Mette Frederiksen: Måske trænger samfundet til en diagnose

FOLKEMØDE: Socialdemokratiets partiformand rettede øjnene mod landets unge i sin tale på Folkemødet. Mange børn og unge får i disse dage en diagnose, men måske er det samfundet, der har brug for en, sagde hun.

Foto: Asger Ladefoged/Scanpix
Henrik Axel Lynge Buchter

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, valgte fredag at levere en tale på Folkemødet med flere spørgsmål end svar, hvor emnet drejede sig om børnene.

Frederiksen tog udgangspunkt i en ung pige, der klarede sig godt i skolen, men derefter bukkede under for det pres, hun oplevede, og derfor endte på en psykiatrisk afdeling.

"Jeg tror, vi må stille os selv det spørgsmål, hvorfor så mange af os her kender en ung, der er ramt af stress, depression eller angst," sagde Frederiksen og tilføjede:

"Jeg kommer ikke med en færdig tale eller med svarene. Jeg kommer med en bekymring og med en opfordring om, at vi skal tale om det her," lød det.

Hun stillede derefter flere spørgsmål. Er konkurrencen blevet for hård, bliver der brugt for meget tid på de sociale medier, og om samfundet er blevet alt for individualiseret.

"Kan man i virkeligheden fare vild i al den frihed? Måske har man som barn brug for, at der bliver sat nogle rammer," sagde Frederiksen, der senere tilføjede:

"Mange børn og unge får i de her år en diagnose - men måske er det samfundet, der skal have en diagnose i stedet."

Den socialdemokratiske leder rundede derefter af med en invitation til alle, så der kan etableres en stor fælles "samtale" om problemet.

"Alt det her bliver jo ikke løst med en bevilling," sagde Frederiksen: "Vi har mindst lige så meget brug for en samtale om, hvordan vi er i vores familier, og hvordan vi opfører os over for hinanden," sagde den socialdemokratiske formand.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)









0:000:00