Ny måling: Venstre vinder vælgere tilbage

FREMGANG: Regeringspartiet Venstre har vendt tilbagegang til fremgang og står for første gang siden valget til mere end 20 procent af stemmerne i en ny Norstat-måling.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre kan glæde sig over fremgang i en ny Norstat-måling.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre kan glæde sig over fremgang i en ny Norstat-måling.Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Cecilie Gormsen

Venstre vinder vælgere tilbage, og partiet står nu til at få 20,1 procent af stemmerne.

Det viser en ny meningsmåling, som Norstat har lavet for Altinget.

Det er den første Norstat-måling siden valget, hvor Venstre ligger over junis valgresultat, og Lars Løkke Rasmussen kan sammen med resten af Venstre glæde sig over en fremgang på knap tre procent i forhold til målingen fra september.

Og der er gode grunde til, at Venstre har fået vendt kurven, siger Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

"Venstre vinder godt og vel det land tilbage, der er blevet tabt siden valget. Forklaringen ligger lige for: Carl Holst-sagen er forbi, og flygtningekrisen fylder ikke nær så meget i medierne. Derfor har Venstre fået et mere normalt resultat, og det vil for en tid få krisestemningen til at lette i partiet,” siger han.

Med Venstres fremgang kan de blå partier første gang siden folketingsvalget i juni mønstre et flertal i en Norstat-måling, hvor de nu står til 91 mandater. Men man skal dog ikke tage forskud på glæderne i regeringen og Venstre, mener Erik Holstein.

"Venstre skal ikke føle sig for sikker: I det øjeblik, der igen kommer mere spot på den store tilstrømning af flygtninge, kan Løkke endnu engang komme i problemer. For Venstre har på ingen måde fundet en sikker kurs gennem asylkrisen," siger han.

Socialdemokraterne går lidt tilbage i forhold til valget i juni og til septembermålingen, og det samme gør Folketingets mindste parti, Konservative. I den nye måling står Konservative til bare fem mandater, og det er ifølge Erik Holstein en rigtig dårlig optakt til partiets landsråd, der holdes i Herning på lørdag.

"Konservative har ellers gjort noget af det rigtige siden sommerferien: Man har satset på områder som grundskyld, udviklingsbistand og en mere grøn profil. Og Khader markerede sig stærkt ved 10-året for Muhammed-tegningerne. Men vælgerne tager åbenbart slet ikke notits af partiet i øjeblikket. Det er en meget farlig situation,” siger Erik Holstein, der vurderer, at Søren Pape ikke er i akut fare for at ryge.

”Men han kan jo ikke blive ved at ligge på et endnu dårligere niveau end det historisk ringe valgresultat," tilføjer Erik Holstein.

Ud over Venstre er Enhedslisten den store vinder i den nye måling, og hvor partiet fik 7.8 procent af stemmerne ved folketingsvalgte i juni, ligger det nu til 9,5 procent af stemmerne.

"Enhedslisten har igen nået det høje niveau, de lå på under størstedelen af sidste valgperiode. De er ved at stadfæste positionen som det store parti til venstre for Socialdemokraterne. Det er selvfølgelig fint, men det må samtidig være lidt bittert for dem, at de ikke fik mere af gevinsten hjem ved folketingsvalget,” lyder det fra Erik Holstein.

Norstat Politisk Index 2015 Folketingsvalg 2015 (%) August 2015 (%) September 2015 (%) Oktober 2015 (%) Usikkerhed (+/- %-point)
Socialdemokraterne 26,3 27 26,4 25 2,7
Radikale Venstre 4,6 4 4,6 4,7 1,3
Konservative Folkeparti 3,4 3,1 3,2 2,9 1
Socialistisk Folkeparti - SF 4,2 3,4 4,5 3,9 1,2
Dansk Folkeparti 21,1 21,3 22,4 21,5 2,5
Kristendemokraterne (ikke opstillingsberettigede) 0,8 0,5 0,9 0,7 0,5
Venstre 19,5 18,8 17,3 20,1 2,5
Enhedslisten 7,8 8,9 8,1 9,5 1,8
Liberal Alliance 7,5 7,3 7,3 6,9 1,6
Alternativet 4,8 5,3 5,2 4,3 1,3
Øvrige 0 0,4 0,1 0,5 0,4
Dokumentation

Målingen er foretaget af Norstat for Altinget på net og telefon i perioden 12. september til 18. september 2015 blandt 1.000 respondenter. 
Data er vejet på køn, alder, region, uddannelse og stemte ved seneste Folketingsvalg.

Den maksimale usikkerhed for partierne er +/- 2,7 procentpoint. Se usikkerhed for hvert parti nederst i tabellen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00