Ny minister giver fiskekvoterne sin fulde opmærksomhed

KVOTESAG: Ny fiskeriminister, Karen Ellemann (V), vil give fiskekvoterne sin fulde opmærksomhed og gøre administrationen af dem mere gennemskuelig for offentligheden.

Foto: /ritzau/Melissa Kühn Hjerrild
Daniel Bue Lauritzen

Den nyudnævnte fiskeriminister Karen Ellemann (V) tager dagens skarpe kritik af håndteringen af fiskekvoterne meget alvorligt. 

Sådan lød budskabet, da ministeren efter at have holdt møde med Folketingets partiers fiskeriordførere onsdag aften mødte pressen.

"Rigsrevisionens beretning og Statsrevisorernes reaktion er yderst alvorlig. Der er et kæmpe arbejde foran os," sagde hun. 

I en pressemeddelelse fortæller hun yderligere, at hun vil give sagen sin fulde opmærksomhed i den kommende periode:

"Dette område vil have min fulde opmærksomhed. Nu er det vigtigt at sikre, at problemerne bliver løst en gang for alle. Nu skal vi se fremad og i fællesskab sikre et bæredygtigt og moderne fiskeri i Danmark med plads til både store og små fiskere," skriver hun. 

Mere gennemsigtighed
Og når ministeren og fiskeriordførerne skal skabe et holdbart kvotefordelingssystem, som danskerne kan have tillid til, bliver det ifølge Karen Ellemann en prioritet at skabe en mere gennemsigtig administration.

"Kritikken fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er ikke til at misforstå. Vi har nu et omfattende arbejde med at følge op og i fællesskab finde løsninger. Vi skal have skabt en ny transparent administration af kvoterne, som alle kan have tillid til. Det vil jeg selvfølgelig inddrage Folketingets partier og erhvervet i," skriver hun i pressemeddelelsen. 

Udenrigsministeriet oplyser, at der som led i reformationen af kvotesystemet allerede er taget kontakt til revisionsselskabet Deloitte, der skal undersøge den historiske forvaltning af fiskekvoterne, den nuværende reguleringsmodel og samt komme med forslag til forbedringer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karen Ellemann

Generalsekretær, Nordisk Ministerråd, fhv. minister, MF (V) og medlem af Folketingets Præsidium
lærer (N. Zahles Seminarium. 2004)

0:000:00