvalgsposter i Europa-Parlamentets økonomiudvalg (ECON) og forfatningsudvalget (AFCO).

”Men det vil ikke være op til mig,” siger Morten Messerschmidt.

Det her er hjerteblod
På papiret har der ikke været tvivl om, hvem i Dansk Folkepartis delegation, der sad i føresædet. Morten Messerschmidt vandt 95 procent af de personlige stemmer, som de dengang fire DF-parlamentarikere tog med sig til Bruxelles. Og modsat de tre EU-debutanter havde Morten Messerschmidt fem års erfaring som EU-parlamentariker.

Men i dag understreger han, at opgivelsen af lederrollen i EU-delegationen skal tages bogstaveligt.

”Den her beslutning har på ingen måde været nem for mig at tage. Hele projekt ”Dansk Folkeparti i EU” er hjerteblod for mig. Og når jeg er kommet frem til den her beslutning, så mener jeg det også. Det er sådan, det bliver,” siger Morten Messerschmidt.

Det er ofte dig, der tegner Dansk Folkeparti i medierne på EU-spørgsmål. Er det også en rolle, du giver videre til den nye leder af delegationen?

”Det kunne man sagtens forestille sig, men det er op til den nye formand at lede og fordele arbejdet," siger Morten Messerschmidt.

Overvejede ikke at notere beslutning ned
Meldingen om DF-politikerens farvel til ledelsesposten kom onsdag lidt over middag.

Morten Messerschmidts tidligere partifælde, og nu løsgænger i Europa-Parlamentet, Rikke Karlsson, har gennem en uge anklaget Morten Messerschmidt for at have meldt hende ind i bestyrelsen for EU-partialliancen MELD uden hendes vidende.

Økonomien i MELD, og den tilhørende fond FELD, har været omdiskuteret siden efteråret, og i maj krævede Europa-Parlamentet at Morten Messerschmidt, der var formand for de to paneuropæiske organisationer, tilbagebetalte 3 millioner kroner. Penge, der blandt andet var brugt til DF-kampagner, som Parlamentet mente brød med reglerne for brug af den slags støttepenge. 

Det nye er, at Ekstra Bladet i sidste uge gennem dokumenter fra det franske indenrigsministerium kunne dokumentere, at Rikke Karlsson og DF's europaparlamentariker Jørn Dohrmann i november 2014 officielt sad i bestyrelsen for MELD. Valgt på en generalforsamling, som de afviser at have deltaget i, eller kendt til. Det førte til, at Rikke Karlsson politianmeldte Morten Messerschmidt for identitetstyveri.

Onsdag vendte Morten Messerschmidt hjem til Danmark efter en rejse til kontoret i Bruxelles, og selvom han fastholder, at Rikke Karlsson var fuldt vidende om hendes medlemskab af MELD-bestyrelsen, kan han ikke dokumentere det.

”Min uformelle stil som leder har ført til den situation, vi nu står i. Det er en stil, hvor man ikke skriver alt ned, og den har indeholdt en sårbarhed, og det er jeg nødt til at tage konsekvensen af,” siger Morten Messerschmidt og forsætter:

”Da vi alle fire (DF-parlamentarikere, red) blev valgt tilbage i 2014, var der en meget venskabelig og behagelig omgangstone. Vi var alle sammen venner, sådan tror jeg, at alle opfattede det. Og derfor var der ikke nogen – jeg i hvert fald ikke – der overvejede at få alle beslutninger noteret ned. Der er for eksempel aldrig blevet taget referat af, at jeg er delegationsformand.”

Du har altid selv været en skarp kritiker af EU-systemet. Hvorfor faldt det dig aldrig ind, at du af alle, måtte holde dig fuldstændig på dydens small sti i forhold til at få alt noteret og formaliseret?

”For det første har de her forhold overhovedet ikke haft nogen økonomiske konsekvenser. Vi kan fuldstændig tilbagevise spekulationerne om, at vi for eksempel har søgt støtte på baggrund af et falsk litauisk medlem. Det her handler mere om stil og ledelsesstil og ikke om politik,” siger Morten Messerschmidt, der understreger, at han hverken har gjort noget forkert i juridisk eller økonomisk forstand.

Striden fortsætter
Rikke Karlsson forlod Dansk Folkeparti i oktober 2015, efter at hun ikke kunne få indsigt i regnskaberne fra partiet MELD og fonden FELD.

I et interview med TV2 News afviser hun Morten Messerschmidts forklaring om, at hendes deltagelse i MELD’s bestyrelse var aftalt uformelt.

”Det der med uformelle møder og aftaler, kan jeg på ingen måde genkende. Jeg har ikke overhovedet deltaget i noget møde, eller fået informationer om, at jeg var indmeldt i Melds hovedbestyrelse,” siger hun.

Over for Ekstra Bladet har Rikke Karlsson afvist at have kendt til MELD i november 2014, da hun blev valgt ind partialliancens bestyrelse.

”Det giver overhovedet ikke nogen mening for mig. Jeg hørte første gang om MELD i april 2015,” sagde Rikke Karlsson.

Til den forklaring siger Morten Messerschmidt i dag:

”Det er notorisk usandt. Hun skriver under på medlemsskabet af MELD i sensommeren 2014, og hun bliver inviteret til generalforsamlingen i november, det kan jeg se i en e-mail, og jeg skriver til dem personligt og fortæller om det. Vi har talt om det her masser af gange på diverse gruppemøder,” siger Morten Messerschmidt.

To mulige arvtagere
Mens Rikke Karlsson og Morten Messerschmidt stadig ikke er enige om, hvad der er op og ned i sagen, står en ting klart: Dansk Folkeparti skal finde en ny leder af sin gruppe i Europa-Parlamentet.

Der er to mulige arvtagere: Anders Vistisen og Jørn Dohrmann.

Anders Vistisen er 28 år gammel, og er tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom. Han sad fra 2012 til 2015 i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. Fraregnet Rikke Karlsson, der er meldt ud af partiet, var det Anders Vistisen, der fik det andet højeste personlige stemmetal ved valget i 2014. Han blev uddannet cand.  jur. – som Morten Messerschmidt – kort før han blev valgt til Europa-Parlamentet.

Jørn Dohrmann er uddannet mekaniker og har arbejdet som rejsemontør, automekaniker og salgs- og servicetekniker i 12 år, inden han i 2001 blev valgt til Folketinget. Her sad han frem til europaparlamentsvalget i 2014. Han er 47 år gammel.

Beslutningen om, hvem der overtager efter Morten Messerschmidt forventes truffet inden for få uger. Allerede i næste uge genoptager Europa-Parlamentet arbejdet efter sommerferien.

Dokumentation

Tre centrale anklager mod Messerschmidt – og hans svar

1) Rikke Karlsson siger, at hun ikke var klar over, at hun var valgt til bestyrelsen af MELD i november 2014. Hun siger, at hun først hørte om MELD’s eksistens I april 2015.

Messerschmidt kan ikke dokumentere, at Rikke Karlsson var til stede, da hun blev valgt ind i MELD's bestyrelse, forklarer han til Altinget.

Om Rikke Karlssons påstand om, at man i DF-gruppen heller ikke har diskuteret MELD og FELD uformelt, og at hun først hørte om MELD i april 2015 siger Morten Messerschmidt.

"Det er notorisk usandt. Hun skriver under på medlemsskabet af MELD i sensommeren 2014, og hun bliver inviteret til generalforsamlingen i november, det kan jeg dokumenterer. Vi har talt om det her (MELD og FELD,red) masser af gange på diverse gruppemøder."

2) I dokumenterne til det franske indenrigsministerium er Rikke Karlssons nationalitet angivet som værende ”litauisk”.  Det har fået hende til at spekulere i, om den forkerte nationalitet var angivet for at sikre MELD uberettiget EU-støtte. Der er nemlig krav et om bestemt antal nationaliteter i det europæiske parti for at man kan få støtte. 

Messerschmidt's svar::

”Jeg kan konstatere, at der ikke er søgt uretmæssig økonomisk støtte. Jeg kan endvidere oplyse, at angivelsen af fhv. medlem af DF i Europa-Parlamentet Rikke Karlssons nationalitet som litauisk og ikke dansk ved registreringen i Frankrig beror på en administrativ fejl. Fejlen hidrører fra det tidligere års formular, hvor der rent faktisk var et litauisk medlem. For 2015, hvor fejlen optræder, er der registreret følgende syv nationaliteter: Italien, Ungarn, Slovakiet, Østrig, Frankrig, Polen og Danmark,” skriver han i en pressemeddelelse, hvor han redegør for sin side af sagen.


3) Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen var ifølge Ekstra Bladet med i MELD’s bestyrelse, og dermed impliceret i sagen.

Messerscmidt:
"Søren Espersen var i en periode medlem af fonden FELD’s bestyrelse, men denne fond har aldrig været under min eller nogen anden i Dansk Folkepartis ledelse og vi har ikke haft bestemmende indflydelse. FELD bidrog, ligesom MELD, i 2013 økonomisk til en EU-kampagne i Danmark. Et bidrag, som Dansk Folkeparti i Danmark har tilbagebetalt," skriver han i pressemeddelelsen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00