Oppositionen revser besparelser på arbejdsmiljø

ARBEJDSMILJØ: S, R, SF og EL retter fælles skyts mod regeringens ønsker om at beskære Arbejdstilsynet med tyve procent. DF forholder sig mere afdæmpet i forhold til de pågående finanslovsforhandlinger.

Julie Lundbek

"Det vil uden tvivl trække blodige spor gennem hele landet, hvis regeringen kommer igennem med sine besparelser på tyve procent,” lød det fra Karsten Hønge (SF) i Folketingssalen i tirsdags.

Bemærkningen faldt under behandlingen af et lovforslag, hvor arbejdsmiljøindsatsen i højere grad målrettes de virksomheder, der har størst risiko for arbejdsmiljøproblemer samt hæver bødeniveauet ved alvorlige overtrædelser. Lovforslaget har rødder i et bredt forlig mellem den tidligere SR-regering, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Mens der er rød opbakning til lovforslaget isoleret set, som "trækker i den rigtige retning", så benyttede rød blok lejligheden til at rette skarp kritik mod regeringens planlagte besparelser på tyve procent af arbejdsmiljøet.

"Ligesom denne her Venstre-regering med den ene hånd siger flere arbejdspladser i yderdistrikterne og med den anden lukker uddannelsesinstitutioner og dermed statslige arbejdspladser, så står vi her på den ene side og behandler et lovforslag, der på den ene side sikrer en målrettet indsats, højere bøder, sikrer, vi sætter ind over for grove overtrædelser, og med den anden hånd skærer i indsatsen, så vi risikerer, at det måske er til ingen verdens nytte,” lød det således fra Sofie Carsten Nielsen (R).

DF: Vi er opmærksomme på det
Mens oppositionen talte i skarpere vendinger i forbindelse med regeringens ønske om at beskære Arbejdstilsynet med tyve procent og dermed en reducerering af medarbejderstaben med 140 personer, så talte DF’s ordfører Marlene Harpsøe i mere afdæmpede toner.

“Dansk Folkeparti er meget optaget af at sikre et godt arbejdsmiljø. Vi har bemærket, at regeringen har nogle ændringer i forhold til Arbejdstilsynet. Hvordan finanslovsaftalen kommer til at se ud, det kan vi jo kun gisne om lige nu og her, men vi er i hvertfald opmærksomme på den del af regeringens finanslovsforslag, som omhandler Arbejdstilsynet”.

Venstre: Mål og midler hænger sammen
Venstres arbejdsmiljøordfører Peter Juel Jensen mener ikke, regeringens besparelser vil gå ud over arbejdsmiljøet:

"Vi målretter jo tilsynene her. Vi tager ud og kontrollerer dem, der har udfordringerne med arbejdsmiljøet, og antallet af stikprøver bliver reduceret, så jeg synes, at mål og midler hænger sammen her," lød det fra talerstolen. 

 

 

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00