Politik iscenesat som sport

Det var, som om tv-folkene i Odense i aftes havde sat sig for at tirre det intellektuelle parnas i København. Dem for hvem medier er aviser med meget lange og meget filosofiske kronikker skrevet af personer, ingen har hørt om, men som tager sig selv meget alvorligt.

Vælgermødet var ikke for ingenting produceret af TV 2 Sporten. Det blev afviklet som en rigtig håndboldkamp med flash back i slow motion. Politikerne blev råbt ind i manegen under de æggende arme af et hold røde, respektive blå cheerleaders. Det kæmpe publikum i Silkeborg Hallerne var ligeledes klædt i røde og blå bluser. Det kunne de ikke have udtænkt meget bedre i kostumeafdelingen på Det Kgl. Det virkede. De to holds politikere scorede jævnlig points mod hinanden, naturligvis orkestreret af et panel af seere, og der var truthorn og tåge-effekter. Alle de virkemidler, der irriterer "de intellektuelle".

Er politik sport, når der er valg? Ja, når hold rød udfordrer hold blå, så er det sport.

Ikke for meget
Var det for meget? For nogen, ja - ikke for mig. Politik kan være alvorligt, som når satspuljemidler til samfundets allersvageste skal uddeles. Eller når politikere skal prioritere, hvilke sygdomme samfundet vil tilbyde borgerne at behandle først. Men det skal også være sjovt, når det som nu er op til et valg.

De var partiernes nr. to eller tre, der kom. Socialdemokraternes Mette Frederiksen antød, at det for hendes smag var for meget med alle de tilråb og klapsalver fra publikum, når nu hun var kommet for at diskutere det mest alvorlige på denne jord: Samfundets fremtid.

Men Mette - hvorfor? Du fungerer jo også i sådan en hér og nu-sammenhæng.

Er politik sport, når der er valg? Ja, når hold rød udfordrer hold blå, så er det sport.

Rasmus Nielsen
Chefredaktør

Du kan udtrykke dig ultrakort i oneliners, for så at gå over i et charmerende smil, for at slutte af med et dybt alvorligt, indigneret blik, som ellers kun kendes hos Enhedslistens Line Barfod. Du kommunikerer, vær lykkelig for det.

Hendes socialistiske veninde, som hun sikkert snart skal dele ministertaburetter med, er SF-kometen Astrid Krag, Villy Søvndals kæledægge. Astrid har en særlig evne til altid at smile venligt, selv om hun taler om alvorlige sager. Det får samfundets mørke sider til at glide ned, så vi kan holde det ud. Det virker.

Gravid?
Enhver kender det enormt pinlige i at spørge en kvinde, om hun er gravid, når hun så bare viser sig at være lidt buttet. Astrid Krag forklarede selv, at hendes runde mave skyldtes lykkelige omstændigheder, hvorefter Enhedslistens allestedsnærværende Per Clausen måtte skuffe salen med, at han altså ikke var gravid.

Ankermanden Jes Dorph-Petersen styrede scenevant slagets gang. Han har været med så længe, at han må være slidt inden i med alle de vagter og al den adrenalin, der er pumpet rundt i kroppen, når den røde lampe tændes. Han var på et let job, for showet var så iscenesat, at det styrede sig selv. Jes er mere kendt og celebreret end nogen af sine gæster. Men lige i går overskyggede han dem ikke.

Frels verden på ti sekunder
Temaer som "Vores skole", "Vores skole" og "Vores helbred" rullede over skærmen, så det bare var med at holde fast. Der var ustandselig sekundnedtælling, og da politikerne så til sidst fik 20 sekunder hver til at redde verden .... ja: Så gjorde flere af dem det på 10. Man er vel politiker i en tv-tid. Når Obama skal forklare den amerikanske nedtud på tv-klip af fem sekunder, kan det vel også gøres i Danmark. Eller hyr?

Dagen i forvejen havde DR holdt en slags forpremiere på TV 2-showet ved at invitere partiernes souschefer plus Lars Barfoed (K) til vælgermøde i nabobyen Randers. Det blev afviklet i et forladt autoværksted i et klinisk miljø, der var et reklamebureau eller grafisk værksted værdigt. Flot - men tørt og tomt.

Vel, der var mange gode replikskift mellem rækken af politikere, der diskuterede valgets hovedtema: Økonomien. Men man savnede at blive underholdt. Var der kun for argumentets skyld, vil jeg da langt hellere investere tiden i klapstolen med min søndagsavis.

Frøken brednumse på skamlen
Engang for længe siden dukkede der en frøken brednumse op som redaktionens nye praktikant. Dengang troede vi alle på TV 2/Lorry, at hun var en af de tv-journalister, der gladelig tog plads bag skærmen. Men næh, i Randers strålede den blåøjede, men alt andet end naive, vært Tine Gøtzsche (ja, efternavnet staves med hele svineriet, så det er da så let). Hun var på en Mission: Impossible, som hun gik rundt dér foran de ni speedtalkere og skulle holde styr og sekunder på alle ordene.

Den yderst nærværende og veloplagt smilende tv-journalist gjorde sit til, at DR-vælgermødet ikke gik helt i sort. Med sine velforberedte spørgsmål kombineret med improvisation og sproglige chancer, der sad lige dér, hvor tv's nærvær bliver til, satte Tine sig godt tilrette øverst på tv-værternes præmieskammel.

Analyse af det politiske? Jamen, folkemøde med TV 2 er mere form end indhold, og økonomien med DR så kedeligt, at alt dét med værdifordelingen, det tager vi en anden dag. Resultatet i Silkeborg: 35-34 til rød blok.