Overblik: Se regeringens 182 nye lovforslag

LOVKATALOG: Regeringens nye lovkatalog indeholder 182 lovforslag og fem beslutningsforslag, som ventes fremsat i det nye folketingsår. De tæller blandt andet forslag om, at Cepos skal have plads i Det Økonomiske Råd, ligesom kravet om høreevne hos bilister fjernes. Se alle forslagene her.

Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix
Cecilie Gormsen

Der bliver nok at tage fat på for Folketinget i det nye folketingsår. Samtidig med at Folketinget tirsdag blev åbnet, landede regeringens lovkatalog for det kommende år også. Det består ligesom sidste år af 182 lovforslag. Dertil kommer fem beslutningsforslag og 15 redegørelser.

Herunder kan du se et udpluk af regeringens lovforslag.

Oktober
Som noget af det allerførste i dette folketingsår skal Folketinget behandle et forslag om at ratificere Parisaftalen fra december 2015. Allerede onsdag fremsætter regeringen beslutningsforslaget, og det sker efter, at EU på et hastemøde i sidste uge noget usædvanligt ratificerede klimaaftalen, før hvert enkelt medlemsland har ratificeret aftalen.

Regeringens forslag til næste års finanslov skal også fremsættes i oktober. Men hov, er det ikke allerede blevet fremsat og førstebehandlet i starten af september, er der måske nogle, som tænker. Og jo, men ifølge Grundlovens § 45 skal forslag til finanslov for det kommende år fremsættes fire måneder før finansårets begyndelse. Men da reglen er, at alle ikke-vedtagne lovforslag bortfalder, når folketingsåret slutter første tirsdag i oktober, bortfalder også forslaget til finanslov. Derfor skal Claus Hjort Frederiksen (V) i oktober genfremsætte forslaget, ligesom også førstebehandlingen skal gentages.

I oktober vil regeringen også fremsætte et lovforslag, der skal ændre sammensætningen af Det Økonomiske Råd. Det betyder, at den borgerlige-liberale tænketank Cepos får en ledig plads på arbejdsgiversiden. Derudover vil regeringen etablere et uafhængigt produktivitetsråd i regi af Det Økonomiske Råds formandskab, som skal bidrage med mere systematisk analyse og vedvarende fokus på håndtering af produktivitetsudfordringerne i Danmark.

Mens der er nye medlemmer til Det Økonomiske Råd, slankes Flygtningenævnet. Regeringen vil i oktober fremsætte et lovforslag, der skal fjerne Dansk Flygtningehjælps mulighed for at udpege medlemmer til nævnet.

Der vil i oktober også blive fremsat et lovforslag, der skal gøre reglerne for opsætning af valgplakater klarere. Hvad det indebærer, må vi vente og se. 

November
I november fremsætter transportminister Hans Christian Schmidt (V) et forslag, der skal fjerne kravet om høreevne hos bilister. Med ændringen bliver det fremover muligt ikke at stille krav om tilstrækkelig høreevne i forbindelse med udstedelse af kørekort til visse motorkøretøjskategorier.

Og vi bliver på transportområdet. Regeringen lægger nemlig også op til en anden ændring af færdselsloven, der skal give mulighed for forsøg med selvkørende motorkøretøjer på det offentlige vejnet i Danmark.

Det meget omdiskuterede forslag om at skrotte PSO-afgiften er også på regeringens lovplan i november. I lovkataloget skriver regeringen nemlig, at et lovforslag i november skal implementere en kommende politisk aftale om den langsigtede PSO-løsning.

December
I december vil udenrigsminister Kristian Jensen (V) fremsætte et beslutningsforslag, der skal sikre Folketingets samtykke til udsendelse af et dansk militært bidrag til NATO's fremskudte tilstedeværelse i Baltikum og Polen, hvor det danske militære bidrag indstilles til udsendelse til Estland.

Januar
Noget af det første, som regeringen foreslår i 2017, er en revision af reglerne om sessionslogning, altså registrering og opbevaring af oplysninger om tele- og internettrafik til brug for efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold. Det ligger i forlængelse af, at justitsminister Søren Pind (V) i foråret droppede regeringens første forslag til en revision af logningsreglerne.

Februar
På EU-området er der et par vigtige forslag på plakaten i februar. Den hårde deadline for Danmarks Europol-bestræbelser bliver formuleret som et lovforslag, som regeringen har i sinde at fremsætte i februar. Formålet er at foretage ændringer i Europol-loven som følge af vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 fra maj 2016 om Europol og den samtidige ophævelse af de rammeafgørelser, som det eksisterende Europol bygger på. Det er på grund af denne EU-aftale, at Danmark ryger ud af Europol 1. maj 2017.

I februar vil regeringen også fremsætte beslutningsforslag om at ratificere en omdiskuteret økonomi- og handelsaftale mellem EU og Canada (CETA).

Der er også spændende forslag på retsområdet i februar. Regeringen planlægger nemlig at fremsætte lovforslag om en ny pakke, der skal bekæmpe ungdomskriminalitet. Udspillet skulle komme i løbet af sensommeren eller efteråret, men er endnu ikke blevet fremlagt.

Regeringen planlægger også at fremsætte et lovforslag til ændring af ferieloven, der skal sikre en enklere og mere moderne ferielov, som er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Lovforslaget følger op på en kommende betænkning fra Ferielovsudvalget.

August
Finansministeren vil i august traditionen tro fremlægge regeringens bud på en finanslov for 2018.

Læs alle regeringens 182 lovforslag og fem beslutningsforslag her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00