Østergaard vil fortsætte reformkursen

LANDSMØDE: Der bliver ikke tale om at tilbagerulle reformer. Derimod kommer der nye reformer, der skal bruges på de mest udsatte. Sådan lød det fra Morten Østergaard, der holdte sin første landsmødetale som politisk leder af De Radikale.  

Morten Østergaard afviste at ændre på dagpengereformen under sin landsmødetale.
Morten Østergaard afviste at ændre på dagpengereformen under sin landsmødetale.Foto: Scanpix
Kasper Frandsen

Morten Østergaard rystede ikke på hænderne under sin første landsmødetale som politisk leder for De Radikale, når det handlede om kritikken af de mange økonomiske reformer.

Reformerne fortsætter, slog han fast flere gange under sin 35 minutter lange tale.

”Jeg har ikke i sinde at rulle reformerne tilbage. Reformerne er årsagen til, at vi nu har et råderum til de allerdårligst stillede,” sagde han fra talerstolen ved Hotel Nyborg Stand, hvor De Radikale er samlet weekenden over.

Og De Radikale er langt fra færdige med reformer af velfærdssamfundet.

”Vi er langt fra færdige. Selv efter årtiers udbygning og finpudsning af verdens måske bedste velfærdssamfund, er det stadig sådan, at når vi vurderer et barns udbytte af sin skolegang på sidste skoledag, afspejler den mest af alt forældrenes baggrund på første skoledag,” sagde Morten Østergaard

”Det har man ikke kunnet ændre væsentligt på. Det er et nederlag for velfærdsstaten,” fortsatte han.

Han lagde klart op til, at de 1,5 mia. kr., som regeringen har afsat til såkaldte velfærdsforbedringer, ikke skal bruges på dagpengeændringer, men på de mest udsatte.

”Vi har sendt et klart signal til Enhedslisten, SF og de andre partier. Og det er, at der findes titusindvis af danskere, der aldrig har været i nærheden af en a-kasse eller et arbejde. Det er mennesker, der har problemer, der ikke kan løses med en ydelse. Det er mennesker, der ikke har interesseorganisationer til at tale deres sag,” sagde Morten Østergaard og fortsætte:

”Hvis Enhedslisten og SF vil være med til det, så er De Radikale klar. Det er ikke en indrømmelse. Det er en mæskesag.”

Mindre til middelklassen

Han påpegede, at regeringen har varslet med investeringer på 20 mia. kr. til at videreudvikle velfærden – et råderum, der ifølge Morten Østergaard svarer til bidraget fra efterløns- og dagpengereformerne.

Desuden kom han med en opsang til ”lærkevejsdanskerne”, der ifølge Morten Østergaard skal forvente mindre. Nye reformer skal derfor hjælpe de allersvageste.

”Og derfor har jeg også forsøgt at sende et klart signal til alle de heldigvis sunde og raske danskere, der som jeg selv i overvejende grad lever på samfundets solside med alle de udfordringer, der også findes der, men også med de mange muligheder,” sagde han og fortsætte:

”Vi som er sunde og raske, der kan selv, skal indstille os på at tage et større ansvar. Vi skal ikke rulle baglæns på kernevelfærden, men vi kan ikke blive ved med at tale om alle 60-årige som svage og middelklassen som truet eller studerende som udsatte. Vi er nødt til at holde op med at betragte vores velfærdssamfund som en ordning, der til alle tider skal kunne betale sig for os alle sammen hver for sig.”

Det radikale landsmøde varer fra lørdag den 20. til søndag den 21. september.

Dokumentation

Radikale partiledere
1905-1928 Carl Theodor Zahle

1928-1940 P. Munch

1940-1960 Jørgen Jørgensen

1960-1968 Karl Skytte

1968-1975 Hilmar Baunsgaard

1975-1978 Svend Haugaard

1978-1990 Niels Helveg Petersen

1990-2007 Marianne Jelved

2007-2014 Margrethe Vestager

2014- Morten Østergaard


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00