Minister understreger: Besparelser på socialt bureaukrati bliver i kommunerne

Regeringen kommer ifølge socialministeren ikke til at tælle administrative besparelser som følge af sidste uges handicapaftale med som en del af de regelforenklinger, som skal finansiere lønløftet til offentligt ansatte.

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Kim Rosenkilde

Besparelser på bureaukrati på handicapområdet vil ikke kunne indgå, som en del af de kommunale administrationsbesparelser, som skal medfinansiere regeringens lønforhøjelse til udvalgte offentligt ansatte.

Det slog social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fast, da hun mandag formiddag præsenterede en ny aftale med KL om handicapområdet.

”Det har i hvert fald været vores aftale med hinanden,” siger ministeren til Altinget.

Mandagens aftale med KL var første skridt til en nærmere konkretisering af en række elementer, som indgår i den handicapaftale, ministeren indgik med tre af Folketingets øvrige partier i torsdags.

Herudover var der lagt et par ekstra elementer oven i blandt andet omkring Barnets Lov og magtanvendelsesregler på demensområdet.

Torsdagens handicapaftale med partierne i Folketinget omtalte socialministeren som et stort bidrag til at frigøre penge på området gennem afbureaukratisering og regelforenkling.

Mandag kalder hun spørgsmålet om de penge, som øvelsen måtte frigøre, for ”det dybe kompromis” med kommunerne, hvor det er intentionen, at pengene vil skulle kunne bruges på velfærd i kommunerne.

Dermed er det ifølge ministeren heller ikke meningen, at regeringen vil kunne tælle initiativer fra handicapaftalen med, når regeringen sammen med KL skal udpege regelforenklinger, som kan frigøre de administrative besparelser, der skal finansiere lønløftet.

I 2024 har regeringen pålagt kommunerne at spare 700 millioner. Og det beløb forventes at blive opjusteret, sådan at kommunerne og regionerne i 2030 samlet har sparet tre milliarder kroner på administration.

0:000:00