Mette Frederiksen kritiserer bevogtning af synagoge

TERROR: Der er flere kritikpunkter af politiets indsats efter terrorangrebet i København, viser ny redegørelse fra Rigspolitiet. Justitsminister Mette Frederiksen (S) mener, at bevogtningen af den jødiske synagoge kom for sent, og hun antyder, at PET misinformerede regeringen. 

Mette Frederiksen kritiserer, at der gik knap fire timer fra det første attentat under terrorangrebet i København, til at der kom politibeskyttelse ved synagogen i Krystalgade. 
Mette Frederiksen kritiserer, at der gik knap fire timer fra det første attentat under terrorangrebet i København, til at der kom politibeskyttelse ved synagogen i Krystalgade. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix
Cecilie Gormsen

Tre timer og 49 minutter.

Så lang tid gik der, fra Omar El-Hussein skød mod Krudttønden 14. februar, til der var politibevogtning ved synagogen i Krystalgade. Og det er for lang tid, lyder det fra justitsminister Mette Frederiksen (S). 

"Det tidsrum er for lang tid, og jeg mener ikke, at det kan forklares. Jøder er en udsat gruppe, og vi har set andre gange, at det jødiske mindretal kan være mål," sagde Mette Frederiksen til et pressemøde onsdag aften.

Ny type gerningsmand
Justitsministeriet har onsdag offentliggjort Rigspolitiets egen tidslinje over det dramatiske forløb i døgnet omkring 14. og 15. februar. Tidslinjen er en del af en over 140 sider lang redegørelse af indsatsen i forbindelse med terrorangrebet. Her fremgår det, at det overordnede beredskab var godt, men at der også er kritikpunkter. 

"Evalueringen viser samlet set, at politiet var velforberedte og velorganiserede, klar til at organisere beredskabet og igangsætte den nødvendige efterforskning. Resultatet blev, at det lykkedes i løbet af cirka et halvt døgn at lokalisere og uskadeliggøre gerningsmanden. Det fortjener ros," sagde Mette Frederiksen.

Blandt konklusionerne i Rigspolitiets redegørelse er blandt andet, at der i politiet i dag ikke bliver taget tilstrækkeligt højde for en ny type gerningsmand. Omar El-Hussein hører til den kategori, som kendetegnes af, at gerningsmændene ikke lader sig skræmme af kampklædte betjente.

Derudover nedsætter politiet en arbejdsgruppe om bevogtning og laver analyse af skydetræning i politiet, ligesom der er indkøbt 2.000 flere sikkerhedsveste. 

PET-chef fratræder
Tidligere onsdag annoncerede Justitsministeriet, at PET-chef Jens Madsen fratræder sin stilling. Mette Frederiksen ville ikke på pressemødet kommentere, om der var en sammenhæng mellem PET-chefens afgang og evalueringen. 

"Der er kritikpunkter, og mere har jeg ikke at sige om det. Det håber jeg, at der er forståelse for.” 

Men Mette Frederiksen rettede på pressemødet en hård, indirekte kritik af den afgående PET-chef, da hun gav udtryk for, at regeringen ikke fik korrekte oplysninger om beskyttelsen af synagogen i Krystalgade. 

"Jeg kan bare konstatere, at det billede, som tegner sig i evalueringen - og som er korrekt - ikke er det, som umiddelbart er bibragt regeringen," sagde hun.   

Opfølgning på tidligere redegørelse
Den nye redegørelse kommer efter krav fra SF, Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Partierne fandt det uhensigtsmæssigt, at man drøftede en styrket indsat mod terror i Danmark uden at kende til de nærmere omstændigheder.

Onsdagens evaluering er anden del af redegørelsen. I marts fremlagde Mette Frederiksen første del, der handlede om faktuelle beskrivelser fra Kriminalforsorgen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og Københavns Kommune af deres sager om gerningsmanden frem til terrorangrebet i København.

I forbindelse med første del af redegørelsen bad Mette Frederiksen myndigheder og eksperter om at følge op på 11 konkrete punkter, blandt andet prøveløsladelser, personundersøgelser og forebyggelse af radikalisering.

Dokumentation

14. februar
15:33 - Første skud

I kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København afholdes et debatmøde om ytringsfrihed, hvor blandt den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks deltager. Mødet bliver afbrudt af skud ind gennem ruderne. Uden for Krudttønden bliver den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard dræbt af skuddene. En betjent og to PET-livvagter bliver såret, men er uden for livsfare.


17:50 - Flugtbil fundet

Efter det første skudattentat på Østerbro stjæler gerningsmanden en mørk VW Polo ved gerningsstedet. Bilen bliver fundet ved Borgergade på Østerbro. Senere er det kommet frem, at gerningsmanden her tog en taxa til Svanevej på Nørrebro, hvor han boede.


19:10 - Thorning udtaler sig

Statsminister Helle Thorning-Schmidt udtaler sig om terror-angrebet:

“Danmark er i dag blevet ramt af en kynisk voldshandling. Alt tyder på, at skyderiet på Østerbro var et politisk attentat og dermed en terrorhandling. Mine tanker og dybeste medfølelse går til ofrene og deres pårørende. Politiet er i fuldt beredskab over hele landet. Alle ressourcer er sat ind.”


15. februar
00:43 - Anden skudepisode

Foran en synagoge i Krystalgade i Indre København åbner gerningsmanden ild mod en 37-årige Dan Uzan, der står civil vagt foran en bat mitzva-fest. Han dør af skuddene. To betjente bliver såret.


05:54

Gerningsmand meldes dræbt

Foran en lejlighedsopgang på Svanevej på Nørrebro er der tidlig søndag en skudveksling mellem gerningsmanden og politiet, der har overvåget stedet hele natten. Gerningsmanden bliver råbt an af politiet og derefter ramt af dræbende skud. Det kommer senere frem, at gerningsmanden er en 22-årig mand ved navn Omar Abdel Hamid El-Hussein.

 


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00