Per Stig: Det kan Samuelsen gøre ved Trumps indrejseforbud

PROCEDURE: Udenrigsminister Anders Samuelsen har på Facebook kritiseret det amerikanske indrejseforbud. Ifølge tidligere udenrigsminister Per Stig Møller plejer Danmark at fremføre sin kritik internt først.

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix
Amalie Bjerre Christensen

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har på Facebook kritiseret, at Donald Trump har indført indrejseforbud for syv muslimske lande.

Og selvom kritikken er fremført på Facebook, vil den blive bemærket i USA, påpeger tidligere udenrigsminister Per Stig Møller.

”Den amerikanske ambassade i København laver jævnlige indberetninger, som alle ambassader gør. Det gør de nok allerede i dag om, hvordan reaktionerne har været i Danmark. Tilkendegivelsen fra Samuelsen vil indgå i det, som den amerikanske ambassade sender til USA,” siger Per Stig Møller.

Flere muligheder for at rette kritik
Selvom forbuddet er rettet mod personer fra henholdsvis Syrien, Irak, Yemen, Sudan, Somalia, Iran og Libyen, så vil det også ramme en række danskere med dobbelt statsborgerskab. Ifølge TV 2 News vil 57.000 personer i Danmark blive ramt af forbuddet.

Anders Samuelsen kan imidlertid gøre flere ting for at vise sin kritik af den amerikanske præsidents beslutning, mener Per Stig Møller.

”Det, man umiddelbart skal gøre, er at få den amerikanske ambassadør til en samtale med departementschefen og fortælle, hvordan man ser på det – at man går ud fra, at folk med dansk pas kan komme ind. Og så må de forklare sig, hvis de har en anden opfattelse,” siger Per Stig Møller og fortsætter:

”Det andet, man kan gøre, er at sørge for, at den danske ambassadør i Washington kan forhøre sig i det amerikanske udenrigsministerium om, hvordan det her skal forstås i forhold til folk med dansk pas.”

Fælles kritik
Hvis første skridt med at køre kritikken internt i departementerne ikke virker, kan Danmark ifølge Per Stig Møller gå et trin op til ministerniveau. Her vil udenrigsministeren offentligt udtrykke sin kritik i fællesskab med andre landes udenrigsministre.

Indrejseforbuddet vil gælde i 90 dage. Og ifølge Per Stig Møller er der tale om en usædvanlig sag.

”Det virker jo ikke særlig rimeligt pludseligt at lade alle mennesker fra en given civilisation eller givent land være under mistanke. Sådan plejer vi jo ikke at agere,” siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Stig Møller

Fhv. udenrigsminister, kultur- og kirkeminister, miljøminister, MF (1984-2015) og partiformand (K)
mag.art. (Københavns Uni. 1967), dr.phil. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)

0:000:00