Nu begynder forhandlingerne om Dansk Folkepartis sjæl

Sikke en uge i dansk politik.

Efter måneders handlingslammelse trådte regeringen omsider ind på banen med kilovis af konkret politik. Tre dage i træk kom der et nyt udspil fra regeringen – hver dag nye ministre i medierne for at fremlægge planer og lancere ny politik.

Efter mange måneder, hvor det mest har handlet om alt det, flertallet ikke vil, er der nu igen fokus på, hvad flertallet vil.

Efter måneders taktisk spilfægteri bliver der nu angrebet for fuld drøn med indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl som regeringens lidt overraskende frontfigur, der på det ene pressemøde efter den andet irettesatte kritiske journalister og belærte dem om tingenes sande tilstand.

Pludselig er dansk politik igen fyldt med konkret opgør, som vælgerne kan tage stilling til:

Skal prisen på biler ned, sådan at danskerne ikke længere skal køre rundt i “grotesk små biler”, som benævnte Ammitzbøl anførte?

Skal skatterne ned – og hvem skal i givet fald have mest?

Skal der skæres i DSB, mens broafgiften sænkes, og motorvejene gøres bredere?

Listen er lang, og svarene kan have konkret betydning for Danmark og danskerne.

Alligevel er det et helt andet og mere principielt spørgsmål, der svæver hen over alle de forskellige forhandlinger, som regeringen nu begynder at indkalde partierne til.

Dybest set handler forhandlingerne om Dansk Folkepartis sjæl.

Da Dansk Folkaparti blev stiftet i 1995, brugte det først nogle år på at etablere sig som et seriøst parti. Det var vokset ud af det altid kaotiske Fremskridtsparti, og ingen kunne på forhånd vide, om Pia Kjærsgaard og hendes nærmeste løjtnanter ville være i stand til at skabe ro i det nye parti.

I 2001 kom partiet til sin første alvorlige eksamen, da det blev støtteparti for Foghs VK-regering. Ingen kunne vide, om det ville lykkes – både Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard har siden berettet, at de også selv var i tvivl.

Projektet lykkedes, og DF blev de følgende 10 år en meget stabil partner for Venstre og Konservative.

Men for mange af de centrale topfolk i DF rakte ambitionen endnu videre: De drømte om at overtage Radikales rolle som det parti, der vipper regeringsmagten til højre eller venstre.

I MANGE år var det et helt urealistisk perspektiv. Hverken Helle Thorning eller Villy Søvndal kunne drømme om at indgå i noget forpligtende samarbejde med Pia Kjærsgaard – eller omvendt.

Men nu er tiderne skiftet. Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl har fra hvert deres udgangspunkt set det strategiske perspektiv i et samarbejde. Og 3F-formand Per Christensen har dygtigt udnyttet situationen til at optræde som forlover for det nye par i dansk politik.

Indtil nu er det et par, der mest har fungeret som en slags veto-alliance, der stod sammen om at afvise regeringens forslag om en højere pensionsalder og om at sige blankt nej til lettelser i topskatten.

Men de to partiledere har også opfordret deres lokale byrødder til at arbejde sammen ude i kommunerne og i det hele taget været omhyggelige med at tale hinanden op.

DERFOR betragter ledende socialdemokrater det ikke længere for helt usandsynligt, at der kan opstå et samarbejde mellem de to partier efter næste valg.

Næppe i en fælles regering, men flere peger på den situation, der kan opstå, hvis Lars Løkke ikke har et flertal bag sig efter valget. Så kunne Dansk Folkeparti måske vælge at bakke op om en regering med Mette Frederiksen i spidsen mod en vis indflydelse på regeringsgrundlaget.

Det ville give Socialdemokratiet nogle andre muligheder, end hvis det kun skal samarbejde med Radikale og venstrefløjen – og det er velkendt, at visse topsocialdemokrater meget gerne ville være helt fri for at skulle give indrømmelser til Radikale.

Kan sådan et samarbejde fungere? Ingen kan vide det – men det kunne man heller ikke, da Fogh og Pia Kjærsgaard i 2001 droppede dogmet om, at de gamle borgerlige partier ikke kunne være i stue med Dansk Folkeparti.

DERFOR ER de aktuelle forhandlinger om skatteaftale, vækstpakke og finanslov så afgørende for Venstre og de to andre regeringspartier.

De har et nærmest desperat behov for at knytte Dansk Folkeparti til sig og bevise, at der kan vedtages politik i blå blok. De håber, at de kan genoplive det gode gamle bytteforhold, hvor DF stemmer for den økonomiske politik mod at få indrømmelser på værdipolitikken.

Men Dansk Folkeparti har andre interesser – både strategisk og taktisk.

Taktisk, fordi alt for store gaver til de højeste indkomstgrupper kan og vil blive brugt af Socialdemokraterne som et bevis på, at almindelige danskere ikke kan stole på Thulesen Dahl.

Strategisk, fordi Dansk Folkeparti ikke skal binde sig op på reformer, der om et år eller to potentielt kan forhindre partiet i at søge indflydelse i en ny regering med Mette Frederiksen i spidsen.

Derfor tyder meget på, at værdipolitikken for en gangs skyld ikke er det vigtigste for Dansk Folkeparti i de kommende forhandlinger. Det er vigtigere at placere sig rigtigt i den økonomiske politik.

På den måde er forhandlingerne et opgør om Dansk Folkepartis sjæl. Og resultatet kan definere dansk politik mange år ud i fremtiden.

Jakob Nielsen er chefredaktør på Altinget

Du kan følge ham på Twitter her