Debat

Lisbeth Knudsen: Nå, men skal vi så bare fyre eliten?

KLUMME: En ny international, global elite er ved at tage form. Uden for almindelig demokratisk og folkelig kontrol, pointerer Lisbeth Knudsen.

Mon 'manden på bænken' i fremtiden vil bestå af veluddannede folk fra den detroniserede 'elite', funderer Lisbeth Knudsen.
Mon 'manden på bænken' i fremtiden vil bestå af veluddannede folk fra den detroniserede 'elite', funderer Lisbeth Knudsen.Foto: Colourbox
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det amerikanske valgresultat, Brexit-afstemningen i Storbritannien, en kommende folkeafstemning i Italien og de forestående valg i Europas store lande, Frankrig og Tyskland, i 2017, har sendt chokbølger af bekymring og nervøse trækninger ind i elitens magtcentre.

Politikerne, medierne, eksperterne, erhvervslederne, kredsen af samfundsdebattører og professionelle meningsdannere har fået én på hatten af et folkeligt råb om tryghed, kontrol med situationen og tro på en bedre fremtid.

”The establishment” er fyret. Populismen og nationalismen tager over. Sådan har den korte version af reaktionerne været. Globalisering, frihandel, indvandring, et globalt ansvar for frihedsrettigheder og sådanne hidtil lovpriste begreber er udfordret og miskrediteret sammen med klimaaftaler og overnationale organisationer med bureaukratiske strukturer og en uigennemskuelig magt og indflydelse.

En tidligere LO-formand blev engang berømt på efter et valg at kalde vælgerne dumme, fordi de valgte en anden regeringskonstellation, end den han brød sig om. Men nu er det sjældent en god idé hverken for organisationsformænd eller politikere at kalde vælgerne eller medlemmerne dumme. Som professor i psykologi, Svend Brinkmann, har beskrevet det, så er det fascinerende ved demokratiet, at det i selve valghandlingen annullerer modsætningen mellem folket og eliten. ”I et demokrati er vi alle en del af folket. Og af eliten,” siger han.

Den teknologiske udvikling, som for længst har nedbrudt grænser og toldmure, opfattes af mange som fjende og ikke som ven.

Lisbeth Knudsen

Der har altid været eliter. Men historisk set har vi udelukkende fokuseret på nationale eliter. Som verdens lande bliver mere og mere tæt forbundne med hinanden og handelshindringer og kapitalbevægelser bliver revet ned, afstande forkortes ved hurtigere kommunikation, og teknologierne underkastes en sand revolution – hvad vi normalt kalder globalisering – så er en ny international, global elite ved at tage form. Uden for almindelig demokratisk og folkelig kontrol. Det skulle vi måske lige tage at interessere os noget mere for og se at komme op i gear over for den udfordring.

Så i stedet for at diskutere så meget, hvordan det dog kunne gå så galt, så skulle politikere, medier, erhvervsledere og eksperter i magtelitens nationale møderum tage på sig, at vi alle har et medansvar for:

– At vi nu, i populismens navn, er ved at vende ryggen til de fælles globale udfordringer, som ingen lande kan løse alene, og som kun bliver til yderligere problemer, hvis vi ikke tager hånd om dem. Være sig migrantproblemet i Afrika, klimaet og andre fælles emner.

- At globaliseringen, som ikke kan kontrolleres og standses, nu af mange bliver til en trussel i stedet for en mulighed, fordi det ligner, og i høj grad er, en bevægelse, hvor nationalstaterne må tåle et kontroltab. Hvor der flyttes rundt med masser af jobs, penge og magt uden for demokratisk kontrol.

- At den teknologiske udvikling, som for længst har nedbrudt grænser og toldmure, af mange opfattes som fjende og ikke som ven, fordi den stjæler jobs og skaber dybe kløfter mellem de digitalt indfødte og de analoge, som ikke har fået en iPad i hånden fra vuggestuealderen.

- At en stor del af den almindelige vælgerbefolkning i stigende omfang føler sig koblet af, hvad der foregår, og hvem der styrer hvad, i en tidsalder der kalder på det modsatte. På involvering, åbenhed og en større grad af indflydelse og betydning af civilsamfundets aktive medvirken.

Det nemmeste er at skyde på politikerne og sige, at de ikke har gjort det godt nok. At der ikke er udvist et tilstrækkeligt visionært lederskab. At dialogen med vælgerne mere har været fortrængelser end lyst til at sige sandheden, lægge de kolde fakta frem og have modet til at gennemføre upopulære reformer og beslutninger på basis af en usikker fremtidsprognose.

Lige så nemt er det at skyde på medierne og sige, at de er blevet for overfladiske, kører en nyhedsstrøm på steroider og enten dynger folk til med ufordøjelige informationsmængder eller det modsatte: den ligegyldige men underholdende fastfood.

Det er også nemt at bebrejde eksperterne, at de tilsyneladende ikke kan kommunikere med offentligheden, så den forstår, hvad der er gang i. At eksperterne har mere travlt med kollegial prestige og personlige projekter end med projekter for den befolkning, som betaler for forskningen og i den grad har brug for dens resultater.

Det er heller ikke noget problem at bebrejde erhvervslivet for alt for lidt at stikke næsen frem i den politiske debat og for ikke at påtage sig en rolle i forhold til at dagsordensætte nødvendigheden af både et velfungerende velfærdssamfund og et digitaliserings- og globaliseringsperspektiv af hensyn til dansk økonomi, eksport og arbejdspladser.

Når vi så har lavet denne elitære klub af skyldige i, at en al for stor del af vælgerbefolkningen har mistet troen på det eksisterende systems evne til at finde brugbare løsninger og en bedre fremtid, så lad os få gjort noget ved det. Vi har brug for en folkeoplysnings-bevægelse, som kan involvere mennesker af alle slags i, hvad der sker i verden omkring os. Ikke på den overfladiske måde, men så vi kan se trusler og muligheder afdækket.

Kan det starte hos politikerne? Næppe. Det politiske system er for kriseramt og har brug for at genopfinde formlen for et virkeligt klart folkeligt mandat og for en politikskabelse, der troværdigt involverer og engagerer befolkningen.

Kan det starte hos medierne? Næppe. De er for en stor dels vedkommende også kriseramte på grund af international konkurrence og mangel på økonomiske ressourcer. De har som politikerne behov for at genetablere en troværdig rolle i forhold til befolkningen.

Kan det starte hos erhvervslederne? Måske ikke. Fordi fokus i virksomhederne i høj grad er at klare dagen og vejen, skabe det fornødne økonomiske råderum og udbytte til aktionærerne eller ejerne. Men i erhvervslivet breder der sig en opfattelse af en større grad af samfundsansvar i takt med den politiske svækkelse. Jeg oplever faktisk, at både erhvervsledere og flere faglige ledere har erkendt, at de må påtage sig et medansvar for, at deres medarbejdere og medlemmer både er forberedt på fremtiden og forstår, hvad der er gang i. Så måske alligevel.

Kan det starte hos eksperterne og meningsdannerne. Ja, det kunne det faktisk godt. I et samspil med erhvervslivet, de faglige organisationer og civilsamfundet. Her kunne der skabes en stærk bevægelse for at invadere den offentlige debat med begavede, involverende og engagerende bud på fremtidens udfordringer.

Hvordan skal vi håndtere globaliseringens negative konsekvenser på en mere begavet måde end hidtil? Hvordan skal vi sætte de enorme teknologiske landvindinger i spil på en positiv måde? Hvordan bruger vi teknologierne til at skabe fremskridt for de fattigste dele af verden, så migrationsproblemet kan afhjælpes? Hvordan skal et demokrati anno 2020 eller 2025 fungere? For nu bare at nævne nogle interessante spørgsmål.

Populismen og nationalismen er ikke svaret på de store udfordringer, vi står overfor. Og hvis ikke vi får skabt en bred folkelig og demokratisk forståelse på nationalt plan for dem og de mulige løsninger på dem, så overlader vi styringen til den globale elite, som på ingen måde er demokratisk valgt.

---

Lisbeth Knudsen er formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater samt direktør og chefredaktør for Mandag Morgens danske aktiviteter. Hun har været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00