Nu kommer den komplette database over danske fonde – og den bliver gratis

FONDSDATING: Social entreprenør har gjort 12.500 fonde og legater samt 3.500 offentlige puljer søgbare og stiller oplysningerne gratis til rådighed. ”Vi vil skabe det rigtige match mellem fond og ansøger,” siger han.

En ny database skal give ansøgere lettere adgang til fondspenge – og fondene lettere adgang til de rigtige ansøgere.
En ny database skal give ansøgere lettere adgang til fondspenge – og fondene lettere adgang til de rigtige ansøgere.Foto: Nationalbanken
Carsten Terp Beck-Nilsson

Hvad myndighederne har forsømt, har en social iværksætter nu formået: David Dencker har opbygget en database, der samler samtlige fonde, legater og offentlige puljer i Danmark. Og stillet oplysningerne gratis til rådighed for ansøgerne.

”Der er jo tale om almene midler. Samfundets penge. Vores penge. Derfor mener vi principielt, at der skal være let og gratis adgang til oplysninger om pengene. Så vi har lagt det hele ind og gjort det gratis og nemt at finde,” siger David Dencker.

Over 14 måneder har han og hans team på 8-10 folk tastet på fuld tid. Resultatet er databasen Grant Compass, der rummer 12.500 fonde og legater samt 3.500 puljer fra ministerier, kommuner og regioner.

Initiativet vækker begejstring hos Anker Brink Lund, professor på Center for Civilsamfundsstudier ved CBS.

Der er et kæmpe behov for at bringe den relevante ansøger i kontakt med den relevante fond.

Anker Brink Lund
Professor, CBS

”Jeg mener, det her skulle have været gjort for længst,” siger han og forklarer:

”Der er et kæmpe behov for at bringe den relevante ansøger i kontakt med den relevante fond. Og hvis man gennem et værktøj som dette kan undgå, at man spilder hinandens tid på håbløse ansøgninger, får fondene også et meget bedre grundlag for at investere i de mest værdifulde udspil.”

En skov af underlødige oplysninger
Det er ikke, fordi der ikke fandtes tilgængelige data om fonde og legater i forvejen. Men enten var oplysningerne dyre eller svært tilgængelige, fortæller David Dencker.

”Da vi startede for et par år siden, var der en underskov af købmænd og legathandlere på nettet, som tjente penge på at sælge oplysninger, som ofte ikke var opdaterede,” siger han og fortsætter:

”Der er en masse studerende, som har brugt de her lidt ulødige tjenester, fordi det eneste alternativ har været at stå i kø på biblioteket efter nogle støvede bøger eller at blive medlem af en professionel, og meget dyr, legatdatabase.”

Han pointerer, at rodebutikken på nettet ikke kun er et problem for ansøgerne, men også for fondene, som modtager for mange irrelevante ansøgninger.

”Derfor laver vi et sted, hvor man kan være sikker på, at oplysningerne er korrekte og at alle oplysninger er til stede,” siger David Dencker.

Det vil Grant Compass sikre ved at gøre det simpelt for fondene at opdatere deres oplysninger.

”Det er godt for fondene, for så får de ikke de der unødvendige eller forkerte ansøgninger. Det er godt for ansøgerne, for så er der lige adgang for alle. Og det er principielt for os, at det skal være på den måde.”

På CBS ser Anker Brink Lund især fordele for de mange små og mellemstore fonde, som står for 85 procent af alle bevillinger.

”De små og mellemstore fonde har kun i meget begrænset omfang sekretariatsbistand. Så for dem vil det her være en lettelse. Og formentlig vil de også få nogle ansøgninger, de ellers ikke ville have fået,” siger Anker Brink Lund.

Databasen skal være en sund forretning
Databasen er en udbygning af en allerede eksisterende webplatform ved navn Legatbogen.dk. Med penge fra en anonym familiefond har David Dencker og hans team bygget ud og bygget til, og med henblik på ekspansion i udlandet er Legatbogen blevet til Grant Compass. Tanken er også, at databasen skal udvikles til en sund forretning.

”De gør det jo ikke for fondenes og ansøgernes blå øjnes skyld, men fordi de regner med, at der er en forretning i det, og at det kan give overskud på langt sigt,” siger Anker Brink Lund.

Forretningsmodellen ligger i en overbygning, der består af, at databasens brugere kan tegne et abonnement til 69 kroner om måneden. Gør de det, får de adgang til et processtyringsværktøj, der med udgangspunkt i de relevante fondes tidsfrister organiserer ansøgningsprocesser, så det bliver tydeligt for ansøgerne, hvilke dokumenter der skal være klar til den enkelte fond og på hvilket tidspunkt.

Screendump fra Grant Compass - alias Legatbogen.dk

På sigt er det også planen at lancere et værktøj, der kan hjælpe fondene med at organisere deres ansøgningsflow, fortæller David Dencker. Også den bliver gratis, men med mulighed for at betale sig til en opgradering.

”Vi er en impact first-virksomhed. Og det betyder, at vi måler på den nytte, vi skaber i verden. Det sidestiller vi med vores forretning. Men for at skabe en bæredygtig løsning på de problemer, vi ser, er vi nødt til at have en sund forretning,” siger David Dencker.

Hans håb er, at Grant Compass kan bidrage til at give fondene mere bang for deres buck, som han udtrykker det, ved at øge effekten af de midler, der bliver uddelt.

”Gennem teknologi vil vi gerne bidrage til at skabe de partnerskaber, der gør gode projekter til virkelighed. Vi ved, at der er nogle ansøgere, og der er nogle fonde. Og hvis vi kan skabe et rigtigt godt match mellem dem, så ved vi, at der kommer noget nytteeffekt ud af det,” siger David Dencker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00