Pia Olsen Dyhr: Et grønt marked kræver en klar politik

Af Pia Olsen Dyhr
Formand, Socialistisk Folkeparti

Jeg er glad for, at finansminister Kristian Jensen (V) blander sig i klimadebatten, anerkender problemerne og slår fast, at vi skal lægge vores adfærd om. Det er en god start.

Finansministeren skriver så, at ”det interessante må være at lægge et loft over CO2-udledningen, og så lade samfundet selv finde de mest rationelle måder at reducere udledningen [på].”

Det er et synspunkt – men det er da ikke regeringens synspunkt! Derfor lidt overraskende: Der er fra EU’s side sat et loft over udledningen fra ikke-kvotesektoren (landbrug, transport, individuel opvarmning med videre). Men hvis samfundet skal leve op til det loft, kommer det ikke af sig selv. Det forudsætter, at prissignalerne er klare.

Og det er de jo ikke: Der er ingen afgifter eller kvoter for landbruget, og energiafgifterne er ikke så høje, at de sikrer at loftet bliver overholdt.

Prissignalerne er for svage, og så kan markedet ikke vælge ’rationelt’. Kristian Jensen – er det du ønsker at styrke prissignalerne? Og hvis nej – hvorfor tror du så, at ”samfundet” selv løser problemet?

Venstre klynker over skrappe energimål
Også i kvotesektoren (energiproduktion og de mest energiforbrugende erhverv) giver finansministerens synspunkt kun mening, hvis prissignalerne er rigtige: Det skal koste at øge at den globale opvarmning, og det skal koste at skade naturen og menneskers sundhed ved at brænde fossile brændstoffer og biomasse af.

Det skal koste at skade naturen og menneskers sundhed ved at brænde fossile brændstoffer og biomasse af.

Pia Olsen Dyhr
Formand, SF

I dag er det alt for billigt, især fordi EU’s kvotesystem reelt er brudt sammen, og næppe bliver effektivt før tidligst om 10-15 år.

De økonomiske ministerier i Danmark har alt for længe opereret under den illusion, at kvotesystemet var effektivt. Det har ført til, at man anbefaler kortsigtede løsninger kalkuleret ud fra en urealistisk lav pris på CO2-kvoter. Og kortsigtede løsninger er ofte de dyreste i længden. Den teknologi vi investerer i nu skal jo bruges mange år frem i tiden.

Kendsgerningen er, at de økonomiske ministerier har været meget langt fra at føre Kristian Jensens logik ud i livet.

Man har løsrevet godkendt en landbrugspakke, der øger udledningerne, sat registreringsafgiften ned for de dyreste og normalt mest forurenende biler og – for at fuldende systematikken – indført registreringsafgift for elbiler i et tempo, der stort set har sat salget i stå.

Alt det indgår vel og mærke ikke i en samlet plan for, hvordan vi når EU’s mål for ikke-kvotesektoren i 2030, selvom det alt sammen er noget, der gør det dyrere at nå målet – som Venstre i forvejen klynker over er for skrapt.

Nye teknologier opstår ikke af sig selv
Her er en afgrundsdyb kontrast til den økonomiske politik, hvor Finansministeriet klogt insisterer på at lave langsigtede planer (indholdet kan vi så skændes om) og ingen får lov til at bruge penge uden langsigtet finansiering. Men klimaproblemet – det er noget man først løser senere.

Nu tror jeg ikke, som finansminister Kristian Jensen, at det er nok at sætte den rigtige pris på forurening. Energisystemet er et puslespil, der skal hænge sammen, så planlægning kommer man ikke udenom. Og det er heller ikke sådan, at markedet automatisk vil vælge de rigtige teknologier.

Det skyldes, at teknologier ikke kommer af sig selv. Nutidens meget effektive vindmøller er et resultat af, at Danmark gennem mange år har støttet vindteknologi. Det har skabt tusindvis af industrijob i Danmark.

Men når det gælder valg mellem modne teknologier er jeg ret enig med finansministeren – det er fint, hvis man lader markedet vælge de billigste teknologier (så længe energipuslespillet går op). Vel og mærke hvis alle samfundsmæssige omkostninger indgår i regnestykket.