Debat

Minister: Jeg er også for cyklister, men ikke for klapjagt på bilister

DEBAT: Der skal ikke drives klapjagt på nogen – heller ikke børnefamilier, pensionister, mennesker med langt til arbejde og andre, der vælger at køre i bil, skriver transportminister Hans Christian Schmidt (V).

Foto: Jens Honoré
Cecilie Gormsen

Redaktionschef på Altinget. 

Cecilie blev uddannet journalist i 2013 fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og var derefter nogle år på Berlingske, hvor hun også har været i praktik.

Ansat på Altinget siden marts 2015, hvor hun havde ansvaret for Altingets forsiden, inden hun blev redaktionschef.

Twitter: @ceciliegormsen

 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Hans Christian Schmidt (V)
Transport- og bygningsminister

Ifølge teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Morten Kabell (EL), skal børnefamilier være uafhængige af bilen. Det kan selvfølgelig være en god tanke – i teorien. Men som alle forældre, der har forsøgt at få hverdagen til at hænge sammen med fragt af børnene, indkøb, ærinder, kørsel til og fra arbejdet og alle andre forpligtelser ved, så er det altså en helt urealistisk tanke for rigtig mange.

Borgmesteren fremfører for tiden påstande om, at jeg er imod god kollektiv transport og gode cykelforhold – det virker, som om han mener, at hvis man er for veje – og folkets frie valg til at benytte dem – så er man dermed imod cyklisme. 

LÆS OGSÅ: Kabell: Hans Christian Schmidt har fejlet 

Min transportvision går ud på at skabe en effektiv infrastruktur, som bygger på nøgleordene fremkommelighed og mobilitet for alle – også for cyklister. 

Nødt til at prioritere
Vi lever i en tid med en række udfordringer og økonomiske realiteter, som vi er nødt til at respektere - og som minister har jeg ikke rigtig mulighed for at se stort på, hvordan vi bruger borgenes penge, og om den overordnede økonomi i landet hænger sammen. Som regering har vi det ansvar. Det betyder, at vi er nødt til at prioritere vores investeringer – også i infrastruktur – i den rækkefølge, som der er plads til dem.

Det meste cykling foregår på kommuneveje – så kommunerne har dermed selv en opgave at løse. Men lad mig lige genopfriske hukommelsen og en gang for alle slå fast, at det var VK-regeringen, der afsatte cykelpuljen på en milliard kroner i 2009 – og at København i øvrigt har fået del i den pulje i alle årene fra 2009-2014.

Med cykelpuljen har vi klart demonstreret, at vi hjælper til at fremme cyklismen ved at give tilskud til knap 390 projekter over hele landet. Og altså også i København. 

Sidst jeg var transportminister tilgik der således over 30 millioner kroner til projekter, der havde Københavns Kommune som ansøger – herunder blandt andet til en målrettet overflytning af korte bilture.

Amerikansk ministerbesøg
Cyklisme og cykelfremme har her i foråret og forsommeren stået ekstra højt på min dagsorden, blandt andet ved en konference i Svendborg med fokus på cykelfremme i provinsen – og da jeg for Danmark havde formandsskabet under det årlige tre dage lange topmøde i organisationen International Transport Forum i Leipzig.

I april besøgte den amerikanske transportminister Anthony Foxx, sammen med fire amerikanske borgmestre, Danmark – og jeg havde fornøjelsen af at beværte dem og cykle med dem på en dejlig tur rundt i København. Op til besøget arbejdede Transport- og Bygningsministeriet tæt sammen med den amerikanske ambassade og Cyklistforbundet om at arrangere besøget og møderne, så der kom størst muligt fokus på vores danske cykelkultur.

Fremkommelighed og mobilitet for alle
I forsommeren – nærmere betegnet i midten af juni – satte vi navn på i alt 11 konkrete cykelprojekter i samarbejde med Bornholms Regionskommune. Det er en udmøntning af en aftale fra februar om, at staten øger sit finansieringstilskud til cykelstiprojekter på Bornholm fra 40 til 80 procent. Løsningen fandt vi i et godt og frugtbart fællesskab med Bornholms socialdemokratiske borgmester Winni Grosbøll – og det er en glæde, at vi dermed kan gå endnu et skridt i retningen af at styrke en sikker og fremkommelig cykelkultur. 

Min transportvision går, som nævnt, ud på at skabe fremkommelighed og mobilitet for alle. På land såvel som i by. I hele Danmark. 

Og så er jeg minister for transport over en bred kam i øvrigt. I min optik betyder det, at man anerkender de forskellige og individuelle transportbehov, der er. At man ikke driver klapjagt på nogen – heller ikke børnefamilier, pensionister, mennesker med langt til arbejde – og andre, der vælger at køre i bil. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Christian Schmidt

MF (V), fhv. miljø-, fødevare-, transport- og bygningsminister
lærer (Haderslev Seminarium 1977)

0:000:00