Per Stig Møller topper minister-hitlisten

MENINGSMÅLING: Løkke og Barfoed er blevet mere populære, men samlet set står regeringen stadig svagt hos vælgerne. Der er dog tale om en mikroskopisk fremgang til regeringsholdet siden sidste måling.
Løkkes "egen" regering fra 23. februar 2010 er aldrig blevet det store hit i befolkningen. Statsministeren kan trøste sig med, at han personligt har opnået bedre karakterer af vælgerne denne gang.
Løkkes "egen" regering fra 23. februar 2010 er aldrig blevet det store hit i befolkningen. Statsministeren kan trøste sig med, at han personligt har opnået bedre karakterer af vælgerne denne gang.
Erik HolsteinNiels Th. Dahl

Hvis man er et positivt menneske - og medlem af et af regeringspartierne - vil man hæfte sig ved fremgangen: Den samlede regering går frem fra karakteren 4,05 ved sidste måling i juni til nu 4,17. De mere negative typer vil til gengæld slå på, at regeringen igen lander et stykke under gennemsnitskarakteren på 5, og at kulturminister Per Stig Møller (K) er den eneste af 19 ministre, der får mere end 5.

Resultatet fremgår af en ny A&B-måling udført for Altinget.dk kort før regeringsholdets 1 års jubilæum. Det var 23. februar 2010, Lars Løkke Rasmussen (V) drastisk omdannede den regering, han overtog fra Fogh - og det er helt samme ministerhold, der sidder i dag.

De repræsentativt udvalgte svarpersoner er blevet bedt om at give hver enkelt minister en karakter fra 0 til 10, hvor 0 står for det absolut ringe og 10 står for det fremragende. A&B Analyse foretog en lignende måling op til regeringens første 100 dage i starten af juni 2010. 

Fremgangen er så beskeden, at den kan være udtryk for statistiske tilfældigheder, men regeringen kan i det mindste glæde sig over ikke at være gået tilbage, sådan som det ofte ses med regeringer med op til ti år på bagen. Men ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, kan målingen ikke just siges at være et rygstød til ministrene i den kommende valgkamp.

Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto:
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Hasse Ferrold
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk

<img align="left" src="@nyimg=7215@" />Per Stig Møller (K)
Han gør det igen. Per Stig Møller gentager bedriften og topper som regeringens mest populære minister. Denne gang er der tilmed tale om en helt suveræn topplacering, hvor kulturministeren ligger næsten et helt procentpoint bedre end nummer to. Per Stig er en de ganske få ministre, der også får nogenlunde pæne karakterer af oppositionens vælgere.

Den fortsatte høje popularitet til Per Stig Møller er bemærkelsesværdig. Topplaceringen på Altingets sidste måling kunne forklares med sympatistemmer, fordi Per Stig var blevet tvunget væk fra sin elskede udenrigsministerpost. Men populariteten holder sig altså et år efter, og Per Stig Møller kan dermed konstatere, at han i sin karrieres efterår er blevet en af de mest afholdte borgerlige politikere. Det var der ikke mange, der havde troet, da hans konservative lederskab brød sammen tilbage i 1998.

Foto: Steen Evald
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Kristian Aaskov Nielsen / Altinget.dk
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Foto: Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk

<img align="left" src="@nyimg=7339@" />Lars Løkke Rasmussen (V)
Statsministeren står for den største fremgang på ministerholdet, og Løkke lander præcis på gennemsnitskarakteren 5,0. Fremgangen er let at forklare: Løkke er trådt meget mere i karakter de seneste måneder, hvor han har lignet en énmandshær. Han fik sat dagsordenen med sin satsede nytårstale, og han har deltaget i en række direkte tv-konfrontationer med Helle Thorning (S) og Villy Søvndal (SF). Løkke har på ingen måde tværet modstanderne ud, men han står sig generelt godt i politiske værtshusslagsmål, hvor han direkte konfronterer sine modstandere. Dertil kommer, at der normalt sker en samling om de to statsministerkandidater, når valgdagen nærmer sig. 

Undertallene viser, at Løkke i snit får 7,8 fra Venstres egne vælgere, og pæne 7,3 fra konservative vælgere. Statsministeren appellerer også til Liberal Alliances vælgere, der i snit giver ham 6,7.  DF-vælgerne er lidt mere forbeholdne, og her får Løkke kun et gennemsnit på 5,8.

<img align="left" src="@nyimg=7785@" />Lykke Friis (V)
Hendes politiske gennemslagskraft er betydelig mindre end forgængeren Connie Hedegaards (K), men klima - og energiminister Lykke Friis formår alligevel at opnå en opnå en delt andenplads på niveau med statsministeren. Det er et imponerende resultat, selvom Lykke Friis stråler på baggrund af andre ministres svaghed.

Med sin energiske talestrøm blev Lykke Friiis set som et frisk pust i regeringen, og energien er i behold, selvom hun er blevet mere forsigtig med sine udtalelser. Objektivt set er hendes position vanskelig, fordi Lars Løkke stort set har skrottet den grønne klimaprofil efter det havarerede klimatopmøde i København. Men det er regeringen sluppet fra uden de store skrammer, og det kan til dels tilskrives Lykke Friis´ teflon-effekt. 

Lykke Friis får acceptable karakterer på mellem 3 og 4 fra oppositionens vælgere, men pudsigt nok bedre karakterer fra konservative vælgere end fra Venstres egne vælgere. Ganske som det var hensigten, fremstår hun således som en light udgave af Connie Hedegaard.

<img align="left" src="@nyimg=8074@" />Bertel Haarder (V)
Bertel Haarder er mere populær i dag, end da han var undervisningsminister i 80'erne. Men Haarder må samtidig se i øjnene, at han står for det største fald i popularitet på ministerholdet, en nedgang på 0,7 procent siden målingen i juni.

Det er næppe forevigelsen af Bertels Haarders arrige angreb på en tv-journalist, der er hovedforklaringen på tilbagegangen, men snarere Haarders nye ressortområder. Indenrigsministeriet er en uriaspost i tider, hvor kommuner og regioner tvinges til at stramme op, og det samme kan siges om Haarders andet ministerområde, Sundhedsministeriet.

I Nyrup-regeringernes tid blev Sundhedsministeriet anset for en politisk elefantkirkegård, hvor en sundhedsministerpost svarede til dengang, Sovjet udnævnte "landbrugskommissærer". Det var ensbetydende med internt eksil og en direkte vej ud af politik.

Så galt går det ikke for Haarder, men det er langt fra overraskende, at sundhedsministeren dropper lidt ned af listen.  

<img align="left" src="@nyimg=6935@" />Gitte Lillelund Bech (V)
Danmarks første kvindelige forsvarsminister overtog en risikofyldt post, da hun skulle efterfølge den krise- og skandaleramte Søren Gade, der gik helt ud af politik kort før regeringsrokaden i 2010. Ikke desto mindre ligger Gitte Lillelund Bech dog pænt på en femteplads i ministermålingen og er oven i købet gået næsten lige så meget frem i popularitet som statsminister Lars Løkke Rasmussen siden sidste måling.

Gitte Lillelund Bech nyder godt af, at der ofte er folkelig opbakning til forsvarets øverste chef, når danske soldater er i krig, men hun har også dygtigt formået at holde sig langt væk fra de sager, Søren Gade fik viklet sig ind i, og som efterhånden trak ham længere og længere ned.

<img align="left" src="@nyimg=7330@" />Søren Pind (V)
Udviklingsminister Søren Pind har ikke rykket sig nævneværdigt siden sidste måling, men ligger fortsat højt i feltet med sin sjetteplads blandt alle regeringens ministre. Søren Pind er en dygtig kommunikator, og han har da også formået i langt højere grad end sin forgænger Ulla Tørnæs at synliggøre den lidt glemte ministerpost, der end ikke har sit eget ministerium, men hører til under Udenrigsministeriet.

Han kalder således sig selv for "frihedsminister" og er ofte på banen med politiske markeringer også uden for det område, der egentlig er hans. Indtil videre er det lykkedes ham uden nogen alvorlige skæverter. Når han alligevel ikke høster større fremgang i målingen, hænger det uden tvivl også sammen med, at hans markante holdninger ofte deler vandene blandt vælgerne.

<img align="left" src="@nyimg=7163@" />Hans Christian Schmidt (V)
Transportminister Hans Christian Schmidt lander på en overraskende pæn syvendeplads og er oven i købet steget markant siden sidste måling. Det var bestemt ikke ventet, da Lars Løkke Rasmussen hentede ham tilbage i regeringen fra hans plads som gruppeformand for Venstre. Hans Christian Schmidt havde nemlig været en decideret upopulær miljøminister fra 2001-2004 og en temmelig usynlig fødevareminister frem mod 2007, hvor Anders Fogh Rasmussen fyrede ham fra regeringen.

Som transportminister har han imidlertid forstået at udnytte sine nye muligheder bemærkelsesværdigt godt. Han har klaret sig helt uden om skandalesager, og han optræder ofte jovialt i medierne med vælgernære krav om f.eks. bedre service i DSB o.l.

<img align="left" src="@nyimg=7961@" />Lars Barfoed (K)
Justitsministeren er avanceret til konservativ partileder siden den sidste måling, og Barfoed kan da også glæde sig over en vis fremgang. Men en placering som nummer 8 og en score på 4,4 ud af 10 er alt andet end prangende for en politisk leder.

Tilmed sidder Barfoed som justitsminister i et ønskejob for en konservativ - i hvert fald hvis man vil noget med posten. Men det er ikke rigtig lykkedes Barfoed at sætte dagsordenen som justitsminister, og hans første tid som partileder har heller ikke skaffet fremgang til partiet. Lars Barfoeds problemer understreges af, at et flertal af de konservatives vælgere giver højere karakter til Venstres formand end til den konservative leder.

<img align="left" src="@nyimg=7598@" />Brian Mikkelsen (K)
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen spillede kortvarigt sig selv på banen som bud på en ny konservativ leder, da Lene Espersen blev tvunget væk. Målingen viser, at det i forhold til den personlige popularitet ikke havde gjort nogen forskel, hvis den konservative folketingsgruppe i stedet havde valgt Mikkelsen som ny leder. Han lander på helt samme resultat som Barfoed.

Brian Mikkelsens post som økonomiminister er ikke synderlig folkelig, specielt ikke i en tid med nedskæringer og bankpakker, men på linje med Barfoed har Brian Mikkelsen heller aldrig haft karismaen som sit varemærke. Mikkelsen er derimod en vigtig spiller på de indre linjer, og hans rolle som partiets nummer to kan minde om den rolle, Mogens Lykketoft (S) spillede i Nyrup-regeringen.

<img align="left" src="@nyimg=5417@" />Claus Hjort Frederiksen (V)
Finansminister Claus Hjort Frederiksen ligger næsten præcist i midten af det samlede ministerfelt med en tiendeplads og nøjagtigt den samme karakter som i sidste måling. Som finansminister sidder Hjort Frederiksen på en udsat post i sparetider, og det er ham, der igen og igen skal i forreste linje og forsvare regeringens økonomiske politik, der både rummer øgede skatter, nulvækst i kommunerne og planer om en afskaffelse af efterlønnen.

Kombineret med hans noget bryske facon er det egentligt bemærkelsesværdige i målingen måske, at han slet ikke er gået tilbage siden sidste måling. Hjort Frederiksen reddes ud over af sine egne vælgere af De Konservatives vælgere, der giver ham en karakter på 7,0, ligesom også Liberal Alliance-vælgerne med et 6-tal er begejstrede. Dansk Folkepartis vælgere er de borgerlige vælgere, der er mindst glade for finansministeren.

<img align="left" src="@nyimg=7183@" />Troels Lund Poulsen (V)
Skatteminister Troels Lund Poulsen har til gengæld grund til at være skuffet over sin 11.-plads og den mindst mulige fremgang på kun 0,1 i dagens måling. Siden han blev skatteminister i 2010, har han nemlig arbejdet målrettet på dels at distancere sig fra sin forgænger Kristian Jensen og dels at signalere handlekraft og nultolerance over for skattesnydere.

Det har betydet en lang række planer mod danskere, der gemmer store formuer i udlandet, multinationale selskaber, der ikke betaler skat, sort arbejde og ulovlig privat brug af firmabiler. Indsatsen har imidlertid ikke båret frugt - måske på grund af den uheldige sag om det Rolex-ur til en værdi af 68.000 kr., som Troels Lund Poulsen fik i personlig gave af en sheik i Qatar sidste år, og som han først efter måneders tovtrækkeri nu har leveret tilbage. 

<img align="left" src="@nyimg=7238@" />Benedikte Kiær (K)
Der var knyttet meget store forhåbninger til Benedikte Kiær, da hun sidste år blev hentet ind i regeringen som ny socialminister, men trods en beskeden fremgang, viser målingen, at hun slet ikke har indfriet forventningerne. Socialministeren har en fortid som regionspolitiker i Hovedstaden og var både i regionen og i partiet meget velanskreven.

I Christiansborg-miljøet har Benedikte Kiær et godt image, og selvom hun er ny som landspolitiker, er hendes medieoptræden ofte professionel. Men respekten på Christiansborg er ikke blevet vekslet til popularitet blandt vælgerne. Det hører dog med til billedet, at socialministerposten ikke er den letteste at bestride i en borgerlig regering, der har dømt økonomisk smalhals

<img align="left" src="@nyimg=7193@" />Henrik Høegh (V)
Fødevareminister Henrik Høegh ligger i den nederste halvdel af ministerrækken, men kan alligevel glæde sig over en pæn fremgang. Ved sidste måling var han den fjerdemindst populære minister, men denne gang er han avanceret med 0,3 og ligger nu på en 13.-plads. Fødevareministerposten er sædvanligvis en af de mest udsatte ministerposter, og Henrik Høegh har da heller ikke været forskånet for de sædvanlige sager om overtrædelser af fødevarereglerne, vanrøgt af svin osv.

Han hæmmes dertil også af, at han med sin fortid i Dansk Landbrug og sit eget erhverv som landmand fortsat af mange opfattes som landbrugets mere end som forbrugerens minister.

<img align="left" src="@nyimg=7242@" />Birthe Rønn Hornbech (V)
Birthe Rønn Hornbech beholder sin plads i den nederste tredjedel af ministerlisten og får akkurat som sidst en karakter på kun 3,8. Posten som integrationsminister er i sig selv ikke noget populært sted at sidde, hvilket også Rønn Hornbechs forgænger Rikke Hvilshøj fik at mærke. Men Birthe Rønn Hornbech har formået at gøre sig unødigt upopulær på grund af en tilknappet og lukket stil, der virker decideret underlig på tv.

Samtidig har der fortsat været blæst om politikken i Integrationsministeriet lige fra diskussionen om pointsystemerne for familiesammenføringer og permanente opholdstilladelser til afvisningen af en række statsløses ansøgninger om statsborgerskab. Rønn Hornbech opnår i målingen at få en score på under 1 - 0,98 - fra en vælgergruppe - det er Enhedslistens vælgere. De Konservative vælgere er mest begejstrede med en score på 6,2, mens Venstres egne vælgere kun giver hende en karakter på 5,7.

<img align="left" src="@nyimg=8000@" />Charlotte Sahl-Madsen (K)
Det var en gåde for de vragede medlemmer af den konservative folketingsgruppe, hvorfor den ukendte Charlotte Sahl-Madsen sidste år blev hentet ind som videnskabsminister. Den gåde er fortsat ikke blevet løst. Med en karakter på 3,8 og den laveste genkendelsesprocent blandt samtlige ministre må man konstatere, at Sahl-Madsen ikke er blevet det store vælgerhit.

Kun blandt regeringspartiernes vælgere scorer Charlotte Sahl-Madsen over middel, men hun kan dog trøste sig med, at videnskabsministre og forskningsministre sjældent brager igennem i popularitetsmålinger.

<img align="left" src="@nyimg=7174@" />Inger Støjberg (V)
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg ligger endnu engang i bunden af popularitetsmålingen på den fjerdedårligste plads og en karakter på 3,5, hvilket kun er 0,1 over resultatet fra den sidste måling. Resultatet skyldes en dobbelt udfordring for Inger Støjberg.

For det første er det i sig selv et utaknemmeligt job at være beskæftigelsesminister i en tid med stigende ledighed. Inger Støjberg skal svinge pisken over de arbejdsløse, og hun har også stået med det endelige ansvar for det såkaldte "aktiverings-cirkus", hvor hun har måttet lægge ryg til den ene historie efter den anden om tilsyneladende meningsløs aktivering.

For det andet har Inger Støjberg en kantet måde at kommunikere på, der kan virke ufølsom og brutal, som når hun f.eks. klandrede underbetalte asylansøgere på det danske arbejdsmarked for at "misbruge det danske system".

<img align="left" src="@nyimg=8207@" />Tina Nedergaard (V)
Undervisningsminister Tina Nedergaard er gået fra slemt til værre i den nye måling. Med karakteren 3,5 er hun den tredjeringest placerede minister overhovedet, og det er et fald på fem pladser i forhold til sidste måling, hvor hun var nummer 12.

Det har da også været et turbulent år på undervisningsområdet, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussens ambitiøse plan om et bredt, nationalt partnerskab med alle aktører på folkeskoleområdet er faldet til jorden med et brag. Tina Nedergaard fik lov at stå med ansvaret og kampen mod Danmarks Lærerforening, som hun har kastet sig ud i højlydte, offentlige skænderier med.

<img align="left" src="@nyimg=7546@" />Karen Ellemann (V)
Miljøminister Karen Ellemann lander endnu engang i bunden af popularitetsmålingen. Siden sidste måling har hun da også måttet slås med en fortsat række af regulære møg-sager som stridighederne om vindmølle-testcentret i Thy, det planlagte "giftskib" fra Australien til Danmark, et højlydt og utilfreds landbrug og en ubrudt strøm af intern kritik fra sine egne partifæller i Venstres folketingsgruppe.

Der var ellers knyttet store forventninger til hende, da hun i 2009 blev ny indenrigs- og socialminister, men hun har ikke haft politisk tyngde nok til at løfte hverken denne eller miljøministerposten.

<img align="left" src="@nyimg=7902@" />Lene Espersen (K)
I den konservative lejr var der håb om, at Lene Espersen ville få et comeback som udenrigsminister, efter at hun under stor værdighed trådte tilbage som partiets leder. Derfor må det være særdeles skuffende, at hun stadig befinder sig på den absolutte jumboplads. 

Udenrigsministeren kan konstatere en beskeden fremgang fra 2,5 til 2,7 procent, men man kunne have forventet, at sympatieffekten efter hendes barske deroute havde givet langt større fremgang. Kun blandt de konservative vælgere kniber Espersen sig lige op på en middelkarakter på 5,2, mens alle andre partiers vælgere dumper hende med et brag.

Per Stig Møllers karriere viser, hvor forsigtig man skal være med at afskrive en politiker, men Lene Espersen er tydeligvis så vingeskudt, at vejen tilbage bliver uhyggelig lang. Hvis den i det hele taget findes.

Dokumentation
Minister

Feb.
2011

Juni
2010
Kulturminister Per Stig Møller (K)   5,8 (5,7)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)   5,0 (4,5)
Klima- og energiminister Lykke Friis (V)   5,0 (4,8)
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V)   4,7 (5,4)
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V)   4,6 (4,2)
Udviklingsminister Søren Pind (V)   4,5 (4,4)
Transportminister Hans Christian Schmidt (V)   4,5 (4,0)
Justitsminister Lars Barfoed (K)   4,4 (4,0)
Økonomiminister Brian Mikkelsen (K)   4,4 (4,2)
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V)   4,1 (4,1)
Skatteminister Troels Lund Poulsen (V)   4,1 (4,0)
Socialminister Benedikte Kiær (K)   3,9 (3,7)
Fødevareminister Henrik Høegh (V)   3,8 (3,5)
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K)   3,8 (3,7)
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)   3,8 (3,8)
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V)   3,5 (3,4)
Undervisningsminister Tina Nedergaard (V)   3,5 (3,8)
Miljøminister Karen Ellemann (V)   3,3 (3,3)
Udenrigsminister Lene Espersen (K)   2,7 (2,5)

Svarpersonerne er blevet bedt om at give ministrene karakterer fra 0 til 10, hvor 0 nul står for den meget ringe præstation, mens 10 afspejler en suverænt god præstation. Der har været mulighed for at undlade at give karakter til de ministre, man ikke kan bedømme.

Undersøgelsen er foretaget på nettet af A&B Analyse for Altinget.dk på baggrund af 1216 repræsentativt udvalgte svarpersoner. Undersøgelsestidspunktet går fra 27/1- 1/2 2011.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Lars Barfoed

Kandidat til Europa-Parlamentet (M), formand for Det Kongelige Teater, Foreningen Norden og Danmarks Underholdningsorkester, selvstændig med Lars Barfoed & Company,, næstformand, By & Havn
cand.jur. (Københavns Uni. 1981), CBS Executive Bestyrelsesuddannelse (2016), Harvard Kennedy School Executive Education (2017)

Per Stig Møller

Fhv. udenrigsminister, kultur- og kirkeminister, miljøminister, MF (1984-2015) og partiformand (K)
mag.art. (Københavns Uni. 1967), dr.phil. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)









0:000:00