Minister vil indkalde til forhandlinger om klimamålet i 2025 inden sommerferien

Klimaminister Lars Aagaard "glæder sig" til at høre forslag fra Folketingets partier til at nå klimamålet i 2025, der ligger udover regeringens eget forslag om at hæve iblandingskravet i diesel- og benzinbiler. 

Sabine Dybdahl Christoffersen

Folketingets partier indkaldes til forhandlinger om indfrielse af 2025-klimamålet efter Folkemødet.

Det meddelte klimaminister Lars Aagaard (M) tirsdag, da han var indkaldt i samråd om CO2-reduktioner og reduktionsmankoen for 2025 i klimastatus og –fremskrivning 2023.

"Jeg vil glæde mig til at høre, hvad partierne har med af forslaget til at sikre målopfyldelsen," lød det fra ministeren. 

Regeringen lægger selv op til, at målet om 50-54 procent CO2-reduktioner inden 2025 skal indfries med et krav om at iblande en større andel af biobrændstoffer fra biomasse i tanken på diesel- og benzinbiler.

En række af de ting, der peges på for at gå op til 54 procent, vil have mærkbare konsekvenser for danskerne, og noget af det vil ramme enkeltstående industrier særdeles hårdt

Lars Aagaard (M)
Klima-, energi- og forsyningsminister

En metode, der er blevet kritiseret af blandt andet klimatænketanken Concito for ikke at have en reel klimaeffekt. 

Ministeren mener ikke, at Folketingets partier har mange "konkrete" forslag til at nå målsætningen om 54-procent reduktion.

"De tiltag, som der ligger på bordet i forhold til at supplere regeringens forslag om iblandingskravet, der er kataloget ikke voldsomt stort," sagde han.

Under samrådet afviste han samtidig en række forslag fra Enhedslisten om blandt andet forbud mod dieselbiler, fremrykning af solcellestrategi og energieffektivisering.









0:000:00