Nyvalgt DF’er: Dagpenge-spørgsmålet er det vigtigste

NYVALGT: Dagpengespørgsmålet og flygtningesituationen er største udfordringer for det nye Folketing, mener 46-årige Claus Kvist Hansen, som er en af de nye ansigter i Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

Claus Kvist Hansen er et af Dansk Folkepartis nye folketingsmedlemmer. 
Claus Kvist Hansen er et af Dansk Folkepartis nye folketingsmedlemmer. Foto: Steen Brogaard/ft.dk
Lise-Lotte Skjoldan

Der er mange nye ansigter rundt om gruppemøde-bordet i Dansk Folkeparti. 18. juni fik partiet, der blev stiftet i 1995, sit bedste folketingsvalg nogensinde og blev det andet største parti på Christiansborg.

En af dem, der nød godt af Dansk Folkepartis fremgang, er 46-årige Claus Kvist Hansen, som for første gang indtager en stol i Folketingssalen.

Dagpenge er vigtigst
Og selvom der er meget politisk arbejde i vente, er der for Claus Kvist Hansen ingen tvivl om, hvilken politisk udfordring der som det første skal tages fat på.

“En masse danskere er ved at ryge ud over kanten både på arbejdsmarkedet, men også i velfærdssamfundet, fordi de løber tør for dagpenge. Det har Folketinget en forpligtelse til at rette op på,” siger han og fortsætter:

Fakta
48 nyvalgte folketingsmedlemmer kan efter folketingsvalget 18. juni se frem til en ny hverdag på Christiansborg. Altinget har taget en snak med nogle af de nyvalgte medlemmer om, hvorfor de gik ind i politik, og hvad de forventer af de næste års arbejde i Folketinget. 

Læs interview med nyvalgte Laura Linddahl fra Liberal Alliance her

“Det kan godt være, at vi ikke kan løse problemet helt, men der skal i hvert blødes op på tingenes tilstand ret hurtigt.”

Der er også en anden, mere global politisk udfordring, som Christiansborg skal finde løsninger på, mener Claus Kvist Hansen. Nemlig de mange flygtninge, som lige nu søger til Europa.

“Der er jo ikke nogen politik på området. Man står med hænderne i lommerne, lukker øjnene og lader som om, problemet ikke eksisterer, før de her mennesker befinder sig i Danmark. Og selv her ved vi ikke, hvad vi skal stille op med dem,” siger han.

Det er vigtigt, at der gøres noget ved problemet i en fart, mener Claus Kvist Hansen.

“Vi risikerer at skabe et kæmpe uløseligt problem for vores efterkommere, hvis vi ikke finder fælles fodslag på det her område.”

Har smurt de berømte madpakker
Claus Kvist Hansen beskriver sig selv som en “midaldrende familiefar, som ved, hvordan det er at stå om morgenen og smøre de madpakker, som der er blevet talt så meget om.”

Og det er til hans fordel, mener Claus Kvist Hansen selv, at han kommer ind på Christiansborg med erfaringer fra både arbejds- og familielivet.

“Jeg tror, at jeg kan spotte nogle af de konsekvenser af det, vi sidder og laver på Christiansborg. Jeg ved noget om, hvordan det er at være ganske almindelig borger i Danmark og et ganske almindeligt menneske på arbejdsmarkedet,” siger han.

Selvom Folketinget for Claus Kvist Hansen er en drøm, der er gået i opfyldelse, er der også hager ved den kommende tilværelse som folketingsmedlem. For det første kommer han til at undvære sin familie betydeligt mere, end han har prøvet før. Men også den skillelinje, der hidtil har været mellem arbejde og fritid, bliver mindre klar, spår han.

“Jeg skal nok stå mere standby og være på døgnet rundt. Indtil nu har jeg jo været helt mig selv, når jeg er kommet hjem fra job og har slukket telefonen. Det er nok ved at være slut nu.”

Dokumentation

Blå bog: Claus Kvist Hansen.
F. 1968

Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti i Østjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.
Kandidat for Dansk Folkeparti i Randers Sydkredsen fra 2014.
Kandidat for Dansk Folkeparti i Randers Sydkredsen fra 2010 til 2011.

Uddannelse og erhverv
Cand.jur., Aarhus Universitet, 1998.

Sekretariatsleder, De Videnskabsetiske Komiteer, Region Syddanmark, fra 2008 til 2015.
Fuldmægtig, projektleder og AC-medarbejder, Vejle Amt, Fyns Amt, Århus Amt og Region Midtjylland, fra 1999 til 2008.

Tillidshverv
Medlem af byrådet i Horsens fra 2014.

Kilde: FT.dk


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Kvist Hansen

Formand, Horsens Erhvervshavn, specialkonsulent, Region Syddanmark
cand.jur. (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00