Minister indkalder alle partier: Vi skal stoppe chikane mod lokalpolitikere

FOLKEVALGTE: Når fire ud af ti lokalpolitikere oplever at blive chikaneret eller truet, er der behov for yderligere afdækning af omfanget og fælles front i Folketinget, mener indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA).

Simon Emil Ammitzbøll har som økonomi- og indenrigsminister blandt andet ansvaret kommuners styrelse, valg og folkeafstemninger.
Simon Emil Ammitzbøll har som økonomi- og indenrigsminister blandt andet ansvaret kommuners styrelse, valg og folkeafstemninger.Foto: /ritzau/Rune Aarestrup
Kristoffer Kvalvik

Der skal gøres noget ved den rå tone, der hersker i lokalpolitik.

Det er beskeden fra økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) ovenpå Altingets rundspørge, der viser, at fire ud af ti lokalpolitikere har oplevet chikane eller trusler.

”Jeg tilkalder Folketingets partier til drøftelse omkring, hvad vi kan gøre ved det her,” siger han til Altinget. 

Simon Emil Ammitzbøll er dog ikke klar med et konkret forslag nu.

Vi skal selvfølgelig ikke finde os i, at de mennesker, der engagerer sig i demokratiet, skal udsættes for det her. Det er ikke bare noget, man skal leve med

Simon Emil Ammitzbøll (LA)
Økonomi- og indenrigsminister

”Det er for vigtigt til at komme med tre hurtige skud fra hoften. Vi skal sætte os ned og se dybere på, hvad omfanget og niveauet er. Så kan vi se, hvordan man kan håndtere det,” siger han.

Alvorligt
For Simon Emil Ammitzbøll er der ingen tvivl om, at forholdene for politikerne i kommunerne er for hårde.

”Man skal tage det her meget alvorligt. Vi skal selvfølgelig ikke finde os i, at de mennesker, der engagerer sig i demokratiet, skal udsættes for det her. Det er ikke bare noget, man skal leve med,” siger han.

Selvom Simon Emil Ammitzbøll ikke vil give konkrete bud på løsninger, er han ikke afvisende overfor at bruge ”hårdere midler” mod de personer, der står bag trusler og chikane.

Han appellerer til resten af Folketinget om at finde en løsning sammen.

”Det her er en opgave, vi bør stå sammen om. For det handler om kernen i vores demokrati. Så tiden er ikke til en hurtig markering fra min side, men til at finde en løsning sammen med Folketinget.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

0:000:00