På vej til Folketinget: Signe Wenneberg

PORTRÆT: Altinget bringer hver dag et interview med en af de politikere, som håber på at blive valgt til Folketinget. Mød i dag Signe Wenneberg (S).
Signe Marie Enghave

Hvorfor gik du ind i politik?

Jeg er noget så gammeldags som socialt indigneret. Et af mine børn har haft diabetes i mange år, og jeg har på nærmeste hold set, hvad der er sket med vores sundhedsvæsen. Det er slemt. Jeg har meget svært ved at leve med den ulighed, der er inden for sundhed. Vi ser det også med fedme-epidemien og andre livsstilssygdomme, der rammer med en stor social slagside. Jeg vil gerne arbejde for, at der kommer fælles løsninger for de mange, og ikke bare for at redde mig selv og mine egne.

Hvorfor blev du medlem af Socialdemokratiet?

Jeg har været politisk aktiv og interesseret i mange år. Var med i Nyt Europa og skrev bl.a. bogen 'Borgerlige ord efter revolutionen' sammen med Henrik Dahl, Christine Antorini, Jens Reierman og Lars Goldschmidt. Jeg flirtede lidt med de Radikale, og har mange venner der, men endte hos Socialdemokraterne, fordi jeg pludselig hørte min morfar, der har været død i mange år, råbe: "husk, hvor du kommer fra!". Jeg er den første i min familie, der har stået på Københavns Universitet og trykket rektor i hånden, og det er jo det, som mine forældre og bedsteforældre har kæmpet for: En velfærdsstat med lige muligheder for alle og gode uddannelser til alle. Det arbejde vil jeg gerne fortsætte.

Hvad er din vigtigste politiske mærkesag?

Med et ord: bæredygtighed. Jeg har tre mærkesager, som har store fællesmængder. Jeg er en grøn aktivist, der arbejder meget med klima, miljø og bæredygtighed. Det kobler jeg med madkvalitet, som har meget at gøre med dyrevelfærd, landbrugspolitik og miljøpolitik. Og endelig så har jeg mærkesagen sundhedspolitik, fordi det hænger meget nøje sammen med levevilkår. Med mad og vand, som jeg har beskæftiget mig meget med. Vi taler om, hvad Danmark skal leve af. Og først og fremmest, før al den spændende grønne innovation, så skal vi leve af mad og vand. Ren, sund mad og rent vand. 40 pct af alle nye vandboringer er fyldt med round-up, og en stor del af befolkningen, herunder børn, er fejlernærede. Der vil jeg sætte mit fokus først. Vi skal have en MAD-revolution. Det er alt for dyrt for os, både menneskeligt og økonomisk, hvis vi lader stå til og lader så mange mennesker ende i passiv forsørgelse, fordi de er syge og fejlernærede. Vi kan gøre noget nu.

Hvem er dit politiske forbillede?

Det er Madeleine K. Albright, som jeg har haft lejlighed til at møde flere gange og som inspirerede mig til at lave kvindenetværket Albrightgruppen. Jeg er også inspireret af Nelson Mandela, der siger så mange kloge ting om at dyrke sin have. Han har mange have-metaforer i sine politiske udtalelser, og det er jo lige mig. Han fik endda lov til at lave en køkkenhave, da han sad i fængsel, ellers mener han selv, at han havde mistet forstanden.

Hvilken politisk modstander har du størst respekt for?

Jeg har meget stor respekt for Connie Hedegaard. Jeg har været så heldig at arbejde for hende, da jeg var formand for miljømærkerne Svanen og Blomsten, og jeg synes, at hun er hamrende dygtig.

Hvis du skulle lave én ting om i dansk politik, hvad skulle det så være?

Tonen. Jeg er uddannet i retorik, som jo er "læren om hensigtsmæssig kommunikation", og jeg kommer fra det private erhvervsliv, hvor jeg har arbejdet de sidste 20 år. En stor del af tiden har jeg været selvstændig. Jeg bryder mig ikke om at høre på politikere, der taler så grimt om deres modkandidater og ikke forspilder en chance, heller ikke på Facebook, til at være sarkastiske og nedladende over for andre. Jeg synes, de glemmer al god opførsel og almindelig høflighed og anstændighed. Jeg mener ikke, at man kan opføre sig sådan, når man søger job i Virksomheden Danmark. Politikerne bør i stedet tale om, hvad de selv mener, hvad de selv har af visioner og drømme.

Hvad har været din mærkeligste oplevelse i valgkampen?

Det har været rigtig sjovt at opleve, hvor kort vej der er fra vælgerne til kandidaterne denne gang. Jeg kan se det på, at jeg får spørgsmål via mail, twitter og især Facebook, som jeg så svarer på via video-hilsener på Youtube, og dialogen fortsætter derfra. Det har, for en gammel kommunikationsrådgiver som jeg, været utrolig spændende at opleve.

Hvis du bliver valgt, hvad vil du så gøre på din allerførste dag i Folketinget?

Så vil jeg sætte mig ind i sagerne og arbejde flittigt for at gøre mig fortjent til vælgernes tillid. Og jeg vil gøre meget ud af at bevare åbenheden udadtil. Jeg vil helt sikkert bruge mine evner som kommunikator til at fortælle vælgerne præcis, hvad der foregår, og hvordan det hele foregår. Det kan jeg jo gøre via min blog og via de sociale medier. Jeg har selv manglet, som borger, at høre mere om det politiske spil indefra.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Signe Wenneberg

Journalist, forfatter, rådgiver, foredragsholder, Wenneberg & Co, medlem, Etisk Råd, medgrundlægger, Point of View International, bestyrelsesmedlem, Madkulturen fhv. vært, TV 2
retorik (Københavns Uni. 1997)

0:000:00