Kommentar af 
Paula Larrain

Paula Larrain: Når mobning ligger lige for

KLUMME: Hvis ens refleks i den offentlige debat er hån og spot, bør man straks hive fat i sig selv. For offentlighedens skyld. Den gode demokratiske samtale får vi af at have en fælles hensigt om at behandle hinanden ordentligt.

Özlem Cekic og Anne Sophia Hermansen burde få sig en kop dialogkaffe, foreslår Paula Larrain.
Özlem Cekic og Anne Sophia Hermansen burde få sig en kop dialogkaffe, foreslår Paula Larrain.Foto: Simon Friis & Camilla Stephan/Polfoto
Paula Larrain
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debattør og foredragsholder Özlem Cekic har udgivet en bog om sit arbejde med at bygge broer. Mellem blandt andre hende selv og så de mange danskere, der i de senere år har ladet deres galde flyde uredigeret ud gennem sociale medier mod især hendes person.

Uanset hvad man måtte mene om metoden og om forfatterens holdninger, er det et sympatisk projekt, der handler om at samle mennesker om noget godt i en tid, hvor polarisering truer med at sætte ild til et ellers velfungerende samfund. I hvert fald hvis man har sin virkelighedsopfattelse fra sociale medier.

Men selv den gode hensigt skal tilsyneladende ned med nakken. Debatredaktør på Berlingske, Anne Sophia Hermansen, følte sig kaldet til på Facebook at så tvivl om Özlem Cekic' dedikation af bogen til de to danskere, der mistede livet ved terrorangrebet i København.

Ved man det mindste om redigeringsprocessen bag en bog hos så fornemt et forlag som Gyldendal, ved man også, at en sådan dedikation naturligvis er clearet med de efterladte. Det har den tiltrædende kulturredaktør også fået besked om efterfølgende. Özlem Cekic måtte nemlig bruge dagen før udgivelsen af sin bog på at forsvare sig mod den bestyrtelse, som redaktørens Facebook-opslag førte med sig.

Har jeg selv været i Hermansens situation, hvor fanden tog ved mig og jeg tankeløst kastede en sårende kritik ud på sociale medier? Ork ja.

Ja, man kan da diskutere, om dedikationen er relevant, men den er utvetydigt velment. Hvorfor så læse den som fanden læser bibelen? Hvorfor så tvivl om forfatterens gode hensigt ved at tage en formulering ud af kontekst og med vilje misforstå abstraktionen?

En klog kollega gav mig en gang et godt råd efter en debat på Facebook: Prøv at se på folks hensigt frem for kun på, hvad de skriver.

Inertien i, at man nok skal regne med at få nogle tæsk, hvis man stikker snuden frem, er blevet ophøjet til logik, selvom den sådan set kun er udtryk for et lavkulturelt islæt.

Paula Larrain

Jeg husker ikke den konkrete sammenhæng, men det var sikkert i forbindelse med, at jeg var faret i flint over noget, som nogen havde sagt i et hedt øjeblik.

Det gode råd sad lige i skabet. Det tvang mig til at kigge indad og tænke: Kunne jeg måske prøve at møde uenighed på en anden måde? Også når man har travlt og før man har fået morgenkaffe? Er den andens vrede blot et slør over en ellers god hensigt?

Min kollegas klogskab kom mig i hu, da jeg læste den polemik, der opstod i kølvandet på Hermansens kritik af dedikationen.

Vist kan man diskutere, om dedikationen er relevant, men læser man den i konteksten af hele bogens tema, forstår man klart, hvad forfatteren vil sige med den. Hun ville ønske, at had ikke fandtes, for så ville de to, Finn Nørgaard og Dan Uzan, muligvis være i live i dag. Man skal virkelig være i ond tro for at læse den anderledes. Eller blot en pernittengryn, der lige den morgen fik det forkerte ben ud af sengen.

Ond tro er desværre blevet en dårlig vane i den offentlige debat. Siden stærke kræfter brød lænkerne på den indre svinehund og satte lighedstegn mellem ytringsfrihed og manglende selvkontrol, har man skullet tænke sig grundigt om, før man delte noget personligt og følsomt i medierne.

Inertien i, at man nok skal regne med at få nogle tæsk, hvis man stikker snuden frem, er blevet ophøjet til logik, selvom den sådan set kun er udtryk for et lavkulturelt islæt.

Hvordan er vi kommet derhen? Hvorfor er empatisk modtagelse af andres lidelse og tanker ikke længere en refleks? Hvorfor er den erstattet af hån og spot?

Ser man tilbage i historien, er empatien en relativt ny størrelse for menneskeheden. Den kom med den humanistiske revolution oven på oplysningstiden. Før da bestod menneskelig underholdning ofte i, at nogen havde stukket snuden frem i en eller anden facon og herefter enten blev brændt langsomt på bålet, "ristet over en sagte ild", kom på hjul og stejle eller fik tarmene hevet ud ganske langsomt for at trække pinen mest muligt ud. Publikums reaktion var ikke afsky, men morskab.

I dag er vi da heldigvis holdt op med at more os over fysiske lidelser påført af professionelle torturbødler, men hvordan kategoriserer vi dem, der nyder at kaste med verbale sten, der helt sikkert er ment sårende mod andre mennesker? Meningen er jo, at de verbale sten skal gøre ondt.

At føje spot til skade er grundlæggende en sadistisk handling. Den lille ondskab er måske lille, men den er stadig ond. Fordi hensigten er at skade. Ondskabsfulde trolls på sociale medier er således åbenlyse sadister.

Selvom Hermansen på ingen måde kan kaldes en ond, sadistisk troll, var hensigten i at stille spørgsmål ved en følsom dedikation ikke helt god. Den skulle som minimum skabe tvivl om hele projektet, om personen bag og dennes værdighed til at kunne dedikere i nævnte sammenhæng. Og den lagde selv et nyt fundament for de efterfølgende mange beskyldninger om, at Cekic' arbejde kun handler om selvpromovering.

Det er, hvad man allerede på 2. klasses niveau i folkeskolen kan identificere som værende godt gammeldags tarveligt. Og her gælder en naturlov: Jo højere platformen er, desto større er udbredelsen. Derfor er redaktøren selv ansvarlig for den tone, hun har slået an.

Men hun er ikke ansvarlig for den efterfølgende tankeløse, lille ondskab, som hver enkelt kommentator disker op med. Vi har alle et særskilt ansvar for at opføre os ordentligt. Også på nettet. For ellers risikerer vi at gå baglæns i historien og erstatte empati med koldt rationale og i sidste ende offentlig gabestok.

Da jeg hørte om polemikken første gang, trak jeg på skulderen og tænkte: Det er alt for small scale at skulle drage noget principielt ud af den sag, selvom den ser ud til at være click-skabende i debatland. Men så alligevel ikke.

Samme dag så man voksne mennesker være bestyrtede over en lukket Facebook-gruppe, hvor mere end 100.000 unge er med, hvor formålet er at give plads til og samles om alle de onde tanker og kommentarer, man kan finde på at lukke ud om andre, navngivne unge mennesker.

Mobning i skoler og blandt børn og unge på sociale medier er omfattende. For den enkelte kan det ende med at blive socialt invaliderende. Det er et virkeligt problem, som vi i fællesskab skal tage hånd om. Og nej, svaret er ikke, at vi blot skal hærde de ramte til at kunne tåle flere tæsk. Og nej, den indre svinehund er ikke blot en ventil, men skaber reelt ondt i andre.

Det er ikke noget mysterium, hvor denne tendens kommer fra. Den kommer fra de voksnes medier, der i de senere år har forsøgt at løse egne økonomiske problemer ved at opfordre til skidtsnak om alle dem, man er uenig med.

Selv de mennesker, der stiller sig frem med en smertefuld historie, får nu i reglen en på sinkadusen for at trække det såkaldte "offerkort". Med ondskabsfuldhed forsøger man at få lidende sjæle til at holde kæft og ikke belemre andre med deres problemer.

Det er foregået i nogle år nu, hvor menneskers problemer i livet bliver mødt med afstumpede modindlæg og kommentarer. Dynamikken er blevet så almindelig, at den naturligvis er givet videre til næste generation. Læserne er blevet vant til, at man godt må tale grimt om hinanden og bagefter sige: "Men det var jo bare for sjov" eller "Tag en tudekiks."

Problemet er, at "sjov" så langt fra er hensigten, og der bliver stort set aldrig serveret småkager efterfølgende. Hensigten er at nedgøre og underminere enten for egen vindings skyld, selvhævdelse, eller for at fremme eget verdensbillede. Med andre ord er hensigten at skade. Og det er ondt.

Hvis hensigten var at debattere noget principielt, ville man netop gøre det: Diskutere det principielle og ikke personen.

Min hensigt her? At vende skråen og opfordre til en fælles god hensigt om at modtage hinandens tanker og hårde arbejde med mere tillid.

Har jeg selv været i Hermansens situation, hvor fanden tog ved mig og jeg tankeløst kastede en sårende kritik ud på sociale medier? Ork ja. De værste omgange gemmer jeg på som huskekager i samvittigheden.

Når det er sagt, er det også erkendt. Og hermed lover jeg under alle omstændigheder altid at gå efter bolden frem for modspilleren. Hermansen er ikke bolden i denne sag. Hun havde bare en dårlig dag. Det vælger jeg at tro på.

Men hvis hån bliver en vane og styrende for ens kommunikation, skal man lægge stilen om. For eksempel ved at bygge en bro og forstå, at der findes mere end én måde at gøre verden bedre på.

Den proces har Özlem Cekic været igennem, og den bør afføde respekt. Dialogkaffe mellem hende og Anne Sophia Hermansen ville føre til fælles grin, forståelse og med garanti blive afsluttet med et knus.

Kan vi mon overføre den menneskelige varme til de sociale medier og gøre den styrende for tonen i debatten?

---------

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Sophia Hermansen

Kulturkommentator og anmelder, Weekendavisen, foredragsholder
mag.art. i litteraturhistorie (Aarhus Uni.)

Paula Larrain

Journalist, ordstyrer, foredragsholder, forfatter
journalist (DJH, 1994)

Özlem Sara Cekic

Generalsekretær, Brobyggerne – Center for Dialogkaffe, foredragsholder, forfatter, TedSpeaker, debattør, fhv. MF (SF)
sygeplejerske (Hovedstadens Sygehusfællesskab 2000)

0:000:00