Østergaard til Frederiksen: Vi kan gøre det sammen

LANDSMØDETALE: Radikales formand appellerer til Mette Frederiksen (S) om at skrue ned for samarbejdet med DF. Danmark skal satse massivt på uddannelse og befolkes med vindsheiker, siger han i sin formandstale.

Foto: /ritzau/Tim Kildeborg Jensen
Kasper Kaasgaard

NYBORG: Morten Østergaard indleder sin formandstale ved Radikales landsmøde med en besked til Venstre, Socialdemokratiet og i særdeleshed Mette Frederiksen:

”Vi skal ikke deponere nøglerne til Danmarks fremtid hos Dansk Folkeparti. Vi kan gøre det meget bedre, hvis vi gør det sammen.”

Den radikale formand kommer med et forsøg på en fjerndiagnose og konstaterer, at både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen lider af Stockholmsyndrom og er forelsket i deres kidnapper i skikkelse af Kristian Thulesen Dahl.

Dels ønsker han, at hans tidligere regeringskollega og nuværende socialdemokratiske formand skal skrue ned for parløbet med DF. Dels savner han, at den økonomiske fremgang i Danmark afspejles bedre i regeringens politik.

Nogle steder i Danmark må forældre konstatere, at deres børn ikke har de samme muligheder i deres lokalsamfund, som de selv havde.

Morten Østergaard (R)
Politisk leder

”Det er ikke nødvendighedens politik. Det er politiske valg, og det er dårlige valg. Det er årsagen til, at Danmark skal have en regering, hvor Radikale Venstre sætter kursen,” siger Morten Østergaard.

Tysk reference
Særligt ønsker han en anden flygtningepolitik, der ikke baserer sig på frygt. Morten Østergaard mener nemlig, at Danmark i 2015 viste, at vi er i stand til at håndtere flygtningetilstrømning.

”I dagens Danmark har ingen det dårligere på grund af flygtningekrisen. De eneste, der har det dårligere, er dem, regeringen og Dansk Folkeparti målrettet har sagt, skulle have det dårligere og blive ramt på pengepungen,” siger Østergaard.

Den radikale formand roste Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og kom med en melding på tysk: ”Wir haben es geschaft.”

Men en ting er Danmark. I Europa som helhed er situationen mere alvorlig, mener den radikale formand. Europa er ikke bedre rustet i dag, end det var forud for flygtningekrisen i 2015. Derfor er der brug for en anden strategi, mener Morten Østergaard.

”I stedet for at stille bevogtning op ved Tyskland skal vi stille os sammen med Tyskland og sige til de østeuropæiske lande, at hvis de fortsat vil have penge fra strukturfondene, må de også være der, når der er humanitære katastrofer, der kræver det,” siger han.

Uddannelse i fokus
Talen holder han omringet af radikale fra en scene, der som noget nyt var placeret midt i den store sal på Hotel Nyborg Strand. Over ham svæver en klods med storskærme på sine fire sider, som man kender det fra amerikanske sportsstadioner.

Forklaringen på det atypiske setup, hvor landsmødets talere står midt i rummet, er, at de radikale skal komme hinanden mere ved og have en bedre samtale.

Det centrale samtaleemne er uddannelse – for store som små.

I dagene op til landsmødet har partiet foreslået at dedikere en milliard kroner til en folkeskolens fremtidsfond, som de med store ord har døbt det.

”Vi ønsker en folkeskole, der sprudler for alle elever. Vi ved godt, at nogle af de beslutninger, der har været truffet over de seneste år, der har gjort, at vi endnu ikke er, hvor vi ønsker at være,” siger Morten Østergaard, der som bekendt sad i regeringen, da folkeskolen blev eksekveret.

Radikale kalder sig Danmarks uddannelsesparti, og formanden har også fokus senere i uddannelsessystemet i sin tale.

Med et forslag om, at hver anden nye studieplads skal oprettes uden for de store byer, vil partiet sikre, at uddannelse bliver tilgængeligt for flere og til gavn for hele samfundet.

”Nogle steder i Danmark må forældre konstatere, at deres børn ikke har de samme muligheder i deres lokalsamfund, som de selv havde, da de voksede op,” siger Østergaard og fremhæver, at to ud af tre af landets kommuner ikke har videregående uddannelser.

Et land af vindsheiker
Et tidligere indlæg fra salen efterlyste fokus på klima og miljø på nationalt plan fra sit parti.

Morten Østergaard gør sit i sin tale, hvor han efterspørger en massiv satsning på havvind.

”I stedet for at vores medborgere i andre europæiske lande sender milliarder af euro til despoter i øst eller til sheikerne i syd, kunne de i stedet hente deres grønne strøm hos vindsheikerne i Danmark,” siger han.

Østergaard kom i den forbindelse med en opsang til klima- og energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).

”Vi får at vide af energiministeren, at han har travlt. Med hvad ved ingen, men det er tilsyneladende ikke den grønne omstilling,” siger formanden

Lilleholt må i arbejdstøjet, mener Morten Østergaard, for at skabe nye grønne mirakler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00