Nu sendes tusindvis af flygtninge under fattigdomsgrænsen

FLYGTNINGE: Fredag sendes tusindvis af flygtninge under fattigdomsgrænsen, når regeringens integrationsydelse træder i kraft for endnu en gruppe borgere. Også danske statsborgere bliver ramt. 

Foto: Henning Bagger/Scanpix
Cecilie Gormsen

Fredag sendes det hidtil største antal borgere ned under den tidligere officielle danske fattigdomsgrænse på grund af regeringens integrationsydelse. Det skriver Jyllands-Posten.

Vurderingen kommer fra professor Torben M. Andersen, der var formand for Ekspertudvalget for Fattigdom, som for tre år siden lavede forarbejdet til Danmarks første officielle fattigdomsgrænse. Den blev indført af S-R-SF-regeringen i 2013, men afskaffet af V-regeringen sidste år.

Det anslås, at cirka 21.000 borgere, som fortrinsvis er flygtninge, fra 1. juli sættes ned fra kontanthjælp til regeringens lavere integrationsydelse.

”Integrationsydelsen sender et rekordstort antal personer ned under fattigdomsgrænsen. Det er et politisk spørgsmål, hvordan man ser på det, men bevægelsen er ganske betydelig,” siger Torben M. Andersen til Jyllands-Posten.

Allerede 24.000 på integrationsydelse
De cirka 24.000 flygtninge, som er kommet til Danmark siden september, er allerede på integrationsydelse, men nu følger dem, som i løbet af de sidste otte år har opholdt sig i udlandet, herunder også et andet EU-land, i mere end et år.

Dermed kommer den nye integrationsydelse også til at ramme danskere, der er på kontanthjælp og har haft et længere udlandsophold inden for de seneste otte år. Udlændinge- og Integrationsministeriet har tidligere anslået, at 2.600 danske statsborgere vil blive sat på integrationsydelse.

Regeringens egne beregninger viser, at integrationsydelsen og et kommende kontanthjælpsloft vil øge antallet af fattige børn med 7.000 i år – svarende til en fordobling. Integrationsydelsen vil ifølge regeringen isoleret set skaffe 750 flere i arbejde.

En enlig flygtning, som nu kommer på integrationsydelse, vil i fremtiden få en månedlig disponibel indkomst på 5.900 kroner efter skat og inklusive boligtilskud. Den nu afskaffede fattigdomsgrænse for en enlig ville ligge på 9.000 kroner, viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ifølge Jyllands-Posten. Et par med to børn kommer ifølge analysen knap 1.700 kroner under fattigdomsgrænsen.

EL: Uanstændigt og hjerteløst
Hos Enhedslisten kalder man integrationsydelsen for uanstændig og ekstremt uklog for integrationen. Enhedslistens Eva Flyvholm mener, at fattigdom både ekskluderer og begrænser mennesker, og det er derfor den forkerte vej at gå.

"Når man konstant er bekymret for huslejen og dagen i morgen, siger det sig selv, at der bliver mindre overskud til at integrere sig i et helt nyt samfund. Og det går allerværst ud over børnene," siger Eva Flyvholm i en pressemeddelelse. 

Hun peger på, at hvis man gør mennesker fattige, opnår man præcis det modsatte af integration, nemlig eksklusion.

"Især børnene i flygtningefamilierne kommer til at lide store afsavn ved ikke at kunne deltage i samfundet som andre børn. Det er både en hjerteløs og utrolig kortsigtet politik fra regeringens side, for mange af de børn skal jo vokse op som en del af det danske samfund," siger Eva Flyvholm.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Eva Flyvholm

Fhv. MF (EL) og medlem, Dataetisk Råd
cand.scient.adm. i offentlig administration og internationale udviklingsstudier (Roskilde Uni. 2009)

Torben M. Andersen

Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, formand, ATP
m.Sc. (London School of Economics 1981), lic.oecon. (Aarhus Uni. 1984), ph.d. (CORE, Belgien, 1986)

0:000:00