Østergaard: Vi har størst tiltro til S

STØTTE: Morten Østergaard giver sin fulde støtte til Mette Frederiksen, selvom uenighederne mellem R og S hober sig op frem mod efterårets forhandlinger.

Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard præsenterede Radikales målsætninger med efterårets forhandlinger på pressemødet ved Egelund Slot.
Morten Østergaard, Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard præsenterede Radikales målsætninger med efterårets forhandlinger på pressemødet ved Egelund Slot.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Frederik Tillitz

FREDENSBORG: På trods af hårde ord og uenigheder mellem Socialdemokraterne og Radikale bakker den radikale partileder, Morten Østergaard, op om Mette Frederiksen (S) som kommende statsminister.

Sådan siger han på et pressemøde i anledning af partiets sommergruppemøde ved Egelund Slot.

”Den udlændingepolitik, som er ført de seneste tolv måneder, er denne regerings ansvar, selvom den desværre er blevet hjulpet godt på vej af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti,” siger Morten Østergaard og fortsætter:

”Det er til syvende og sidst derfor, vi har større tiltro til Mette Frederiksen end til Lars Løkke Rasmussen (V), og derfor peger vi på hende.”

Læs også: Se pressemødet fra Radikales sommergruppemøde

Det sker, selvom Morten Østergaard tirsdag i Ugebrevet A4 citeres for, i skarpe toner, at gøre Socialdemokraterne ansvarlige for overgreb på grundlæggende udlændingeværdier.

”Jeg mener godt, at vi kunne have bragt Danmark igennem den her flygtningekrise uden at gøre vold på vores grundlæggende værdier, og at vi kunne have ambitionen om en bedre integration,” sagde han til Ugebrevet A4

Derudover har Radikale i anledning af sommergruppemødet lagt i ovnen til at hæve pensionsalderen med et år fra 2025. Socialdemokraterne afviser at hæve pensionsalderen, men gruppenæstformand for Radikale Sofie Carsten Nielsen ønsker at vide, hvor pengene til fremtidens investeringer så skal komme fra.

”Alle, der afviser reformer, skylder svar på, hvordan man vil finde pengene til at investere i børn, udsatte og uddannelse,” siger hun.

Ingen udlændingestramninger
Radikale har tirsdag i Politiken fremlagt sine hovedkrav frem mod 2025-forhandligerne. Her er partiet blandt andet kommet med et krav til den nuværende regering om, at penge til uddannelse er vigtigere end topskattelettelser.

Samtidig afviser Morten Østergaard på nogen måde at være medvirkende til aftaler, der fører til udlændingestramninger.

”Vi er kendetegnet som nogle, der mener det samme, om vi sidder i regering eller i opposition. Derfor er vi heller ikke kommet mindre i opposition de sidste tolv måneder,” siger han, samme dag som han på DR har givet udtryk for, at Radikale ønsker at fremstå mindre arrogante. 

”Fremtiden kræver handling og ikke mere varm luft,” siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00