Kommentar af 
Paula Larrain

Paula Larrain: Kom ikke her fra Vestegnen og spil rig

KLUMME: Den sociale mobilitet i Danmark er nærmest ikke eksisterende. På trods af velfærdsstaten og den såkaldte sammenhængskraft. Handler det i virkeligheden mere om kultur end økonomi, spørger Paula Larrain.

RESERVATET: Skulle en mønsterbryder&nbsp;købe hus i Whiskey-bæltet, vil de stadig blive&nbsp;afsløret af små ting som sprog, bordmanerer og ikke mindst barndommens netværk. [Colourbox].<br>
RESERVATET: Skulle en mønsterbryder købe hus i Whiskey-bæltet, vil de stadig blive afsløret af små ting som sprog, bordmanerer og ikke mindst barndommens netværk. [Colourbox].
Paula Larrain
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det hedder sig, at Danmark er homogent, og at det derfor er svært for danskerne at tage imod udlændinge. Men i virkeligheden lever danskerne i forvejen i parallelsamfund med hinanden. Og det selvom man siden krigen har gjort alt for at institutionalisere sig ud af den sociale arv.

En undersøgelse fra Rockwool-fonden viser, at det danske eksperiment med at blande klasser gennem fælles institutioner ikke er lykkedes. Børnene er allerede i børnehavealderen sat ind på det spor, som forældrene har fået lagt for sig før dem.

Er du barn af en akademiker, er sandsynligheden for, at du også bliver akademiker, stor. Er du barn af en ufaglært, bliver du også ufaglært. Den sociale mobilitet i Danmark er ikke større end i USA, og det overrasker også forskerne:

”Det er overraskende, fordi en velfærdsstat som den danske er helt anderledes. Vores børn bliver hjulpet på vej lige fra de kommer ud af morens mave i forskellige institutioner. Og vi bruger rigtig mange penge på det,” siger Forskningschef Jan Rose Skaksen til Berlingske.

Danskerne lever parallelt i helt faste sociale klasser. Er det et problem? Jeg er lidt usikker på svaret.

Paula Larrain

Jeg er overrasket over, at han er overrasket.

Der er ikke noget som en undersøgelse, der kan bekræfte, hvad man allerede har set og erfaret ved blot at være bosat i hovedstadsområdet og observere de sociale mønstre her omkring.

I 'reservatet' nord for København – det andre kalder Whisky-bæltet – er man godt klar over, at interaktionen med dem, der bor i den anden ende af Storkøbenhavn, er begrænset. Altså, medmindre de lokale håndværkere har travlt, og man er nødt til at ringe til nogen 'udefra', eller man lige ser hinanden på tæt hold på vej til kamp i Parken. Jeg er gift ind i Nordsjælland og er selv vokset op på Vestegnen.

Det alvorlige i komikken er dokumenteret sort på hvidt flere gange. Danskerne lever parallelt i helt faste sociale klasser.

Er det et problem? Jeg er lidt usikker på svaret. Danmark er trods manglende social mobilitet overordnet velfungerende med lav kriminalitet og pæne facader.

Det er naturligvis et problem for de unge, der ifølge undersøgelsen havner på offentlig forsørgelse, fordi de aldrig har kendt andet. Rockwool vurderer ifølge Berlingske, at samfundet ville kunne tjene 15 milliarder årligt ved at mobilisere blot 5.000 af netop disse unge til at finde arbejde. Nøjagtigt som hvis man fik unge, marginaliserede med anden etnisk oprindelse ud på arbejdsmarkedet. Det er dyrt for velfærdssamfundet, hvis de enkelte ikke rykker sig selv opad.

Men hvad gør man, hvis gratis uddannelse og fri fællesleg fra vuggestuealderen ikke virker socialt mobiliserende?

Læs også: Den sociale arv som ideologisk afledningsmanøvre

Her kommer jeg til at tænke på en undersøgelse fra Storbritannien, som er blevet kaldt Ghetto-paradokset. Det har nemlig gennem store undersøgelser af især somaliere i England vist sig, at børn, som er vokset op i ghettoen, og som går i skole i parallelsamfundet, har større chancer for at klare sig ud af den sociale prædestination end børn, der kommer i en skole, hvor samfundsklasserne er blandede.

Den psykologiske forklaring skulle ligge i, at man som økonomisk ulige barn i en lige klasse skal kæmpe så meget med at passe ind og føle sig udenfor, at man bliver forhindret i at bryde ud af sit mønster. Hvorimod børn, der vokser op blandt lige, føler sig mere robuste og dermed bedre i stand til at gøre brug af de eventuelle talenter og ambitioner, som de skulle være velsignet med. Lige børn leger bedst, som man jo siger.

Oversat til danske forhold ser jeg for mig de mange jurister og læger, der kommer ud af pakistanske, afghanske og iranske familier, der ligesom de marginaliserede danskere vokser op parallelt, men som alligevel finder vej til universiteterne. Pigerne i særdeles høj grad, som Zetland forleden dokumenterede (link er inaktivt, pga. betalingsmur, red.).

Hvorfor sker denne udvikling så ikke for danske marginaliserede? Hvorfor bliver danskere i socialt lavere klasser 'ved deres læst' og gør som deres forældre trods alle de gratis muligheder? Hvorfor er uligheden ikke kun økonomisk, men også mental?

Læs også: Social mobilitet i Danmark og USA – hvad er forskellen?

Jeg har ikke noget svar, som jeg kan dokumentere. Men noget tyder på, at det handler om kultur, eller rettere subkultur.

Vi har i mange år været fokuseret på danskhed og det positive ved dansk kultur, men som debatterne har afsløret, er det ikke alle, der abonnerer på den, af nogle, vedtagne danske kultur, på trods af den relative økonomiske homogenitet.

Hvad nu, hvis man i underklassen har en helt anden kultur end i overklassen? Er det årsagen til, at den tre-årige i børnehaven allerede her er prædestineret til at gøre som sin mor?

Det kunne jeg godt tænke mig en diskussion om, for det er ikke sikkert, at alle parallelsamfund er forkerte, eller at sammenhængskraften er naturlig for alle. Også selvom alle er lige danske og lige gode som udgangspunkt.

Måske er distancen mellem en arbejderklassedreng og en overklassedreng større end distancen mellem et iransk overklasseløg og sin ditto danske modpart, også selvom den ene er placeret på Vestegnen, mens den anden lever i Charlottenlund.

Før globaliseringen fik skylden for alting, skrev den britiske sociolog Paul Willis i 1970erne om en særlig arbejderkultur i bogen Learning to Labour. Her beskriver han, hvordan arbejderdrenge bestemt ikke hænger bagefter i forhold til talent, men at de i gruppen dyrker en kultur af anti-establishment, anti-disciplin og anti-alt-det, der kan gøre dig rig, som for eksempel gode karakterer og dødssyge kontorjob.

Det kræver sin m/k at bryde ud af sådan en kultur, og det findes der masser af eksempler på. Men det er og bliver undtagelsen. Og selv hvis de skulle blive så rige, at de kan købe hus blandt dem, der er født med privilegier, vil de alligevel føle sig som nogle, der kommer udefra – mønsterbryderen – som bliver afsløret af bittesmå ting som sprog, bordmanerer og ikke mindst barndommens netværk.

Hvorfor er det stadig sådan i 2017? Og er det et problem?

......

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Paula Larrain

Journalist, ordstyrer, foredragsholder, forfatter
journalist (DJH, 1994)

0:000:00