Ny kommissionsformand er kendt som mørkets fyrste

BRUXELLES: Det var i de sene nattetimer under eurokrisens hårdeste dage, at Luxembourgs daværende statsminister Jean-Claude Juncker fik tilnavnet "mørkets fyrste".

Som fast formand for Eurogruppen, der samler landene med den fælles mønt, var han én af hovedarkitekterne bag de redningspakker, der blev sammensat ved de anspændte nattemøder under tæt overvågning fra både pressen og verdensmarkederne, der var en tilbagevendende del af hverdagen i EU-land for bare få år siden.

Han har selv indrømmet, at den slags krisehåndtering bedst foregår i "hemmelige, mørke samtaler", og at det har været nødvendigt at lyve for omverdenen for at holde den værste panik fra døren.

Systemets mand
Nu står Jean-Claude Juncker til at blive den næste formand for EU-Kommissionen og skal til at indtage en mere udadvendt rolle som EU-administrationens ansigt udadtil.

Netop hans ry for at være indbegrebet af EU-systemet og dets kringlede beslutningsveje er også det, der gør ham upopulær i visse kredse.

Juncker, der er født i miniputstaten Luxembourg i 1954, begyndte allerede tidligt sine besøg til Bruxelles, efter han blev en del af sit lands regering, inden han var fyldt 30.

Den 59-årige borgerlige politiker avancerede hurtigt i de politiske rækker og nåede 18 år som Luxembourgs statsminister, inden han i 2013 blev tvunget til at gå af i forbindelse med en skandale i landets sikkerhedstjeneste.

Politisk veteran
Tre årtier som beskæftigelsesminister, finansminister og statsminister - med otte år som fast formand for Eurogruppen - gjorde ham ikke bare til den længst siddende regeringschef i samarbejdet, men gav ham også et indgående kendskab til EU-maskineriet.

Dertil kommer, at han som luxembourger taler flydende tysk og fransk og er vant til at orientere sig mod det, der traditionelt har været Unionens magtkerne.

"Der ingen tvivl om, at han er socialiseret ind i systemet," siger Janis Emmanouilidis, der er forskningsdirektør hos European Policy Centre i Bruxelles.

Han påpeger, at Juncker selv har ført sin kampagne for formandsjobbet på sin store rolle i frontlinjen for Unionens krisehåndtering. En håndtering, som har fået stor kritik mange steder.

Ingen reformator
Ikke mindst Storbritannien anser Juncker for at være indbegrebet af en mand af EU's gamle skole. Ifølge premierminister David Cameron har Juncker brugt hele sit arbejdsliv på at "øge Bruxelles' magt og reducere nationalstaternes indflydelse".

Til det skal dog siges, at Juncker har en ret god forståelse for EU-landenes forskellige ømme tæer.

Det var således ham, som førte pennen bag den britiske undtagelse for eurosamarbejdet tilbage i 1991 under udarbejdelsen af Maastricht-traktaten, som tillod Storbritannien at stå uden for den fælles mønt.

Han er også kendt for at have haft medlemslandenes interesser for øje i magtkampen mellem EU's institutioner i Bruxelles. Det taler imod den karakteristik, som særligt briterne har forsøgt at tegne af ham som en ærkeføderalist, der er lidt for forelsket i ideen om et stadig stærkere EU.

Selv har Juncker dog erklæret sig "allergisk" over for idéen om et "Europas Forenede Stater" og har slået fast, at nationerne er kommet for at blive.

Usund livsstil
Det er dog ikke kun hans ideologiske sindelag, der gennem tiden har givet anledning til løftede øjenbryn.

Hans efterfølger som formand for Eurogruppen, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, kom således i et tv-interview i januar til at afsløre det, der har været en offentlig hemmelighed i Bruxelles i årevis. Nemlig at Juncker gerne både røg og drak sig igennem de EU-møder, han stod i spidsen for.

Dijsselbloem har efterfølgende fortrudt sin åbenhjertige udmelding. Men rygterne om det, der med en høflig omskrivning kaldes Junckers 'livsstil', er blevet et hedt diskussionsemne både i pressen og i EU-kredse den seneste tid.

De fleste er dog enige om, at man med Juncker får et par sikre hænder på EU-roret, som  hverken har tænkt sig at ændre markant kurs eller få båden til at vippe for meget.

Og det er nu engang den slags formænd, som EU's stats- og regeringschefer bedst kan lide.

Artiklen er første gang bragt på Altinget.dk den 26.06.2014.