Paula Larrain: Irakeren er mere rar end danskeren

Når mennesker er i størst nød, er hjælpsomheden nærmest.
Sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger ned ad resultaterne for CAF World Giving Index. 

Aldrig har så mange givet så meget til fremmede, i hvert fald i den tid, målingerne er foretaget.

”For første gang har mere end halvdelen af de undersøgte sagt, at de har hjulpet et fremmede menneske. Et vidnesbyrd om det forsømte menneskelige trang til at hjælpe andre i nød,” står der i rapporten.

Det måske mest overraskende er dog, hvilke lande der topper listerne ifølge CAF's måling.
Irak ligger øverst med 81 procent, der svarer bekræftende på, at de har hjulpet en fremmed inden for den seneste måned. Og Libyen følger lige efter med 79 procent, herefter Kuwait med 78 procent. Det eneste vestlige land på top 10 er USA, der placerer sig som nummer ni - lige før Saudi Arabien.

Når det kommer til velgørenhed, altså hjælp til fremmede, vil de færreste nok gætte, at Burma topper listen. Efterfulgt af USA og Australien. Storbritannien, Irland og Holland topper i Europa. Både Indonesien og Sri Lanka er med i top 10.

Nu tænker du sikkert, hvor er Danmark? Ikke nogen steder i toppen, men helt givet i den øvre halvdel sammen med Sverige og Tyskland. Overgået af Norge.

Det fremgår af et heat-map, der tydeligt viser, hvor hjælpsomheden er størst. Og også hvor den er mindst. Hele Østeuropa, Rusland og især Kina ligger i bund.

Både CAF og World Economic Forum, som tweetede undersøgelsen forleden, hæfter sig ved, hvad de ser som et paradoks. Her gik man nok rundt og troede, at folk med størst tryghed og velstand var dem, der var mest tilbøjelige til at hjælpe. Og så viser det sig, at mennesker hjælper mest, der hvor undertrykkelsen og fattigdommen er størst.

World Economic Forum peger herefter på psykologiske studier, der netop bekræfter denne tese: At mennesker, der selv er under stress, er mere tilbøjelige til at hjælpe andre under stress.

Det kan selvfølgelig forklare generøsiteten i Irak og Libyen, hvis lande lige nu er hærget af kaos, terror og krig. Hvis man altså ser helt bort fra kultur. BBC's korrespondenter i de to lande oplyser, at Irak og Libyen trods deres nuværende morads altid har været befolket med hjælpsomme mennesker.

Det første, der popper op i mit hoved til sammenligning er den hjælpsomhed, som vi har fået fortalt, var fremherskende i Danmark under Anden Verdenskrig. Danskere, der risikerede eget liv og hjalp jøder til Sverige, samt engelske familier, der tog imod børn fra byer, der var ramt af bomberegn.

Jeg har gjort det før, men sender igen en venlig, men kritisk tanke til 1500-tallets engelske filosof, Thomas Hobbes, som mente, at mennesket i naturstadiet og under pres ville dræbe og plyndre sig frem. Altså, at mennesket psykologisk set er egoistisk. Det er en filosofi, som er blevet diskuteret og afvist mange gange siden hans tid. Alligevel er det den, der ligger til grund for World Economic Forums overraskelse.

”Mens vi måske forventer, at en kollektiv krise, vil frembringe det værste i folk - tænk opportunistiske kollaboratører eller krigsplyndrere - lader det til, at de fleste mennesker går sammen og støtter hinanden,” skriver redaktøren bag WEF's artikel.

Hvorfor tænker hun sådan, og hvad gør at hun tror, vi andre også tænker sådan?

Jeg tilstår med det samme, at jeg gjorde nøjagtigt som hun. Jeg var overrasket og måtte lige tænke mig om en ekstra gang. Da jeg retweetede artiklen, var der også et par stykker, der såede tvivl om selve undersøgelsen ved at hævde, at de adspurgte nok havde løjet om deres hjælpsomhed.

Hvor kommer den mistillid fra? Det kunne jeg godt tænke mig en kollektiv refleksion over. Er vi, der har det bedst og lever mest trygt, også dem, der er ved at opbygge størst mistillid til fremmede? Og er det netop trygheden og velstanden, der gør det ved os? Er vi slet ikke så gode, som vi går rundt og bilder os selv ind?

Efter Anden Verdenskrig var humanismen i Europa stor. Verden havde set sig selv i spejlet efter folkedrab, systematiske bombetogter mod civile, stadig med levende skyld over den nok mest idiotiske krig af alle, Første Verdenskrig. I 1945 havde folk fået nok. FN blev født, vi fik universelle menneskerettigheder, flygtninges ret til asyl blev grundfæstet.

I Nordeuropa gik vi endnu videre. Under samme stemning og med øget velstand besluttede man kollektivt at hjælpe dem i samfundet, der havde det sværest. Vi opbyggede velfærdsstater og satte hjælpen i system.

70 år efter synes alt under pres igen. Politikere vil have aflyst internationale konventioner, den danske regering afviser FN's bøn om at give husly til 500 virkeligt trængende flygtninge, og sociale medier flyder over med skænderier og ublu kynisme.

Er det, hvad der omvendt sker, når mennesket har sit på det tørre?

Jeg vil helst ikke tro det. Men et kig igen på det linkede heatmap leder mig til tanken. Især når jeg ser på Kina og Østeuropa, som trods deres nylige og nuværende undertrykkelse dog havde skabt en ulidelig økonomisk lighed under kommunismen. Når de i dag ikke hjælper, er det så, fordi de er opdraget til, at det sørger kommunen/staten for? Hvis systemet har opgivet dig, så MÅ det da være din egen skyld?

Den væsentligste grund til, at jeg forlod min ungdoms glødende socialisme, var netop tanken om, at vi som mennesker har brug for dels incitament til at arbejde, men også til at give af lyst og velvilje frem for at lade et koldt system om at være solidarisk. Sagt mere jordnært, vil jeg hellere have et samfund, hvor vi selv har overskud og plads til at tage os af vores gamle familiemedlemmer, end et samfund, hvor vi lader fremmede gøre det, og leve med, at nogle af dem er mere optagede af egne arbejdsforhold end af at tage sig netop af din gamle bedstemor eller din baby - men hvor ligger balancen?

Jeg er lige vendt hjem efter to uger i mit fædreland, Chile. Det er et af de samfund i verden, der er allermest ulige. Og det fremgår så tydeligt i hovedstaden, hvor man på vej til de rige områder, hvor folk lever under væsentligt bedre kår end rige her i Danmark, møder den ene handicappede efter den anden ved lyskrydsene.

Min syvårige søn spurgte nysgerrigt til de handicappede. Jeg prøvede at forklare, at de tilbringer hele dagen i varmen for at tigge efter mønter, som de kan tage med hjem enten til deres familier eller til dem selv. Konceptet var helt fremmed for ham, for han kender kun til velstand og noget med far og mor, der siger, at han skal være taknemmelig, fordi der er andre børn i verden, der har det meget svært, og som aldrig ser et stykke legetøj. Min mands ubehag var mere kontant.

Jeg forstår dem begge. Resten af tiden sørgede jeg for altid at have en mønt ved hånden og delte ud til alle, jeg mødte. Det gør de lokale også. For sådan er det ultraliberale system dér. Bestemt ikke bedre, end det socialdemokratiske danske, men når man ved, at ens overflødige mønt er så meget værd for en, der er afhængig af sin næstes hjælp, så hjælper man. Selvfølgelig.

Måske er det forklaringen på, at Irak og Libyen topper listen. Uretfærdigheden er 'IN YOUR FACE'. Og som mennesker gør vi i sidste ende altid det rigtige: Vi hjælper, hvor vi kan.

Men altså kun, når vi selv står og kigger direkte på elendigheden. For kollektivt lader vi til at gøre det modsatte, når elendigheden bliver for abstrakt, eller de mennesker, vi ser, ikke ligner os selv, har vi travlt med at finde undskyldninger for ikke at give en hånd med. Selv når FN beder os indtrængende om det.

 Er vi, der har det bedst og lever tryggest også dem, der er ved at opbygge størst mistillid til fremmede? Og er det netop trygheden og velstanden, der gør det ved os? Er vi slet ikke så gode, som vi går rundt og bilder os selv ind?

Paula Larrain

Vi ved godt, at der ligger flygtningebørn i lejre lige nu og fryser halvt ihjel. Alligevel er protesterne få, når vores folketing nægter at tage sølle 500 mennesker ind og give dem husly.

Man fortsætter livet som altid. Lukker døren for fremmede med ordlyden: "Det har vi altså ikke lige overskud til." Og brænder millioner af på fyrværkeri, som man plejer.

I 2017 håber jeg at denne som andre absurditeter bliver bragt til skamme, og at hjælpsomheden altid er størst, når der er mest brug for den. Godt nytår!

-----

Og så viser det sig, at mennesker hjælper mest, der hvor undertrykkelsen og fattigdommen er størst.

Paula Larrain

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidl. jourhavende på Berlingskes udlandsredaktionen, diplomatisk korrespondent og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent.