Kontrol af skoler: SF vil stramme mere end regeringen

KONTROL: SF blæser til kamp mod religiøse friskolers sociale kontrol og undertrykkelse og kræver skrappere indgreb end regeringen. Det skal indebære flere uanmeldte tilsyn, socialrådgivere og seksualundervisning fra 3.-4. klasse.

Jacob Mark, undervisningsordfører fra SF, vil stramme tilsynet med muslimske friskoler mere end regeringen.
Jacob Mark, undervisningsordfører fra SF, vil stramme tilsynet med muslimske friskoler mere end regeringen.Foto: Folketinget
Erik Bjørn Møller

Med et nyt udspil overhaler SF nu regeringen og dens blå støttepartier indenom og blæser til kamp mod muslimske friskolers sociale kontrol og undertrykkelse af elever i lukkede miljøer, ”hvor åbenlys mistrivsel, sågar vold, ikke bliver anmeldt".

Regeringens planer om at skærpe tilsynet med muslimske friskoler, der ikke forbereder eleverne på at blive borgere i et demokratisk samfund, er nemlig slet ikke vidtgående nok, mener SF.

”Vi bakker op om regeringens udspil til at styrke tilsynet med de frie grundskoler. Men vi mener, at der er behov for at stramme tilsynet endnu mere, og vi har et udspil, der er meget mere vidtgående end regeringens,” siger undervisningsordfører Jacob Mark (SF) til Altinget.

Også kommunalt tilsyn
I dag modtager skolerne stort set kun anmeldte tilsyn fra Undervisningsministeriet. SF lægger nu op til, at skolerne i langt højere grad bør modtage uanmeldte tilsyn. Desuden skal tilsynet ikke kun fokusere på faglighed, men i langt højere grad også elevernes trivsel, så de tilsynsførende kan opfange, om elever eksempelvis udsættes for social kontrol eller bliver holdt væk fra sociale aktiviteter mod deres vilje.

Men vi mener, at der er behov for at stramme tilsynet endnu mere, og vi har et udspil, der er meget mere vidtgående end regeringens.

Jacob Mark
Undervisningsordfører for SF

”Man opdager jo ikke noget, hvis man altid anmelder sine besøg på forhånd, så vi skal have langt flere uanmeldte besøg,” siger Jacob Mark.

Udover flere uanmeldte statslige tilsyn vil SF også give kommunerne mulighed for at foretage tilsyn og indberette til Undervisningsministeriet.

I udspillet lægger SF også op til et ubetinget krav om seksualundervisning i de frie grundskoler. Derfor bør Undervisningsministeret i højere grad end i dag påse, at friskoler og privatskoler lever op til målsætningen i friskoleloven om at ”udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene”.

Obligatorisk seksualundervisning
Ifølge SF bør der fastlægges et vejledende timetal for seksualundervisning for både folkeskoler og friskoler.

”Vi vil gerne have en dialog med friskolerne om, hvordan vi kan sikre obligatorisk seksualundervisning fra 3.-4. klasse. Her skal børnene lære om familier, ligestilling, homoseksualitet og barnets rettigheder i familien,” siger Jacob Mark – der også påpeger, at flere unge ”efterpørger oplysning, som kan punktere de mange myter om kvinders seksualitet og mødom, der eksisterer i nogle miljøer”.

Socialrådgivere på friskoler
Desuden foreslår SF, at kommunerne skal have mulighed for at placere socialrådgivere på friskolerne. Begrundelsen er, at nogle skoler har udviklet sig til små lukkede miljøer.

”For eksempel har man i København placeret socialrådgivere rundt omkring på folkeskolerne. Men man har ingen som helst idé om, hvad der foregår på friskolerne,” siger Jacob Mark.

SF mener også, at det skal undersøges, om der er behov for en anonym hotline, hvor elever, lærere og sundhedsplejersker kan anmelde mistrivsel eller social kontrol.

Hørte intet fra ministeren
Som omtalt i Altinget for nylig har undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) opnået enighed med regeringens borgerlige støttepartier om at skærpe tilsynet med friskolerne – med særlig fokus på de muslimske friskoler, der ”ikke er gode nok til at danne eleverne til det danske samfund,” som ministeren udtrykte det.

Aftalen indebærer blandt andet, at der nu skal indskrives et krav om demokratisk dannelse i friskoleloven. Hertil kommer en række stramninger, som især sættes ind i forbindelse med skærpet tilsyn, hvor Undervisningsministeriet finder grundlag for at undersøge en skole nærmere.

”Allerede for en uge siden hørte jeg, at de ville lave det udspil. Derfor skrev jeg til ministeren og ordførerne, at vi gerne ville være med, og at vi var klar til at gå langt – men vi har intet hørt. Det virker lidt mærkeligt, at de vil holde nogle partier udenfor. Vi vil sådan set rigtig gerne ind og stramme endnu mere på det tilsyn,” lyder det fra Jacob Mark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Mark

MF, gruppenæstformand (SF)
bachelor i journalistik, politik og administration (Roskilde Uni. 2017)

0:000:00