Ny aftale skal sparke elbilsalget i gang

ELBILER: Elbilsalget skal fremmes ved at udskyde indfasningen af en højere registreringsafgift. Uambitiøse lapperier, lyder kritikken fra Enhedslisten.

Foto: Henrik Montgomery/TT/Scanpix
Cecilie Gormsen

Salget af elbiler i Danmark halter, men det skal en ny aftale være med til at rette op på.

Regeringen er sammen med Socialdemokratiet og Radikale blevet enig om at udskyde indfasningen af de almindelige afgifter, indtil der er nyregistreret 5.000 elbiler – dog senest frem til udgangen af 2018.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) glæder sig over den nye aftale, der kan være med til at sætte gang i salget af elbiler.

”Vi har siden elbilsaftalen i 2015 fulgt markedet nøje. Og det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke er blevet solgt så mange elbiler, som vi regnede med for halvandet år siden,” siger Karsten Lauritzen og fortsætter:

”Den indfasning, vi aftalte, har vist sig at være for hård, og det har nok været med til at bremset salget,” siger han.

Almindelig afgift skal indfases
Karsten Lauritzen fortæller, at det længe har været et ønske fra Socialdemokratiet og Radikale at gøre noget ved elbilsituationen, og at regeringen har lyttet til det. V-regeringen landede i efteråret 2015 en aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Radikale om at udfase afgiftsfritagelsen på elbiler frem mod 2020.

Indfasningen af de almindelige bilafgifter udskydes dermed senest til udgangen af 2018. Fra 2019 genoptages den tidligere aftalte indfasning. Dermed udgør afgiften 40 procent af den fulde registreringsafgift minus et bundfradrag på 10.000 kroner i 2019. I 2020 udgør afgiften 65 procent, i 2021 90 procent, og i 2022 er elbilerne fuldt indfaset i registreringsafgiften.

EL: Uambitiøse lapperier
Hos Enhedslisten kalder transportordfører Henning Hyllested den nye tillægsaftale for uambitiøs og lapperier.

Han kalder aftalen fra oktober 2015 en ren katastrofe.

”Den nye tillægsaftale retter ikke op på dette forhold. Det er lapperi på en aftale, som aldrig skulle have været lavet. Udfasningen af afgiftsfritagelsen for elbiler bliver ikke afskaffet, men blot udskudt. Derfor vender problemet tilbage – senest i 2018,” siger Henning Hyllested i en pressemeddelelse og fortsætter:

”En målsætning om 5.000 solgte elbiler i Danmark de næste to år er uambitiøst i sammenligning! Afgiftsfritagelsen skal genindføres, indtil elbiler kan klare sig på markedsvilkår. Det vil være et vægtigt bidrag til den grønne og højst tiltrængte omstilling af transportsektoren.”

Brug for elbiler
Hos miljøorganisationen Det Økologiske Råd er man i modsætning til hos Enhedslisten begejstret for den nye aftale.

”Det er en rigtig god aftale, der sikrer at der kommer gang i salget igen. Samtidig sikrer den brede politiske opbakning sikkerhed for udviklingen i de kommende år,” siger Jeppe Juul, der er transportmedarbejder i Det Økologiske Råd, og fortsætter:

”Vi har brug for elbiler. De støjer mindre, forurener mindre og udleder markant mindre CO2. Jo hurtigere elbiler erstatter biler med forbrændingsmotor, jo nemmere bliver det at mindske klimabelastningen fra transport,” siger han.

Greenpeace kalder tirsdagens aftale et lille skridt i den rigtige retning:

”Men flertallets kompromis vil i sig selv ikke være nok til at give salget af elbiler mere end akut førstehjælp. Den grønne omstilling af dansk transport har de seneste år har lavet så hård en katastrofeopbremsning, at den lige nu sidder med en blodtud helt oppe i forruden,” siger Greenpeaces klima- og energirådgiver, Tarjei Haaland.

Vil have udfaset benzin og diesel i 2030
Han peger på, at flere elbiler på vejene er afgørende for at nedbringe olieforbruget og bruge den grønne strøm, som Danmark er så god til at producere:

”Salget af elbiler har brug for langt bedre rammevilkår, end der nu bliver givet, og samtidig vil det klæde Folketinget at give danske bilejere den nødvendige tryghed og klarhed ved at sætte en udløbsdato på salget af nye benzin- og dieselbiler."

Både Det Økologiske Råd og Greenpeace arbejder for, at forbrændingsmotorbiler afvikles frem mod 2030.

Ud over udskydelsen af afgiftsindfasningen indebærer den justerede elbilaftale blandt andet også en videreførelse af særreglen om lav afgift på el til opladning af elbusser frem til 2024.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Hyllested

Fhv. MF (EL), transportordfører, landdistrikts- og øordfører, turismeordfører
Havnearbejder (Esbjerg Havn)

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)

0:000:00