Ny måling: Venstre fortsætter tilbagegang

17,3 PROCENT: Regeringspartiet Venstre fortsætter tilbagegangen i en ny Norstat-måling, hvor partiet nu er nede på 17,3 procent. Dansk Folkeparti kan glæde sig over fremgang.

Lars Løkke Rasmussen og Venstre går tilbage i en ny Norstat-måling. 
Lars Løkke Rasmussen og Venstre går tilbage i en ny Norstat-måling. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Cecilie Gormsen

Venstre fortsætter med at gå tilbage.

I en ny måling af Norstat foretaget for Altinget er Venstre nede på 17,3 procent. Det er mere end to procentpoint mindre, end partiet fik ved folketingsvalget i juni, hvor 19,5 procent af vælgerne satte deres kryds ved Venstre.

Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, peger på, at Venstre faktisk er et af de eneste parti, der har rykket sig i den nye måling.

”Nu ligger partiet et par procentpoint under det i forvejen elendige valgresultat. Og forklaringen er ikke svær at få øje på,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Regeringens håndtering af flygtningekrisen har været slingrende usikker. Man har konstant skiftet standpunkter og ikke anet, hvad man skulle gøre, den dag store grupper flygtninge og migranter stod ved Danmarks grænser. Selvom det var til at forudse.”

Ifølge Erik Holstein kan det meget vel spille ind, at Venstre har gjort det stik modsatte, end partiet lovede i valgkampen.

”Løkke lovede en stram udlændingepolitik og færre flygtninge, og nu fragter man flygtninge og migranter op fra Tyskland i ekstra busser uden at registrere dem. Løkke ville måles på, om han kunne nedbringe antallet af flygtninge, og det er han så blevet,” siger Erik Holstein.

Dansk Folkeparti fortsætter i den nye Norstat-måling sin fremgang og står til 22,4 procent, hvilket er 1,3 procentpoint mere end ved valget.

Den nye måling viser bemærkelsesværdig stabilitet, når man tager den dramatiske flygtningekrise i betragtning, mener Erik Holstein. Han peger på, at tallene næsten er uændrede siden sidst.

”Nogle gange går der lidt tid, før store begivenheder fører til ændringer i opbakningen til de enkelte partier. Men hvis de næste målinger ligger på linje med denne Norstat, må man konkludere, at det meget omtalte holdningsskift til udlændingepolitikken er blevet slemt overfortolket,” siger han.

Norstat Politisk Index 2015 Folketingsvalg 2015 August 2015. September 2015. usikkerhed (+/- %-point)
Socialdemokraterne 26,3 27 26,4 2,7
Radikale Venstre 4,6 4 4,6 1,3
Konservative Folkeparti 3,4 3,1 3,2 1,1
Socialistisk Folkeparti - SF 4,2 3,4 4,5 1,3
Dansk Folkeparti 21,1 21,3 22,4 2,6
Kristendemokraterne (ikke opstillingsberettigede) 0,8 0,5 0,9 0,6
Venstre 19,5 18,8 17,3 2,3
Enhedslisten 7,8 8,9 8,1 1,7
Liberal Alliance 7,5 7,3 7,3 1,6
Alternativet 4,8 5,3 5,2 1,4
Øvrige 0 0,4 0,1 0,2
Dokumentation

Målingen er foretaget af Norstat for Altinget på net og telefon i perioden 8. september til 13. september 2015 blandt 1.000 respondenter. 
Data er vejet på køn, alder, region, uddannelse og stemte ved seneste Folketingsvalg.

Den maksimale usikkerhed for partierne er +/- 2,7 procentpoint. Se usikkerhed for hvert parti nederst i tabellen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00