Ny bog: Politikere, lær af Pind, Elbæk og Jørgensen, og vind folkets tillid tilbage

Det går ikke uden følelser. 

Det siger kommunikationsrådgiver, ekstern lektor på CBS og forfatter Kresten Schultz Jørgensen, som i sidste uge udgav bogen ’Følelsernes politik’ med sit bud på, hvordan politikerne fra de klassiske partier vinder befolkningens tillid tilbage. 

Brexit, valget af Trump og nej’et ved den danske folkeafstemning om retsforbeholdet var nemlig en foreløbig kulmination på 25 års stigende afstand mellem eliten og folket, mener han. 

”De klassiske partier og institutioner er i frit fald. Det, vi ser nu, er en gigantisk fuckfinger til det politiske establishment. Trump, Macron og Uffe Elbæk herhjemme rider på bølger af vrede og foragt og håb. Populismen er en følelsesdrevet modreaktion mod eliten, som har rottet sig sammen i alt for mange år,” siger han.

Helle Thorning og Bjarne Corydon argumenterede med en masse regnestykker, men vi fik ikke på noget tidspunkt at vide, hvad formålet var med at sælge DONG.

Kresten Schultz Jørgensen

Hvordan kommer det til udtryk i Danmark?

”Der er en stigende afstand mellem et teknokrat-Danmark, som fører nødvendighedens politik og kun argumenterer med fornuft, og et folk, der har tabt pusten oven på globalisering, indvandring og centralisering. Danskerne er aldrig kommet til at elske EU, globaliseringen og strukturreformerne. Derfor har vi en kæmpe tillidskrise, hvor ingen af de klassiske partier – S, V, K og R – formår at samle folk.”

Der er masser af ekstremt værdibaserede positioner, partierne kan indtage, men alt det har man glemt i en fuldstændig fantasiløs rundkørsel på midten. Det engagerer ikke folk.

Kresten Schultz Jørgensen

Hvad er dit bud på løsningen?

”Politikerne skal genopdage følelserne. Hvis ikke de politiske ledere rummer deres idealer og ideologi – hvis ikke de genopfinder de positioner, som er udtryk for forskellighed, og kommunikerer med reelle følelser, vinder de ikke befolkningens tillid.”

Kan du give et eksempel?

”DONG-sagen. Folketingsflertallet og finansministeren Bjarne Corydon i særdeleshed argumenterede med en masse regnestykker, men vi fik ikke på noget tidspunkt at vide, hvad formålet var med at sælge DONG. Det viste sig senere, at selskabet har gennemgået en succesfuld omstilling og fået en grøn profil. Det er jo en rigtig god historie, men vi hørte den aldrig. Man havde glemt, at hvis man skal vinde et flertal, skal man lytte til Aristoteles: Det går ikke uden følelser.”

Er idealer og ideologi forsvundet ud af dansk politik?

”Ja, i alt for høj grad. Hvad blev der af højre og venstre eller andre ideologiske skillelinjer? Jeg kan ikke forestille mig, at der findes politiske beslutninger, som ikke er ideologisk begrundede. Der er masser af ekstremt værdibaserede positioner, partierne kan indtage, men alt det har man glemt i en fuldstændig fantasiløs rundkørsel på midten. Det engagerer ikke folk.”

Hvad skal de klassiske partier gøre anderledes?

”De kan lære noget af de nye partier. Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet fungerer jo kommunikationsmæssigt rigtig godt. De Radikale burde for eksempel kunne rumme både den lokale, inddragende kultur, Alternativet står for, og den frihed, Liberal Alliance står for, hvis de havde åbnet sig for de bevægelser i stedet for at lukke dem ude.”

”Men de nye partier er minoritetspartier. De repræsenterer hver deres særlige befolkningsgruppe, så deres politik er partsindlæg. Majoritetspartierne har en større opgave. De skal kunne være statsministre, det vil sige, at de skal tale til hele folket, og det er primært de partier, der er under luppen i bogen.”

De sidste 15 har vi nærmest ikke diskuteret andet end udlændingepolitik, og det er vel i den grad en debat, der har været båret af følelser?

”Nej, jeg synes, offentligheden er knækket midt over. Der er en konkurrencestat og en lovmølle og et maskineri med Finansministeriet i spidsen, der bare maler af sted, og så har du en populistisk politik ved siden af, hvor man blandt andet diskuterer udlændinge. Det vil sige, at du har to offentligheder, der er fuldstændig afkoblet fra hinanden.”

”For de store partier har de sidste tredive år handlet om frihandel og globalisering og økonomi. Man har slået byer, skoler og sygehuse sammen uden at involvere danskerne.”

Hvem har ansvaret for at gøre noget ved det?

”Det har primært de veluddannede og formentlig engagerede politikere, som har glemt den politiske mission og svigtet deres ansvar for at samle en befolkning. De skal opføre sig som ledere og politikere i stedet for som embedsmænd. De har i mange år forvekslet management med politisk ledelse.”

Hvad er forklaringen?

”Jamen jeg forstår det heller ikke. Jeg kan huske, da Marianne Jelved stod og græd for åben skærm, da hun mente, at danskerne havde stemt forkert ved en EU-afstemning. Altså, hvad sker der for hende?  Det er ikke en toppolitikers opgave at være skuffet over en befolkning.

”Ikke siden Eric Honecker har politikere opført sig så arrogant. Men de betaler prisen nu, og så kan de jo lære det, i sidste øjeblik.”

Du nævner i bogen, at tillidskrisen også giver nogle muligheder. Hvilke?

”At vi kan genopdage følelserne og kombinere dem med fornuften. Hele psykologiens og kunstens verden har i århundreder handlet om, at det er følelser, der styrer os. Hvis de klassiske partier kan genopfinde sig selv, så er det nu. Denne stormflod af populisme er et wakeupcall til de gamle partier, og jeg tror, de lærer noget af Trump og af Uffe Elbæk.”