Minister: KORA- og SFI-sammenlægning går ikke ud over forskningen

TV: Al den forskning, der i dag sker ved SFI og KORA, vil kunne foretages fremadrettet, når de to bliver slået sammen. Det understregede indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA), da forslaget blev førstebehandlet i Folketinget.

Henrik Axel Lynge Buchter

Fredag blev sammenlægningen af Kora og SFI førstebehandlet i Folketinget.

Ingen partier er direkte imod forslaget, men flere ordførere udtrykte dog skepsis for dele af forslaget og har dermed endnu ikke taget endelig stilling.

En af bekymringerne, som Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, gav udtryk for, var, hvorvidt sammenlægning vil gå ud over den frie forskning og grundforskningen. Derudover var flere ordførere bekymrede for, at SFI ville blive opslugt af Kora, så SFI’s mere socialorienterede forskning ville gå tabt.

Det afviste økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll (LA), dog.

"Det er vigtigt for mig at understrege, som jeg også har besvaret i udvalgsspørgsmål, at al den forskning, der i dag er på SFI og Kora, vil kunne foretages af det nye center," sagde han.

"Intet, man gør i dag, vil man ikke også kunne gøre fremadrettet," tilføjede han.

Ros til ministeren
Flere af ordførerene havde dog også ros til overs til ministeren, fordi det er sket ændringer på nogle af de områder, der særligt har mødt kritik. Eksempelvis er der kommet færre embedsfolk og flere folk fra forskningsområdet i det nye centers bestyrelse, hvilket flere partier mener, er afgørende.

Enhedslisten mener dog stadig, at fordelingen skal være endnu mere udtalt i forskernes favør.

"Der er godt, at man har hørt på kritikken om bestyrelsens sammensætning. Men der er fortsat overvægt af repræsentanter fra embedsværket og altså et mindretal af de uafhængige folk fra forskningen," påpegede Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Sammen med Radikale, SF, Alternativet og Socialdemokratiet nævnte Enhedslisten flere områder, der skal belyses i udvalgsarbejdet, før de endelig tager stilling til forslaget. Regeringen og Dansk Folkeparti er for forslaget.

Formålet med sammenlægning af de to forskningscentre er at spare penge på administrative forhold samt at samle viden fra de to områder i et fælles forskningscenter. Det anslås, at forslaget vil give en besparelse på fem millioner kroner et år efter implementeringen og ti millioner kroner to år efter.

Se et sammendrag fra debatten ovenfor.

Dokumentation

Resumé af lovforslaget:

Lovforslaget indebærer, at der etableres et nyt center, som skal hedde Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, ved at sammenlægge Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) og Det Nationale institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA). Det nye center skal udvikle og formidle viden om velfærdsområder og nationale og internationale samfundsforhold, som har betydning for befolkningens levevilkår.

Centerets primære fokus skal være forskning og analyse, som kan give viden om de forhold, der påvirker borgernes levevilkår i almindelighed og om samspillet mellem borgere og velfærdssamfundets institutioner i særdeleshed; herunder viden, som kan bidrage til udvikling af velfærdspolitikken og fremme kvalitetsudvikling, bedre ressourceanvendelse, effektivitet og økonomistyring.

Lovforslaget er en del af opfølgningen på aftalen om finansloven for 2017 og skal træde i kraft den 1. juli 2017, dog skal denne lovs § 1, nr. 10 og nr. 11 træde i kraft 1. januar 2019.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister, MF (S)
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2003)

Pernille Skipper

Politisk kommentator, TV 2 News, fhv. MF og politisk ordfører (EL)
cand.jur. (Københavns Uni. 2011)

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

0:000:00