Politisk overblik: Regeringen vil bruge 400 millioner på mere skattekontrol

OVERBLIK: Små og mellemstore virksomheders skattebetaling skal kontrolleres bedre, og det vil regeringen bruge 400 millioner kroner på. DR's generaldirektør kalder sagen om mangfoldighedskonsulent "utroligt ærgerlig". Få dit politiske overblik her.

Foto: Krabbe Lars/Polfoto
Lise-Lotte Skjoldan

Godmorgen og velkommen til Altingets daglige politiske overblik. Det drypper i disse dage med finanslovsudspil fra regeringen, op til at hele forslaget til finanslov for 2018 bliver fremlagt i begyndelsen af næste uge.

I dag er der også et dryp, og det handler om skat. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) melder nu ud, at regeringen vil afsætte i alt 400 millioner til skattekontrol med små og mellemstore virksomheder. Det skriver DR.

Pengene skal sættes af over de næste fire år. De ekstra 400 millioner kommer oven i de 6,4 milliarder, der i foråret blev sat af til at nedlægge Skat og erstatte det med syv nye styrelser, nyt IT og flere medarbejdere.

"Jeg ville ønske, at det var nok at bygge et nyt skattevæsen og bruge syv milliarder på det og ansætte mange flere medarbejdere til den opgave, men jeg er nået til den erkendelse, at vi er nødt til at øge kontroltrykket, og vi skal gøre det målrettet," siger Karsten Lauritzen til DR.

Dansk Folkeparti bakker op om forslaget, men finder beløbet på 400 millioner for lavt. Socialdemokraterne mener også, at det er for få penge.

DR-generaldirektør: Det er en ærgerlig situation
Politiken har i dag et interview med DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn. Det er første gang, generaldirektøren udtaler sig efter sagen om mangfoldighedskonsulenten Gitte Rabøl, der for nylig sagde op efter kritik af hendes aflønning på 2,1 millioner årligt.

I interviewet med Politiken forklarer Maria Rørbye Rønn, hvad DR's mangfoldighedsprojekt egentligt går ud på. Blandt de konkrete tiltag er en indsats for flere kvindelige eksperter i DR2 Deadline og en "mindre stereotyp" casting af børneværter.

Generaldirektøren forholder sig også til sagen med Gitte Rabøl. Hun tilkendegiver, at sager som denne slider på DR's image, og at alle i DR ærgrer sig over det.

"Jeg synes, det er utroligt ærgerligt, at vi er havnet i den her situation. Jeg tror, alle i DR vil være enige med mig i, at det er en sag, vi gerne ville have været foruden. Det bliver vi nødt til at tage ved lære af fremadrettet," siger Maria Rørbye Rønn til Politiken.

Khader: Styrkelse af indsats mod religiøs forfølgelse på vej
To millioner kroner skal på finansloven afsættes til et særligt kontor i Udenrigsministeriet, der skal undersøge forfølgelse af kristne og andre religiøse minoriteter i udlandet. Sådan lyder det i hvert fald fra Konservatives kirkeordfører, Naser Khader. Det skriver Kristeligt Dagblad.

"Der er blevet afsat to millioner kroner til det i finansloven. Det er en kopi af den norske model, hvor man har et kontor i Udenrigsministeriet, der udelukkende beskæftiger sig med forfølgelse af kristne og andre mindretal," siger Naser Khader.

Venstre har ikke bekræftet forslaget, men udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) kalder det "rigtigt spændende".

To ekstreme forkyndere nægtet adgang til Danmark
Den omstridte liste over såkaldte "hadprædikanter" tæller nu i alt 10 religiøse forkyndere, efter Udlændingestyrelsen har tilføjet to nye navne til listen. Det er Alparsian Kuytul og Ismail al-Wahwah, der nu er blevet nægtet adgang til Danmark.

Det skriver udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) på Facebook.

"Det her foregår løbende, og jeg er glad for at se, at medarbejderne i Udlændingestyrelsen både handler hurtigt og effektivt, når de bliver opmærksomme på hadprædikanter, der faktisk spreder strafbare eller andre ekstreme udtalelser fra deres prædikestole," siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse.

Mette Bock: Det er Kvinfos egne tal
Socialdemokratiets kulturordfører Mogens Jensen (S) var i går i strid med kulturminister Mette Bock (LA) om de 3,4 millioner, regeringen vil fjerne fra Kvinfo.

Mogens Jensen er kritisk over for, at så stort et beløb skal fjernes i forbindelse med, at regeringen fra 1. januar 2018 lukker Kvinfos bibliotek. Men kulturministeren påpeger, at millionbeløbet er hentet fra Kvinfos eget budget, som er godkendt af bestyrelsen.

"Jeg synes, det er vildt, hvis du udfordrer et bestyrelsesgodkendt budget. Hvis du åbner for den Pandoras æske, så siger jeg bare god fornøjelse. Jeg tror ikke, at jeg selv ville bevæge mig ned ad den vej," sagde Mette Bock på et samråd i går.

Den sag kan du læse mere om på Altinget her, hvor du også kan se et TV-udklip fra samrådet.

Det sker i dag
- Fem brancheorganisationer holder under paraplyen "De Fem Styrker" et politisk topmøde på Christiansborg, hvor de stiller spørgsmålet "Hvor skal væksten komme fra?". Det er Landbrug & Fødevarer, Dansk Energi, Horesta, Lægemiddelindustrien og Danske Rederier, der holder konferencen.

- Dansk Flygtningehjælp har en åben debat om, hvordan Danmark kan bidrage til at løse flygtninge- og migrantkrisen. Seks danske ambassadører i Europa og Afrika deltager i arrangementet, som holdes hos Dansk Flygtningehjælp 10.45.

- Det nye supersygehus i Midtjylland skal navngives i dag. Der er strid mellem politikere i de to byer Holstebro og Herning om, hvad hospitalet skal hedde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00