Michael Kristiansen: Farvel til det betingelsesløse valg

På sin vis er det jo både grotesk, unuanceret og lidt forhistorisk, at alle politiske partier bliver aftvunget et ufravigeligt krav om at støtte enten en rød eller en blå statsministerkandidat. Uden betingelser i øvrigt. I hvert fald ikke ultimative. Nogle har da også forsøgt at gøre op med den rigoristiske tradition. Men uden større held.

Historisk har der kun været et enkelt parti, der i en valgkamp har udfordret det bestående system, og derfor har det pågældende parti været let at isolere, gøre til grin og få til at fremstå famlende. Men ved det kommende valg er der reelt fem partier, der alle vil eller overvejer at udfordre systemet.

Michael Kristiansen

De radikale ledere Marianne Jelved og Niels Helveg Petersen slap begge meget skidt fra forsøget på at spille sig selv på banen som en kandidat imellem de to blokke. Naser Khader var tæt på at miste hele projektet med Ny Alliance, da han tøvede lidt mere end et splitsekund med betingelsesløst at støtte Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Også Liberal Alliance fik politiske prygl, da de efter det seneste valg flirtede med at stille krav til Lars Løkke Rasmussens regeringsdannelse.

Så når jeg nu forudser, at den næste valgkamp og regeringsdannelse bliver helt anderledes, skal der nok være et par garvede Christiansborg-typer, der ryster på hovedet og istemmer mantraet om, at man ikke slipper levende fra at udfordre den betingelsesløse opbakning til den ene eller den anden kandidat. Men dem om det. De har før taget grueligt fejl…

Historisk har der kun været et enkelt parti, der i en valgkamp har udfordret det bestående system, og derfor har det pågældende parti været let at isolere, gøre til grin og få til at fremstå famlende.

Men ved det kommende valg er der reelt fem partier, der alle vil eller overvejer at udfordre systemet: Nye borgerlige, Alternativet, Enhedslisten, Radikale og Dansk Folkeparti. På den vis er der stor sandsynlighed for, at opgøret med det betingelsesløse valg bliver et hovedtema i sig selv, og hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen har ro i egne rækker.

Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, kom for nylig med en yderst subtil melding om, at partiet vil i regering med Lars Løkke Rasmussen, hvis Dansk Folkeparti opnår nogenlunde den samme opbakning ved næste valg som de fik ved det foregående. Det subtile bestod i to ting: At bede Lars Løkke Rasmussen om at smide Konservative og Liberal Alliance overbord for at få Dansk Folkeparti med i stedet. En handling, som ikke er set siden Poul Schlüter optog Radikale i KVR-regeringen i 1988 og kylede CD og Kristeligt Folkeparti ud. Det kom der ikke meget godt ud af.

Allerede nu kan man fornemme, at der kan opstå en dynamik, hvor det ene partis opgør med systemet presser de andre partier til noget tilsvarende.

Michael Kristiansen

Og i, at Thulesen Dahl sagde Lars Løkke Rasmussen og ikke Venstre, hvilket kan opfattes som en klar melding om, at Dansk Folkeparti pt. ikke støtter Kristian Jensen som statsminister, hvis han skulle blive formand for Venstre. Med meldingen har Dansk Folkeparti i hvert fald kastet grus i en hurtig fortsættelse af den nuværende regering – selvom der er blåt flertal.

Pernille Vermund tager den endnu længere. Hvis Nye Borgerlige kommer i Folketinget, støtter partiet kun Lars Løkke Rasmussen som statsminister, hvis han opfylder partiets tre ultimative krav. Hvis han ikke gør det, peger partiet i stedet på Pernille Vermund. Der er ingen grund til at tro, at partiet vil ændre holdning til det spørgsmål, når stemmerne er talt op.

Alternativets Uffe Elbæk kommer næppe til at pege på sig selv, men partiet overvejer andre muligheder end Mette Frederiksen, hvis Socialdemokratiet ikke opbløder sin hårde udlændingepolitik efter et valg. Mette Frederiksens voldsomme skærpelse af tonen efter statsministerens åbningstale, hvor hun insisterede på, at religion er den centrale problematik i integrationen, har efterladt Alternativet endnu mere usikre på, hvorledes partiet skal tackle den kommende valgkamps ”systemiske" krav om en betingelsesløs opbakning til Mette Frederiksen. Et ikke helt tosset bud kunne være, at Alternativet efter et valg i stedet peger på Morten Østergaard som statsminister, hvis Socialdemokratiet ikke ændrer kurs i udlændingepolitikken.

Selvsamme Morten Østergaard går rundt og drømmer de samme drømme i skæret af det franske valg og Macrons sensationelle disruption af fransk politik. Som Uffe Elbæks alternativister har de radikale det grundlæggende problem, at deres vælgere er rygende uenige i Socialdemokratiets udlændingepolitik, og risikoen er, at partiet mister troværdighed, hvis ikke Morten Østergaard sætter foden ned over for Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen. Det har han også bebudet, og intet tyder på, at Radikale kan tåle at afvige en skarp kurs på det punkt. Heller ikke efter et valg.

Endelig har Enhedslisten vedtaget, at partiet kan vælte en rød regering under særlige omstændigheder. Disse omstændigheder er ikke krystalklare, men bevægelsen er tydelig, og den presser for eksempel Alternativet til noget lignende, og allerede nu kan man fornemme, at der kan opstå en dynamik, hvor det ene partis opgør med systemet presser de andre partier til noget tilsvarende.

Med fem partier, der ikke synes at acceptere en betingelsesløs opbakning til den ene eller den anden kandidat, har vi en helt uforudsigelig valgkamp i vente – og ikke mindst en meget mere usikker regeringsdannelse. På mange måder kan det blive forfriskende og tvinge mere politisk substans på banen. Det kunne også blive et tiltrængt opgør med DR's og TV 2's præsidentagtige valgdækning, der netop har forfladiget og forenklet den politiske dækning de seneste mange valg.

-------

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører på tiende år under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.