Politisk overblik: Politikerne får bundplacering i troværdigheds-undersøgelse

OVERBLIK: Ifølge danskerne er folketingspolitikere den mest utroværdige faggruppe, økonomi- og indenrigsminister Simon-Emil Ammitzbøll vil stoppe chikane af lokalpolitikere, og statsministeren varsler særregler, der skal gøre op med parallelsamfund. Få dagens overblik her.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Emma Qvirin Holst

Godmorgen og velkommen til en ny dag i dansk politik.

Denne torsdag vågner folketingspolitikerne op til nyheden om, at de er den mindst troværdige faggruppe ifølge danskerne.

Det er der en simpel forklaring på, mener Nicolaj Taudorf Andersen, der er seniorpartner og bestyrelsesformand i kommunikationsvirksomheden Radius Kommunikation, som står bag troværdighedsundersøgelsen.

”Vi tillægger størst troværdighed til de grupper, der varetager ydelser i velfærdsstaten for os danskere. Det er dem, vi har mødt, set i øjnene, og som har hjulpet os, og det gælder især i situationer med sygdom,” siger Nicolaj Taudorf Andersen ifølge Jyllands-Posten.

Undersøgelsen er foretaget af Epinion for Radius Kommunikation, og danskerne er blevet bedt om at rangere 25 faggrupper på en skala fra et til fem, hvor fem er meget høj troværdighed og et er meget lav troværdighed.

Her opnåede politikerne kun 2,07 point, mens undersøgelsens topscorer blev jordemødrene med 4,13 point.

Læs mere om den historie her.

Minister vil sætte stopper for chikane af lokalpolitikere
Dagens anden historie kan findes hos Altinget, der i går skrev om, at fire ud af 10 lokalpolitikere oplever at blive chikaneret eller truet.

Det får nu økonomi- og indenrigsminister Simon-Emil Ammitzbøll (V) til at indkalde alle Folketingets partier til drøftelser.

Ministeren har endnu ikke konkrete bud på en løsning, men han er ikke afvisende overfor at bruge ”hårdere midler” mod dem, der står bag truslerne og chikanen.

”Man skal tage det her meget alvorligt. Vi skal selvfølgelig ikke finde os i, at de mennesker, der engagerer sig i demokratiet, skal udsættes for det her. Det er ikke bare noget, man skal leve med,” siger Simon-Emil Ammitzbøll til Altinget.

Læs hele historien her.

Kommuner er klar til flere kvoteflygtninge
I sidste uge besluttede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) at sætte en stopper for Danmarks modtagelse af kvoteflygtninge med argumentet om, at der skal være bedre rum til at få integrationen til lykkedes.

Det argument bliver i dagens Politiken afvist af seks danske kommuner, der senest har modtaget kvoteflygtninge. Kommunerne mener nemlig ikke, at de er overbebyrdet med integrationsindsatsen.

”Vi har rigtig mange, der hver eneste måned kommer i uddannelse og arbejde. Det virker som om, at dem, vi får, har siddet kortere tid i asylcentre. Så mit umiddelbare indtryk er, at den store bølge er ved at være sluset ud nu,” siger Laila Jerming Graf, der er afdelingsleder i integrationsafdelingen i Randers Kommune, til Politiken.

De seks kommuner er Randers, Nyborg, Thisted, Egedal, Skive og Næstved.

Alle undtagen Næstved og Skive tilføjer desuden, at de er klar til at modtage flere kvoteflygtninge.

Løkke varsler særregler
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil tage nye midler i brug i kampen mod muslimske parallelsamfund.

Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge statsminister har politikerne forsøgt alt for at ”knække koden” i forhold til problemerne med parallelsamfund. Men nu må der sættes hårdere ind. Han har derfor bedt tre af sine ministre komme med bud på nye redskaber, der kan tages direkte i brug på specifikke skoler eller boligområder, hvor der er problemer med integrationen.

”Det er udfordringer, som vi mere specifikt skal kunne blande os i,” siger Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.

Dagens portræt
Torsdag udkommer Altingets nye magasin, hvor der er tegnet et portræt af Københavns ukronede konge og overborgmester Frank Jensen (S).

Han blev dømt ud af dansk politik flere gange, og fem Socialdemokratiske formænd har spændt ben for ham. Men nu sidder han for bordenden i Danmarks hovedstad, og det tyder ikke på, at det forestående kommunalvalg vil ændre det

Læs hele portrættet her, hvor Altinget også er med den socialdemokratiske overborgmester til banko og med bag linjerne i kampagnekontoret.

Det sker i dag

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) skal i samråd om nedsættelsen af en seniortænketank for et godt seniorarbejdsliv. 

- Justitsminister Søren Pape Poulsen skal i samråd om, hvorfor regeringen endnu ikke har fremlagt et udspil om ungdomskriminalitet.

- Søren Pape Poulsen får en tur mere med endnu et samråd, denne gang om konsekvenser ved optøjer til fodboldkampe. I forbindelse med det samråd har justitsministeren ifølge DR forslået, at det skal udløse en karantæne på to år, hvis man møder maskeret op på et fodboldstadion.

- Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skal i samråd om liberalisering af det danske lægemarked.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolaj Taudorf Andersen

Direktør og stifter, Radius Kommunikation
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2000)

Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Radiovært, 24syv, fhv. MF, fhv. økonomi- og indenrigsminister (LA)
ba.scient.soc. (Roskilde Uni. 2003)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00